Dit digitale omdømme er din nye valuta
De anmeldelser, vi får, når vi bruger sociale netværk eller deleøkonomiens tjenester, påvirker i stigende grad vores muligheder online. Et godt digitalt omdømme har konkret værdi: Det gør det lettere at finde et job, at få billigere banklån eller at leje en båd, forklarer den britiske ekspert Rachel Botsman.
Peter Hesseldahl
Redaktør, digital omstillingFor nogle år siden ville det have været utænkeligt, at tusinder af forældre i amerikanske storbyer ville overlade pasningen af deres børn til en babysitter, de lige havde fundet på et website. Det var bestemt heller ikke almindeligt at sætte sig ind i en fremmed persons private bil i stedet for at tage en officiel taxa. Men deleøkonomiens succes viser, at det er muligt at skabe tillid mellem folk, der kun har mødt hinanden online.
Omvendt har vi mistet tilliden til mange af de institutioner, der er grundpillerne i samfundet. Med finanskrisen forsvandt tilliden til bankerne. Volkswagens dieselskandale og Panama-papirerne viste, at store selskaber og samfundets bedsteborgere ikke er hævet over gemen svindel. Statsoverhoveder og globale ledere spreder uden blusel fake news, og masser af meningsmålinger viser, at tilliden til politikere, banker, store virksomheder – og ja, også til pressen – er historisk lav.
Kort sagt: Vi viser større tillid til hinanden, men vi har mindre tillid til samfundets institutioner.
Dét skifte beskriver den australske forfatter Rachel Botsman i sin nye bog ’Who can you trust?’. Engang byggede tillid på, at man kendte hinanden. I landsbyen var man forpligtet, for man vidste, at man før eller siden ville møde dem, som blev berørt af ens handlinger, ansigt til ansigt.
I industrialderens storbyer kendte man ikke folk personligt, i stedet måtte man have institutioner som banker, advokater, politikere og varemærker, der kunne være garanter for tilliden.
Tillidens tre tidsaldre
I landsbyen byggede tillid på, at man kendte hinanden og sås ansigt til ansigt. I industrialderens storbyer måtte institutioner og myndigheder være garanter for tilliden. I dag, i de digitale netværks tidsalder, opstår tillid, når mange mennesker udveksler erfaringer med hinanden. Tilliden distribueres så at sige sidelæns mellem mennesker.
Kilde: ‘Who can you trust?’, Rachel Botsman, 2017.
Men nu, i de globale netværks tidsalder, er tilliden til centrale samfundsinstitutioner vigende, og den er uhensigtsmæssig og utilstrækkelig i forhold til de nye muligheder, der er opstået for at skabe forbindelser på tværs, direkte mellem folk og uden om de traditionelle autoriteter. Det er det, vi ser på deleøkonomiens platforme, i crowdfunding og med nye teknologier som blockchain og bitcoins, der fungerer helt uden central kontrol.
Det, der muliggør, at vi kan vise hinanden større tillid, er, at vores omdømme er blevet digitalt, langt mere detaljeret og tilgængeligt for andre, som vi omgås online. Og vores digitale omdømme bliver stadig vigtigere. Rachel Botsman mener, at omdømme bedst kan betragtes som en valuta. Vores omdømme afgør, hvad vi har adgang til, og hvad vi kan opnå: Om vi kan tiltrække nye kunder, hvilken pris vi kan forlange for vores ydelser, om vi kan skaffe finansiering til et projekt, og om vi kan finde samarbejdspartnere – eller måske en date.
Tilliden opbygges nedefra
”Sociale netværk som Airbnb, Facebook, LinkedIn og eBay indeholder en utrolig mængde data om en persons omdømme, og hvor troværdig man er. Det kan have stor værdi, ikke mindst for folk, der ellers har svært ved at bevise, at man kan stole på dem,” siger Rachel Botsman i et interview med Mandag Morgen:
”Mere end to milliarder mennesker i udviklingslandene har ikke adgang til en traditionel bankkonto, og de mangler en formel kredithistorie. Men de har mobiltelefoner, og dataene i dem kan give tusindvis af tillidssignaler om mobilejernes netværk, og hvordan de opfører sig. Det nye er, at virksomheder ser på, hvordan de kan ’låse op’ for den indsigt, som folks sociale netværk rummer, så det bl.a. bliver muligt at bevilge et lån på basis af en persons digitale omdømme," forklarer hun.
