På et enkelt punkt minder dansk politik og Olsen-banden om hinanden. Ligesom Egon har den til enhver tid siddende finansminister altid en plan.

Sådan har det været i snart 20 år. Lige siden Mogens Lykketoft (S) kom med den første af de såkaldte mellem-fristede økonomiske planer tilbage i 1997. I morgen vil Claus Hjort Frederiksen (V) fremlægge sin 2025-plan – den femte i rækken siden ’97. På forhånd har han forberedt danskerne på et helt ”katalog af ubehageligheder”. På det punkt vil planen ligge i lige forlængelse af sine fire forgængere, der med skiftende styrke alle har fokuseret på, hvordan danskerne kunne arbejde mere, og har lagt op til reformer af den mere ubehagelige slags.

Det viser Mandag Morgens gennemgang af de fire første planer. De har i overraskende høj grad haft held med deres forehavende. De har alle sat mærkbare spor og ramt rimelig præcist, især under højkonjunkturer. Foghs 2015-plan ramte mest skævt, da den ikke tog højde for den økonomiske krise.

Arbejdsløsheden ligger nu på 4-5 pct. eller ca. en tredjedel af det tårnhøje niveau tilbage i begyndelsen af 1990’erne. Samtidig er beskæftigelsen steget, og færre er i passiv forsørgelse. Se figur 1.

Det er selvfølgelig et åbent spørgsmål, om skiftende statsministre og finansministre alene kan tage æren for udviklingen. De økonomiske konjunkturer spiller ind med en styrke, der for alvor kan vende op og ned på selv den mest omhyggelige reformpolitik. Det var i særlig grad tilfældet med finanskrisen, der sendte væksten ned fra et lille plus på 1 pct. til et stort minus på godt 5 pct. og samtidig fordoblede arbejdsløsheden. Så konjunkturerne spiller en afgørende rolle for udviklingen. Men det gør planerne også.

Den første

Da den socialdemokratiske leder, Poul Nyrup Rasmussen, tiltrådte som statsminister tilbage i 1993, lovede han at ”knække kurverne”. Arbejdsløsheden skulle bare ned, og væksten skulle bringes tilbage til dansk økonomi. Sammen med finansminister Mogens Lykketoft og den radikale økonomiminister Marianne Jelved dykkede han dybt ned i den økonomisk-politiske værktøjskasse. På den ene side lempede den såkaldte kickstart økonomien. På den anden side begrænsede en række arbejdsmarkedsreformer retten til dagpenge. Den aktive arbejdsmarkedspolitik blev født til erstatning for passiv forsørgelse. Den linje skulle 2005-planen fortsætte.

Men hvor Løkke Rasmussen og Hjort Frederiksen gang på gang har lagt op til 2025-planen, kom offentliggørelsen dengang som en overraskelse. Selv om planen først og fremmest blev til i Mogens Lykketofts finansministerium, fremlagde økonomiminister Marianne Jelved store dele af planens ambitiøse mål under en konference på Holmen i København.

Nede på tilhørerpladserne sad den daværende finansminister, Mogens Lykketoft, og rasede. Det var ikke meningen, at nyheden skulle brændes af den dag. Den historiske plan havde været længe undervejs og skulle først fremlægges ugen efter. Heldigvis for Lykketoft fik Jelveds præsentation ikke den store omtale i medierne.

Det ændrede sig ugen efter, da Nyrup Rasmussen og de to topministre så endelig offentliggjorde "Danmark 2005", den første af de snart fem mellem-fristede økonomiske politiske planer. Uden at vide det lagde de grundstenen til en magtfuld institution i dansk økonomisk politik.

Ligesom nu prioriterede de tre en række udfordringer, der skulle adresseres. Arbejdsløsheden skulle ned, underskuddene på de offentlige budgetter skulle vendes til overskud, og gælden skulle betales tilbage. Helt det samme skulle ske i handelen med andre lande, også her skulle underskud vendes til overskud og gælden betales tilbage. Og hvordan gik det så?

Hak, hak og hak. Ved fremlæggelsen af den næste plan, 2010-planen, kunne SR-regeringen sætte kryds ud for tre af de vigtigste mål. 2010-planen var den første plan, der evaluerede forgængeren. Med en enkelt undtagelse har evalueringerne af planerne været gode. Undtagelsen vender vi tilbage til.

Evalueringen af 2005-planen viste derudover, at flere andre målsætninger var på vej til at blive opfyldt, f.eks. skulle der ligesom i dag være færre modtagere af overførselsindkomster. Men, der var også nogle stridbare problemer: Trods målet om at holde skatterne i ro og lægge loft over det offentlige forbrug, så lykkedes det ikke.

Forbedring af bundformen

I 2001 havde Pia Gjellerup afløst Mogens Lykketoft som finansminister, og det blev hende, der få måneder før regeringsskiftet fremlagde plan nummer to, 2010-planen, der fik titlen ”En holdbar fremtid”. Selv om planen stadig er præget af 90’ernes voldsomme fokus på at nedbringe arbejdsløsheden, begynder andre udfordringer nu at dukke op. Nu handlede det ikke bare om den aktuelle beskæftigelse, men også om den strukturelle beskæftigelse. Finansministeriet så med 2010-planen i højere grad om bag den aktuelle udvikling og kastede lys på de grundlæggende strukturer, der prægede dansk økonomi.

