Tænketank: Klimaforandringer kan udløse den næste store økonomiske krise
Der er fortsat en voldsom kontrast mellem forskningens dystre klimaforudsigelser og den ubekymrede stemning på de finansielle markeder. Men denne kontrast vil være fortid på et tidspunkt. Overgangen bliver formentlig både brat og smertefuld, forudser Creon Butler fra tænketanken Chatham House.
Creon Butler
Leder af programmet for global økonomi og finans, Chatham HouseDet er blevet påpeget igen og igen, hvilken vej det går med klimaforandringerne: Ekstreme vejrfænomener som den historisk voldsomme hedebølge, der ramte Sydeuropa, USA og Kina denne sommer, vil forekomme stadigt hyppigere og derfor blive mere og mere destruktive.
Det står også klart, at klimaforandringerne har alvorlige økonomiske og finansielle konsekvenser – ikke mindst i betragtning af hvor mange penge der fortsat mangler at blive lagt i forberedelserne til det, der venter os.
Scenarierne står i kø. Fejlslagen høst vil føre til meget højere fødevarepriser og udløse flygtningestrømme, der kan komme til at tælle flere millioner mennesker. Værdifulde huse og landbrugsjord i kystnære områder vil blive forladt efter gentagne oversvømmelser.