National e-valuta kan igen give nationalbankerne magten over pengene
ØKONOMI Den digitale omstilling af pengesystemet udfordrer centralbankerne på deres eksistensgrundlag. Kreditkort og mobiler erstatter kontanter, mens kryptovalutaer truer med at sætte statens pengestyring ud af kraft. Et digitalt modtræk er på vej fra centralbankerne, men det risikerer at ryste bankvæsenet i sin grundvold.
Simon Friis Date
JournalistDen digitale omstilling af vores pengesystemer har ramt et nyt momentum. Og nu er centralbanker verden over begyndt at tage bestik af deres rolle i den udvikling. Det er der to grunde til.
For det første har et års bekæmpelse af en usynlig, potentielt livsfarlig virus på enhver tænkelig, sygdomstransmitterende overflade ikke gjort noget godt for kontantsamfundet. Centralbankerne har ansvaret for kontantøkonomien, og hvis den glider helt ud, kan de være nødt til at finde på en erstatning.
For det andet er flere alternative, digitale betalingssystemer begyndt at nyde større popularitet. Investeringer i kryptovalutaer som Bitcoin og Ethereum er vokset til rekordhøje niveauer under pandemien, og i april måned oversteg værdien af det samlede kryptovalutamarked to tusind milliarder dollars, hvilket har gjort kryptovaluta til den femtemest handlede globale valuta. I marts annoncerede Tesla-stifteren Elon Musk, at man nu kan købe hans elektriske biler med Bitcoin. Pludselig er kryptovaluta et reelt alternativ til traditionelle penge.