Kampen mod løgnen er endnu hverken tabt eller vundet

Denne artikel kommer til at rykke fundamentalt ved måden, vi taler om fake news på. Hvorfor? Fordi begrebet ikke er dækkende. Det mangler nuancer. Ja faktisk er det selvdestruerende for medier at bruge.

Det mener Hossein Derakhshan, iransk journalist, forsker og den ene af to forfattere til rapporten ’Information Disorder: Toward an interdisciplinary framework for research and policy making’, der i starten af 2017 blev bestilt af Europarådet, og som organisationen First Draft stod bag.

Den art af fake news, der truer det vestlige demokrati, bør vi i stedet kalde desinformation.

”Problemet er, at folk taler om forskellige ting, når de siger fake news, og det er ødelæggende for den offentlige diskurs,” siger han.

Når eksempelvis Donald Trump vil bekæmpe fake news, er det rettet mod medier som CNN, Washington Post og New York Times. Ikke russisk propaganda. Det er et mærkat, han sætter på pressen, hvilket gør det selvødelæggende og reducerende for dem at bruge.

Som i rapporten understreger Hossein Derakhshan derfor tidligt, at vi bør afholde os fra brugen af udtrykket fake news. Det kan nuanceres i mange grene, men i hverdagssprog kan det kortes ned til misinformation og ovennævnte desinformation.

Den afgørende forskel på de to ligger i hensigten. Mens misinformation er usande informationer, der bliver delt uden det formål at skade nogen, er det netop hensigten med desinformation. Desinformation kan være fabrikeret indhold, men også fakta i en fejlagtig kontekst. Se figur 1.

Det er nærliggende at konstatere, at desinformation kulminerede med valget af Donald Trump i 2016, mens problemet i store træk blev nedkæmpet ved de politiske valg i Europa i 2017. Så positivt ser Derakhshan dog ikke på det. Det forudsætter nemlig en præmis, der hedder, at kampen mod desinformation kan måles i politiske valgkampe; holdes propagandisters involvering nede til en smule støj, der ikke afgør udfaldet, har det demokratiske samfund vundet slaget, og jo flere slag man vinder, desto tættere er man på at vinde krigen. Og den præmis er Derakhshan ikke med på.

At underminere folkets tillid til institutioner som EU, NATO og de nationale regeringer er ikke en øvelse, der kun kan foretages i forbindelse med valg. Det foregår hele tiden, mener Derakhshan og peger på fascistiske grupper, han ser vokse i øjeblikket – især i Europa.

”Med den samme desinformation igen og igen bliver det til sidst okay at være racist og modstander af lige rettigheder, og vi ser det allerede udfolde sig,” siger han.

Hovedansvaret

Europarådet bestilte rapporten hos nonprofitorganisationen First Draft, og Hossein Derakhshan blev siden hentet ind som forfatter til den. First Draft blev etableret i 2015 som et forsøg på at hjælpe folk med at navigere mellem sandt og falsk. Det er siden blevet et globalt faktatjekmedie, nu mest omtalt som First Draft News, der samarbejder med nogle af de største mediehuse i verden.

Rapporten fra First Draft mundede ud i 35 anbefalinger rettet mod regeringer, medier, organisationer, teknologivirksomheder, uddannelsesministerier, fonde og civilsamfundet. Flest anbefalinger får teknologivirksomhederne, og det siger noget om, hvilken effekt overgangen fra analog til digital har betydet får desinformationens spillerum.

Det er dog ikke dem, Hossein Derakhshan vælger at understrege. Som frustreret journalist ville det være nemmest blot at bande over ofrene for desinformation og bede dem være en smule mere kritiske, men heller ikke dem gør Derakhshan til den største skydeskive.

”Hovedansvaret ligger hos regeringerne. Problemets kerne er, at folk ikke er klædt på til at navigere i mediernes megen information, og det gør dem sårbare.”

Når mængden af information bliver uoverskuelig, er det lettere at forholde sig til følelser, argumenterer Hossein Derakhshan, og det har ifølge ham skabt et paradigmeskifte.

”Vi er gået fra fornuften, der er hele fundamentet for oplysningssamfundet, til en dominans af følelser, og jeg mener, at vi i dag er i det postoplyste samfund. I det postoplyste samfund er Trump ikke undtagelsen, han vil blive reglen. Det er helt åbenlyst,” siger han med en afdæmpet latter.

