Her er verdens største rederier
Thomas Hedin
RedaktørDet franske shipping-analysebureau Alphaliner opdaterer løbende en oversigt over verdens 100 største containerfragtrederier. Den opgøres på baggrund af de enkelte selskabers skibe. Det vil sige virksomhedernes samlede fragtkapacitet og antallet af egne og chartrede skibe. Herefter udregnes selskabernes markedsandel.
De fem største megarederier i verden tæller blandt andet danske A.P. Møller-Maersks containerdivision, Maersk Line. Selskabet har i øjeblikket (pr. 15. januar 2017) en samlet kapacitet på 3.291.452 TEU, der betyder ”twenty-foot Equivalent Units” og er en målenhed, der bruges i forbindelse med skibscontainere. En TEU svarer til en 20 fods container, der er konstrueret efter en ISO-standard.
Selv om det i begyndelsen af 2016 forlød, at verdens andetstørste rederi Mediterranean Shipping Company (MSC) ville overhale Maersk Line i kapacitet, så er det altså fortsat de blåstjernede danske containerskibe, der besejler verdenshavene med flest containerskibe og mest fragt på dækket.
Maersk har over 600 skibe i drift og sidder på 15,9 pct. af verdensmarkedet. Selskabet blev stiftet af Arnold Peter Møller i april 1904 og har hovedkvarter i København.
Mediterranean Shipping Company har hovedsæde i Geneve, Schweiz. Det blev stiftet i 1970 og har 481 containerskibe på verdenshavene. Selskabet sidder på 13,7 pct. af markedet og er dermed det andetstørste rederi i verden.
Med en flåde på 449 skibe og en markedsandel på 10,3 pct. er CMA CGM Group verdens tredjestørste containerrederi. Selskabet har hjemme i Frankrig og blev etableret ved en sammenlægning af de to selskaber Compagnie Maritime d’Affretement (CMA) og Compagnie Generale Maritime (CGM). Sidstnævnte var et statsejet rederi, der blev privatiseret i 1996.
COSCO Container Lines – også kaldet COSCON – er verdens fjerdestørste containerrederi. Det er ejet af kinesiske China Ocean Shipping Company. Selskabet blev stiftet i 1997, og er det rederi i verden, der transporterer mest tørgods. Selskabet opererer især i Asien.
Verdens femtestørste rederi er det tværnationale Evergreen Line. Selskabet blev dannet i 2007 og udgøres af fem selskaber, nemlig Marine Corp. (Taiwan), Italia Marittima (Italien), Evergreen Marine (Storbritannien), Evergreen Marine (Hongkong) og Evergreen Marine (Singapore).
Selv om Maersk Line har flere chartrede end egne skibe i flåden, så er selskabet i stand til at sejle 54 pct. af kapaciteten på egne meget store skibe.
15 af de 100 største rederier ejer ikke selv containerskibe. Samtidig er der selskaber, der har en langt større andel af fragt på egne skibe end for eksempel Maersk Line, men de selskaber har til gengæld i hovedreglen en langt mindre markedsandel.
Mens de 100 største rederier den 15. januar til sammen havde 6.001 containerskibe på vandene, havde de samme rederier i alt 300 nye skibe i ordre hos værfter verden over. Nogle af skibene vil formodentlig afløse eksisterende, mens andre vil forøge selskabernes kapacitet. Hvis samtlige nye skibe blev søsat i morgen, ville de til sammen kunne fragte 2.796.309 TEU gods. Til sammenligning har rederierne på listen i øjeblikket en kapacitet på i alt 20.647.190 TEU.
Mål i antal skibe er det tværnationale Evergreen Line, der har flest skibe undervejs, nemlig 36. Verdens fjerdestørste rederi COSCO Shipping Co Ltd har 34 skibe i ordre, der til gengæld har en større kapacitet.