"Et andet godt eksempel er lejeaftaler for boliger. Her bliver lejere ofte bedt om at betale et stort depositum på forhånd, fordi udlejeren vil sikre sig mod skader, eller at huslejen ikke bliver betalt. Virksomheder som spanske Traity arbejder sammen med forsikringsselskaber på at udvikle en Trustscore og et produkt, der hedder en Trustbond, som er en profil på basis af ens forskellige ratings og profiler på sociale medier, for at fjerne behovet for store indskud. ”
Nye typer samarbejde
Ratings og anmeldelser er blevet en integreret del af transaktionerne på nettet. Vi giver likes og stjerner og skriver kommentarer, når vi køber varer på nettet, når vi lejer på Airbnb eller hyrer arbejdskraft gennem platforme. Og det er netop, fordi vi kan se andres erfaringer og vurderinger, at vi tør stole på folk, vi ellers kun kender fra nettet.
Rachel Botsman nævner børnepasnings-app’en Urbansitter som et eksempel på, at større gennemsigtighed og flere informationer i løbet af få minutter kan få folk til foretage bemærkelsesværdige spring i tillid.
Rachel Botsman, født 1978, er oprindelig fra England, bor i Australien og rejser jævnligt kloden rundt for at holde foredrag om, hvordan teknologi ændrer vores indbyrdes relationer, og hvad det betyder for vores privatliv, arbejde og måden, vi interagerer og laver forretninger med hinanden.
Hun udgav i 2010 bogen ’What’s mine is yours’, der var en af de første bøger, der beskrev den dengang meget spæde deleøkonomi. Hun kaldte fænomenet ’collaborative consumption’, hvilket på mange måder er en mere præcis betegnelse for det skifte i økonomien, som digitale platforme og inddragelse af brugere i værdiskabelsen indebærer. Gennem sit arbejde og forskning i deleøkonomi blev Botsman opmærksom på betydningen af tillid som en afgørende forudsætning for samarbejde.
På Urbansitter kan forældre i 60 amerikanske byer vælge en babysitter ved at se profiler, præsentationsvideoer og anmeldelser og ratings fra andre forældre. Og tilsvarende kan en babysitter vurdere, om det er værd at tage tjansen ved at se på profiler og anmeldelser af forældre fra tidligere babysittere.
Som Botsman påpeger, foretager Urbansitter et dristigt skift i forhold til den traditionelle model, hvor et bureau ellers ville sørge for at sikre, at deres ansatte kunne leve op til kundens krav:
”Urbansitter siger til kunderne: ’I skal ikke stole på os – I skal stole på vores brugere’. De ved, at folk udveksler erfaringer og opbygger tillid ’sidelæns’, fordi vurderingerne ikke skal op igennem systemet og ned igen til brugerne. Det er til alles fordel, både dem, der køber en ydelse, dem, der udbyder deres arbejde, og platformen.”
Den tillid, det medfører, at parterne har adgang til at hinandens omdømme og endda selv kan være med til at påvirke det ved at tilføje deres egne vurderinger, åbner for en lang række værdifulde samarbejder og udvekslinger, som førhen ville have været alt for risikable. Det gælder lige fra investeringer gennem crowdfunding-websites til online dating.
Som Rachel Botsman påpeger i ’Who can you trust?’, gælder præcis de samme mekanismer på det såkaldte dark internet – dvs. de ’skjulte områder’ på nettet, hvor alt fra narkohandlere, våbensmuglere og identitetstyve udbyder deres varer. For også for kriminelle er det vigtigt at kunne fremvise gode ratings og anmeldelser for punktlig levering og høj kvalitet, hvis de skal opbygge en kundekreds. En undersøgelse fra European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction har således vist, at kvaliteten af de narkotiske stoffer, som handles online, typisk er højere end de stoffer, der handles på gaden.
Kan åbne og lukke døre
Ligesom et godt omdømme kan skaffe nye job og gøre det muligt at tage højere priser for sine ydelser, kan et dårligt omdømme betyde, at kunderne holder sig væk, at man får svært ved at leje en lejlighed eller en bil, eller måske endda, at man skal betale mere for sine banklån og forsikringer.