Hektisk 2017

2017 har for First Draft været et travlt år, eftersom de har været med til at lave omfattende faktatjek ved valgene i Frankrig, Storbritannien og Tyskland, hvor de samarbejdede med faktatjekkere i hvert enkelt land. Det var egentlig kun det franske præsidentvalg, First Draft skulle være involveret i, hvor de i samarbejde med Google News Lab havde udviklet CrossCheck. Men oven på positiv efterkritik valgte de at give britiske Full Fact en hånd i arbejdet for at undgå den samme mængde af desinformation til parlamentsvalget, som det var tilfældet ved Brexit.

Forårets franske præsidentvalg var præget af nervøsitet i det demokratiske Vesten. Der var frygt for Putins trolde, nationalisme og populismens udfordring af det oplyste samfund. Selvom der er langt fra USA til Frankrig, betød Hillary Clintons nederlag til Donald Trump, at ingen længere turde afskrive Marine Le Pen. Kandidater fra de store franske partier faldt på stribe, og det var lige så usandsynligt, at den unge Macron med nystartet parti skulle ligge i førersædet op til første valgrunde.

CrossCheck var et samarbejde mellem 45 primært franske medier, men også Mark Zuckerbergs Facebook var med, og ti dage inden første valgrunde annoncerede de, at 30.000 automatiserede brugere, der spredte desinformation, var blevet lukket.

På CrossChecks hjemmeside kan man stadig se de kontroversielle påstande i virale historier, holdet gennemgik. Som valget spidsede til, var det oftest angreb på Macron-lejren, der blev krydstjekket; havde han øresnegl under en debat? Havde han konto i skattely på Bahamas? Begge eksempler var fabrikerede med hensigt på at skade ham – altså desinformation – og sidstnævnte historie kom lige op til sidste debat inden anden valgrunde, hvor Le Pen refererede til det påståede læk.

CrossCheck-projektet var formentlig ikke lykkedes uden det brede samarbejde i den franske presse, og da man ved hver enkel påstand kan se, hvilke medier, der har været med til at krydstjekke historien, bliver omfanget tydeligt. Denne eksemplariske velvilje til at samarbejde med konkurrenter er et andet vigtigt punkt i First Drafts rapport til Europarådet og noget, som Hossein Derakhshan går meget op i.

”Hvis folk fra forskellige politiske fløje ser, at medier fra forskellige fløje alle afviser en rapport som desinformation, så vil en højrefløjsvælger eksempelvis stole mere på det, end hvis nyheden kun kom fra et venstreorienteret medie. Og samtidig bliver deres arbejde langt mere effektivt,” forklarer Hossein Derakhshan. 

Tilhængerne af det vestlige demokrati åndede kollektivt lettet op, da Emmanuel Macron og hans En Marche! hev sejren hjem. Oxford University kom frem til, at en fjerdedel af al politisk indhold, der blev delt på Facebook og Twitter under valgkampen, var baseret på misinformation, men desinformation havde ikke bragt endnu en prorusser til et prominent vestligt embede – måske var Trump ikke the new normal.

Testen var det britiske valg, der kom bag på de fleste. Ligesom folkestemningen tilsyneladende kom bag på Theresa May, som mistede sit absolutte flertal. Full Fact er registreret som et velgørenhedsprojekt og fungerer i store træk ligesom First Draft.

Oven på den store mængde desinformation i forbindelse med Brexit-afstemningen var der også på de britiske øer grund til at frygte det værste. Tre uger inden valget fik Full Fact oversøisk hjælp fra First Draft, der nu havde pakket sammen efter et travlt fransk valg. Det var som nævnt ikke meningen, at de skulle assistere, men de franske erfaringer gav smag for mere. Falske historier om Theresa May så vel som Jeremy Corbyn florerede, men også det britiske valg vil stå tilbage som et, der undveg, hvor USA blev ramt.

Derfor var det efterfølgende helt naturligt, at First Draft også skulle hjælpe til i årets tredje afgørende valg, hvor kansler Merkel og de tyske vælgere skulle forsøge at gennemføre et forbundsvalg uden indblanding fra ubudne gæster. Igen erklærede First Draft kampen vundet – om end målet ikke blev holdt rent. Der var virale historier baseret på desinformation – eksempelvis falske breve fra myndigheder, der hævdede, at alle tyskere skulle huse flygtninge. Hvilket var usandt. Men den generelle konsensus er, at de forskellige former af desinformation ikke afgjorde valget.

Og det fik dem til at komme mulige kritikere i forkøbet, som ville sige, at det er spild af ressourcer, når alvorlige angreb alligevel ikke blev sat ind. Man kunne mistænke russiske trolde for at være ligeglade. I en reflekterende artikel på deres egen hjemmeside efter valget sammenlignede First Draft det med brugen af cykelhjelm: Selvom du ikke vælter, er købet af en cykelhjelm ikke spild af penge.

