Erik Rasmussen: Velfærdskrisen kunne være løst for 30 år siden. Men tiden er ikke løbet fra en hybrid velfærdsmodel

“Der er et markant behov for en fornyelse af det danske velfærdssamfund. Det nuværende er fanget i en alvorlig fælde med en fortsat og accelererende nedslidning som en næsten uundgåelig konsekvens. Hver dag giver sine eksempler. Realiteten er, at velfærdssamfundet i sin nuværende udformning har overlevet sig selv – overhalet af en udvikling og opgaver af et omfang og en karakter, det ikke er gearet til at løse. Jo længere politikerne venter med at sikre de nødvendige reformer, des vanskeligere og dyrere bliver det at gennemføre fornyelsen.” 

Kommuner og regioner udsender stadigt mere desperate nødråb om voksende problemer med at levere de helt basale velfærdsydelser. Nedslidningen er i gang

Ovennævnte diagnose rammer præcist velfærdsmodellens udfordringer i 2023, men blev udformet for 29 år siden, nemlig i oktober 1994! Det skete i Mandag Morgens velfærdsanalyse, der under titlen ‘Slip velfærden løs’ introducerede en strategi for velfærdssamfundets udvikling. Det var konklusionen på forudgående analyser siden oktober 1993, blandt andet med deltagelse af et bredt udsnit af offentlige og private ledere og udvalgte eksperter.

Konklusionen illustrerer også præcist, hvorfor vi næsten 30 år senere konfronteres med akutte og svært løsbare svar på meget komplekse velfærdsproblemer. Problemerne har årti for årti haft mulighed for at rodfæste sig stadigt stærkere, indtil de løber tør for kendte og afprøvede løsninger. Det vil sige, at en gradvis nedslidning af velfærden har nået et kritisk punkt. Se figur 1.

Nødråb – med 30 års forsinkelse

De aktuelle eksempler på nedslidning er mange og spænder fra et sundhedsvæsen i knæ med lange ventelister over manglen på pædagoger i børnehaver til en ældrepleje, der nedgraderes budget for budget. Kommuner og regioner udsender stadigt mere desperate nødråb om voksende problemer med at levere de helt basale velfærdsydelser. Alt sammen udtryk for, at denne ellers forudsigelige krise er kommet bag på politikerne, der kvitterer med de lige så forudsigelige nød- og lappeløsninger. Nedslidningen er i gang, og reaktionerne lader ikke vente på sig.

I forrige weekend kom så endnu et nødråb fra velfærdens ledende officerer, nemlig KL’s bestyrelse. Foreningens formand, Martin Damm (V), krævede i Berlingske akut import af tusinder af udlændinge til at løse de øjeblikkelige behov for arbejdskraft – uanset nationaliteter. Alternativet er der ifølge Martin Damm ingen tvivl om: Hvis ikke regeringen vil det, “må de forklare danskerne, at velfærdssamfundet afvikles”.

Politikerne bedrager sig selv og befolkningen ved at forvente, at så relativt beskedne investeringer skaber "historisk" effekt. Det er den form for bedrag, der er en del af forklaringen på velfærdskrisen

Hvordan forslaget om import af arbejdskraft i praksis skal realiseres, og hvilke barrierer der skal overkommes, står ikke klart. Det gør til gengæld baggrunden for nødråbet, nemlig at politikerne for længe har forpasset muligheden for en langsigtet og gennemtænkt løsning på velfærdens udfordringer og nu er tvunget til kortsigtede og meget tvivlsomme eksperimenter.

I denne uge præsenterede regeringen sit svar på velfærdskrisen med sin 2030-plan. 32 milliarder kroner skal investeres i velfærden frem mod år 2030. Heraf er 19 milliarder alene til at holde trit med den demografiske udvikling. Det efterlader altså 13 milliarder kroner til reelle investeringer. Og det tal skal ses i relation til, at vi årligt bruger over 200 milliarder kroner alene på sundhedsvæsenet, ligesom de samlede offentlige udgifter er på knap 1.300 milliarder kroner om året. Politikerne bedrager sig selv og befolkningen ved at forvente, at så relativt beskedne investeringer skaber "historisk" effekt. Det er den form for bedrag, der er en del af forklaringen på velfærdskrisen - og at den heller ikke bliver løst denne gang.