Når vores digitale omdømme bliver mere detaljeret, bliver vi samtidig mere forpligtede. Vores omdømme påvirkes ikke alene af, hvad kunder og venner skriver om os på nettet. I stigende grad indgår også alle de informationer, som indsamles automatisk om os, hver gang vi bruger digital teknologi, altså nærmest konstant.
Selv om Rachel Botsman som udgangspunkt er begejstret for, at teknologien øger tilliden imellem os, er hun også bekymret for bagsiden af medaljen, nemlig at vores omdømme kan blive et middel til manipulation og kontrol:
”Et system med mere ansvarlighed og gennemsigtighed, som understøtter os i at samarbejde og dele – det lyder som en utopi, ikke?” siger Botsman og fortsætter:
”Jeg ønsker ikke at ødelægge optimismen, for jeg tror, at der er mange ting at være begejstret for i den nye tidsalder af distribueret tillid. Men der er nogle ting, vi skal være forsigtige med, og der er nogle afgørende spørgsmål, vi må overveje. For eksempel: Hvad nu, hvis vi giver vores tillid væk alt for let? Vi kan se, hvordan kunstig intelligens og indsamling af viden om vores ønsker og opførsel trænger helt ind i vores privatliv gennem apparater som Amazons Alexa, der kan styre grejet i vores hjem, finde informationer og bestille varer, blot ved at vi taler til den. Teknologifirmaer giver typisk den slags apparater menneskelige navne, fordi det er med til at gøre dem mere personlige og bekendte, og dermed bliver det nemmere for os at vise tillid og at åbne os overfor dem, end hvis det var ansigtsløse robotter.”
Skrækeksemplet for Rachel Botsman er de kinesiske myndigheders planer om en form for 'socialt kreditsystem', der måler, hvor god en borger man er. Den sociale kreditscore, som vil blive indført fra 2020, skal kombinere bank- og skatteoplysninger med registreringer fra politi og domstole. Med en dårlig score kan man eksempelvis risikere at blive tjekket ekstra grundigt i grænsekontroller, ens børn kan blive udelukket fra visse privatskoler, eller man vil ikke kunne søge bestemte job.
”Jeg finder det dybt bekymrende. Det rejser spørgsmålet: Kan en bot eller en algoritme virkelig kende og forstå, hvor troværdige vi er som mennesker,” siger hun.
Omfordeling af tillid
Trods hendes lovprisning af den voksende tillid mellem os kan et hurtigt blik i medierne give det modsatte indtryk. Det virker, som om tillid og viljen til at engagere sig i samarbejde er på retur. Voksende nationalisme, skrantende frihandelsaftaler, Brexit m.m. Er tilliden ligefrem i krise?
”Det enkle svar er nej,” siger Rachel Botsman. ”Tilliden forsvinder ikke, den bliver bare omfordelt. Men tilliden i samfundet er formindsket på en meget specifik måde. Den opadgående tillid, dvs. tiltroen til toppen af hierarkierne, smuldrer. Institutioner som banker, medier, regeringer og store virksomheder, oplever en erosion af tillid. Men det er en krise for dem. Dvs. de institutioner, myndigheder og virksomheder, der havde monopol – og ofte urimelige monopoler – på deres egne markeder. De blev vant til et system, der fungerede til deres fordel. De arbejdede bag lukkede døre, ansatte PR-folk til at dreje sandheden på en måde, der tjente deres egne interesser, og mange af dem viste sig at mangle ansvarlighed, når tingene gik galt.”
”Men der er ikke en tillidskrise for dem, som det nye system – dvs. det, jeg kalder den distribuerede tillids tidsalder – virker til fordel for, nemlig den almindelige borger. Der er faktisk mere tillid nu, ikke mindre. I stedet for bare at strømme opad til et privilegeret fåtal, flyder tilliden nu sidelæns til kolleger, jævnaldrende og andre brugere, snarere end opefter til den administrerende direktør, den selvudnævnte ekspert eller den århundredgamle myndighed. Vi stoler faktisk mere på at engagere os med andre: Tillid er nu i de manges, ikke de fås, hænder,” siger Rachel Botsman.
LÆS OGSÅ: Dansk startup vil samle dit digitale omdømme ét sted