Tilbage til præmissen

Inden den positive stemning tager overhånd, så lad os vende tilbage til Hossein Derakhshan og det første problem: præmissen. Han mener, at frygten for russisk indblanding og anden politisk motiveret propaganda er overdreven. Det er at falde i en fælde, hvis vi blot måler det oplyste demokratis tilstand ud fra valgresultater.

”Desinformation er et langsigtet problem, og valg er kortsigtede pejlemærker, så de er ikke vigtige. Klimaforandringer er et langsigtet problem, hvor desinformation kan gøre stor skade – det sker allerede,” siger han og vedkender sig at være pessimist.

”Trump er ikke kulminationen på desinformation, han er begyndelsen på noget uhyggeligt. Demagoger over hele verden har set, hvordan de kan bruge sociale medier til at skade modstandere og påvirke deres egen vælgerbase,” siger Hossein Derakhshan.

Og netop de sociale medieplatforme er under stort pres, mener han. Der er i dag et øget fokus på udfordringen, men det har ikke ført til handling, hvor folk bliver bedre klædt på, og det er i sidste ende, hvad der betyder noget.

I november 2016 fortalte onlinemediet BuzzFeed historien om unge mænd i Makedonien, der tjente stort på at producere falske nyheder til fordel for Donald Trump. Og i december 2017 kunne New York Times berette, at en russisk freelancejournalist havde været undercover på en russisk ”troldefabrik” i Skt. Petersborg, og hendes beretninger om den systematiske propagandaproduktion, der efter sigende blev bestilt direkte fra Kreml, vakte opsigt.

Men den manglende præventive handling fra vestlige regeringer og virksomheder skræmmer Hossein Derakhshan mere end Putins indblanding i vestlige valg. Om end han er enig i, at det skal tages alvorligt, så frygter han et skrantende uddannelsessystem og profitjagtende privatmedier mere end russerne. Han mener, at det i høj grad er Demokraterne, der puster en stemning op.

”De har brug for en forklaring på, hvorfor de tabte til så forfærdelig en kandidat,” siger han og tilføjer, at det stadig er svært at sige med sikkerhed, hvor stor en effekt den russiske indblanding havde på resultatet.

Neo-tv

Hossein Derakhshan ser ikke på tilstanden i Norden med lige så graverende skepsis. I en sidebemærkning nævner han, at vi er klædt bedre på til at håndtere desinformation i de nordiske lande på grund af vores public service-model og kvaliteten i det offentlige skolesystem.

En norsk undersøgelse fra april 2017 viser dog, at de også i Norge er bange for falske nyheder. Undersøgelsen blev foretaget af Medietilsynet, og 23 procent af nordmændene angav, at de en eller flere gange har delt en nyhed, som viste sig at være usand. 15 procent har delt en historie, som de vidste var eller mistænkte for at være usand.

Undersøgelsen var inspireret af en lignende fra Sverige, udgivet i januar 2017 af de svenske mediehuses brancheorganisation. Den viste, at otte ud af ti svenskere mener, at falske nyheder påvirker synet på fakta. Til sammenligning med Norge er det i Sverige kun 10 procent, som mener at have delt en nyhed, de senere opdagede var usand. En dansk undersøgelse i samme omfang er ikke blevet foretaget fra officielt hold.

Hossein Derakhshan trækker tråde tilbage til tv’ets gennembrud. Han mener, at den omfattende desinformation, vi ser i dag, står på skuldrene af den udvikling i massemedierne, som tv’et skabte. Det var med tv’et, at politik blev et realityshow, hvor følelser vandt indpas på de substantielle argumenter.

Han kalder nutidens internet for neo-tv. Den dystre melding fra Hossein Derakhshan er, at 2018 bliver året, hvor det internet, vi kender, ophører med at eksistere.

”Vi står ikke til at redde. Internettet var et nyttigt frirum fra tv’et, men nu er selv det blevet erobret,” siger han.

Følger man Hossein Derakhshans logik, så vil det såkaldte neo-tv spille efter tv-markedets regler, og under de omstændigheder frygter han for det oplyste samfund.

”Fødslen af neo-tv hjælper ikke ligefrem i kampen mod desinformation, for selvom folk er blevet mere opmærksomme på truslen, så er det ikke tv’ets natur at følge fornuft og rationale. Det arbejder med følelser. Og det er det bedste miljø for desinformation og får demagoger til at spire.” 

LÆS OGSÅ: Fake news er ikke problem Danmark – men misinformation er

LÆS OGSÅ: Facebook blæser til kamp mod falske nyheder i Danmark

LÆS OGSÅ: VI MENER: Lad os aflive 'fake news' og gå til angreb på desinformation