Mange initiativer – få resultater

Det har ellers ikke skortet på initiativer og indgreb gennem årene. Talrige kommissioner, ekspertudvalg, afgrænsede forsøg m.m. har forsøgt at adressere prioriterede udfordringer og i vekslende omfang også haft en vis effekt – men måske også for en tid fjernet fokus fra de grundlæggende problemstillinger. Her skal nævnes et enkelt eksempel som på mange måder er symptomatisk for den situation, vi nu befinder os i, nemlig Anders Fogh Rasmussens etablering af en ‘kvalitetsgruppe’ i 2007 med det formål at forberede en kvalitetsreform.

Formålene var mange og ambitiøse, blandt andet en målrettet afbureaukratisering, 50 milliarder kroner til investering i bedre sygehuse, skoler, ældreboliger og daginstitutioner m.m. Hertil kommer ‘frit valg’ og ‘brugerinddragelse’, sammenhæng i velfærdsydelserne, klare mål for ydelserne, en ledelsesreform og aktiv inddragelse af medarbejdere etc. Overskriften var at nytænke og innovere velfærden – meget i tråd med tankerne i ‘Slip velfærden løs’. 

Personligt havde jeg projektet tæt inde på livet. Jeg var nemlig på grund af Mandag Morgens stærke fokus på velfærdens fremtid og som leder af det daværende Innovationsråd blevet medlem af den kvalitetsgruppe på 26 personer, der skulle forberede kvalitetsreformen. Ud over ledende repræsentanter fra organisationer, regioner, kommuner, erhvervsliv m.v. deltog fire uafhængige eksperter. Jeg var en af dem. Gruppen var under direkte lederskab af statsminister Anders Fogh Rasmussen, suppleret af fem centrale ministre fra alle velfærdsrelaterede ministerier. Holdet kunne næppe være stærkere. Gruppen udgjorde en slags 'velfærdens Rejsehold' og besøgte over flere måneder diverse velfærdsinstitutioner for at indhente praktiske erfaringer og indtryk. Konturerne til et gennembrud var tegnet, men hvorfor lykkedes det så ikke?

Et kort forenklet svar: Politisk udvanding. Midt i den nytænkende og innovative proces startede der trepartsforhandlinger, og de kortsluttede et ellers spændende og lovende forsøg. Projektet blev afrundet med en alenlang rapport med meget begrænset effekt. Det samme gælder kvalitetsreformen. En lignende skæbne har i varieret omfang ramt mange andre velmenende forsøg på at tænke nyt og anderledes. Det rejser spørgsmålet, om en fornyelse af velfærdsmodellen er blevet en så kompleks og betændt udfordring, at den kun kan løses gennem små og løbende politiske kompromisser, men uden at kunne gennemføre den gennemgribende omstilling, der bliver mere og mere nødvendig og akut – alt imens nedslidningen bliver stadig mere åbenbar.

Ud af velfærdsfælden

Spørgsmålet er så, om der kan hentes idéer fra omkring 30 år siden i ‘Slip velfærden løs’. Den forudså, at vi bevæger os mod en ’velfærdsfælde’ – klemt mellem et demografisk og socialt drevet udgiftspres med stagnerende muligheder for fortsat skattefinansiering over for flere ældre og veluddannede borgeres stigende forventninger til velfærd samt de øgede muligheder for private velfærdsmuligheder. Dette pres vil ifølge rapporten fortsat øges de kommende årtier og derfor kræve hurtige og ambitiøse indgreb. Se figur 2.

Siden har udviklingen bekræftet, at den universelle velfærdsmodel er under stigende pres. Et par enkelte eksempler:

• 41 procent af borgerne valgte i 2022 et privat alternativ til kommunens hjemmehjælp
• 20 procent af danske børn går nu som landsgennemsnit i private skoler, i nogle kommuner drejer det sig om hver tredje
• Boom i antallet af private sundhedsforsikringer fra 300.000 til 1,5 millioner på 10 år - med risiko for, at Danmark opdeles i A-, B- og C-hold. Et A-hold, der kan købe sig til alt, et B-hold med en bred middelklasse, der gradvist har råd til at købe flere velfærdsydelser, og et C-hold, der ikke har råd til at købe noget som helst.

I erkendelse af samme udvikling foreslog rapporten at gennemføre en markant omstilling af velfærdsmodellen:

“Det betyder et opgør med et forholdsvist stift og politisk styret system til fordel for en model, der slipper velfærden løs over for borgerne – og samtidig åbner for helt nye alliancer mellem offentlig og privat sektor. Set over en tiårig periode er der tale om en fornyelse, der grænser til en revolution.”

Dette skulle være bygget op omkring følgende hovedpunkter: 

1. En ‘hybrid’ velfærdsmodel: Ifølge rapporten bør Danmark åbne for tættere offentligt-privat samarbejde. Det vil sige at overlade flere velfærdsydelser til private aktører, men med afsæt i præcise kravspecifikationer. Herved aflastes det offentlige, og samtidig kan Danmark udvikle en international konkurrencedygtig velfærdsindustri. Det vil sige et dobbeltgreb på velfærdskrisen.
   
   Den idé bakkes i dag – 29 år efter – op af erhvervsminister Morten Bødskov (S) og ældreminister Mette Kierkegaard (M) i en kronik i Berlingske. Her argumenteres for, at Danmark skal blive “blandt klodens førende inden for udvikling og anvendelse af velfærdsteknologi”. Det vil ikke alene styrke ældreplejen, men åbne spændende muligheder for erhvervslivet.
   
   
2. En fleksibel finansieringsmodel: Ikke alene skal velfærden løsnes. Det samme skal finansieringen. Den foreslås at afspejle befolkningens forskellige forudsætninger og behov. Den skelner mellem tre niveauer: 1) Basale behov, der omfatter hele befolkningen og finansieres gennem skatter. 2) Prioriterede behov, der giver nogle grupper mulighed for tilkøb af velfærdsydelser ud fra egne ønsker. Det vil sige en kombination af skatte- og egenfinansiering. 3) Forsikringsfinansiering med mulighed for at imødekomme individuelle behov og prioriteringer.

Slip velfærden og idéerne løs

Idéen med at slippe velfærden løs er at tilpasse velfærdssamfundet til en ny virkelighed – en virkelighed, der domineres af såvel større forventninger som en stigende forskellighed – men også at vende udfordringen til en mulighed.

Det vil sige, at man både skal bevare de fundamentale værdier og samtidig finde nye finansieringsmuligheder, der afspejler forskelligheden og eventuelt kan skabe kimen til nye forretningsmodeller, jævnfør hvad også erhvervsministeren og ældreministeren påpeger. Altså den berømte win-win-model.

Realiteten er, at den hybride velfærdsmodel og den fleksible finansieringsmodel er begyndt at virke på markedets vilkår. Det bekræfter ovennævnte og andre tilsvarende eksempler. De afdækker et stille opgør med den gamle velfærdsmodel og bekræfter behovet for en ny. Den kan udvikles på to måder: Enten gennem en ukoordineret og fragmenteret proces. Eller ved at politikerne erkender den nye virkelighed og udvikler optimale rammer for en velfærdsmodel, der er tilpasset forskellige menneskers forskellige behov og forudsætninger. I modsat fald risikerer den forudsigelige nedslidning og afvikling af velfærden i Danmark blot at accelerere.

Ét synes mere og mere åbenbart: Hvis ikke sådan en mængde mod og nytænkning kan mobiliseres, har vi allerede truffet et klart valg, nemlig at velfærdsmodellen i Danmark blot var udviklet til den nuværende generation og ikke til de fremtidige. 

Hvad nu hvis vi gennem et dobbeltgreb med ny finansiering og tilførsel af nye kompetencer både kunne gøre velfærdsmodellen robust og resilient og skabe en god forretning? Hvad nu hvis det viste sig, at blandt andet kunstig intelligens og et tæt samspil med erhvervslivet også løste ressourceproblemet? Hvad nu hvis politikerne havde mod til at fremtidssikre en velfærdsmodel, der i så mange år har betydet så meget for så mange danskere?

Ét synes mere og mere åbenbart: Hvis ikke sådan en mængde mod og nytænkning kan mobiliseres, har vi allerede truffet et klart valg, nemlig at velfærdsmodellen i Danmark blot var udviklet til den nuværende generation og ikke til de fremtidige. Velfærdssamfundets fortræffeligheder må historikerne beskrive – medmindre vi lærer af historien.

Advarslen blev udstedt for 30 år siden, den er gentaget adskillige gange undervejs, og reagerer vi ikke på den nu, deler velfærdens krise skæbne med klimaforandringerne. Nemlig at vi så passerer endnu et tipping point, hvor konsekvenserne accelererer, og løsningerne bliver sværere.

Det første skridt mod at slippe velfærden løs er at slippe idéerne løs.