Beskæftigelsen skulle derfor ikke bare hæves som følge af økonomisk fremgang, men bundformen skulle forbedres. Nu hvor arbejdsløsheden ikke var et tvingende problem, blev der også plads til de analyser af befolkningsudviklingen, der har præget alle senere planer. Med det mere strukturelle fokus lagdes der op til en fortsættelse af 90’ernes arbejdsmarkedsreformer.

Op gennem 00’ernes højkonjunktur lykkedes det at indfri langt de fleste af 2010-planens målsætninger. Det gælder også skattemålet, hvor Pia Gjellerup igen lagde op til at holde skatterne i ro og endda også give plads for målrettede skattenedsættelser.

Når det lykkedes, skyldes det først og fremmest, at Anders Fogh Rasmussen som sin første gerning som statsminister gennemførte skattestoppet. Til gengæld voksede det offentlige forbrug op gennem 00’erne markant mere end forudsat i planen.

Farvel til den klassiske liberalisme

Økonomer har igen og igen kritiseret Anders Fogh Rasmussen for at nyde for godt af 00’ernes højkonjunktur. 2015-planen ”Mod nye mål” blev fremlagt i 2007 på et tidspunkt, hvor økonomien gik så godt som aldrig før. I planen fortsætter de gode tider. Fogh Rasmussen og hans finansminister, Thor Pedersen, vil igen øge den strukturelle beskæftigelse, have overskud på de offentlige budgetter og endnu en gang reducere gælden. Langt de fleste af planens økonomisk-politiske mål lykkedes ikke. Godt et år efter fremlæggelsen af 2015-planen indgav den amerikanske bank Lehmann Brothers sin konkursbegæring. Den globale økonomiske krise var indtrådt. Og 2015-planen er den af de fire planer, der lykkedes dårligst. Den er undtagelsen.

Der er imidlertid to ting til. I 2015-planen udvidede Fogh Rasmussen og Thor Pedersen fokus, så planen ikke kun talte om arbejdsudbud og strukturreformer, men også om uddannelse. En tur til Kina havde overbevist Fogh Rasmussen om, at danske lønmodtagere aldrig kommer til at konkurrere på pris med kinesiske.

”Vi kan ikke, og vi skal ikke, konkurrere på lønnen med lande som Kina og Polen – eller opstille kunstige barrierer. Det vil kun gøre os fattigere. Vi skal i stedet skabe nye job ved at konkurrere på dygtighed. Så de arbejdspladser, vi mister til lavlønslandene, bliver erstattet af gode, vellønnede job. Når andre er billigere, skal vi være bedre,” som Fogh sagde i en åbningstale i Folketinget.

Som konsekvens opstillede 2015-planen for første gang uddannelsespolitiske mål. Det var også Fogh, der trak energipolitikken ind på den helt centrale arena i planen. Energiforbruget skulle bringes i ro, og vindmøllerne sættes op.

Efter nogle turbulente år i krisens tegn kunne facit for 2015-planen gøres op: Hvor de klassiske finanspolitiske mål ikke lykkedes, gik det bedre med de nye mål. Flere fik en uddannelse, og den grønne omstilling tog fart.

Ned med arbejdsløsheden

SR-regeringen under ledelse af Helle Thorning-Schmidt fremlagde i 2012 den fjerde økonomisk-politiske plan, 2020-planen. Efter flere års krise hed den nok så prosaisk Danmark i arbejde. Der var igen fokus på arbejdsløshed, men også på de underliggende strukturelle udfordringer. Rækken af ubehagelige reformer fortsatte for både at sikre arbejdsudbud, offentlige finanser og for at gøre det muligt at gennemføre grøn omstilling og udbygge velfærden. Der var både det sure – og det søde.

Trods kriseårene lykkedes det at gennemføre flere af planens mål. Der var dog stadig ikke overskud på de offentlige budgetter. Helle Thorning-Schmidt og hendes regering måtte også sande, at det var mere end vanskeligt at øge andelen af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, til ambitiøse 95 pct.

Og så er der det med væksten. Planen lagde op til en vækst på 2¼ pct. I virkelighedens verden nåede væksten ikke op over de 2 pct.

Tilbage til klassikerne

Det er her, at Løkke Rasmussen og Hjort Frederiksen kommer ind i billedet. Nu tager de over med deres 2025-plan. Fremlæggelsen er iscenesat som aldrig før. Da statsminister Lars Løkke Rasmussen tilbage i januar udskød de lovede forhandlinger om en skattereform, skete det med en henvisning til 2025-planen. Den vigtigste forklaring var, at der ikke er mange ”frie” milliarder i den nuværende 2020-plan.

”Sandsynligheden for, at vi kan få konstruktive drøftelser om skat, der kan føre til et resultat, styrkes ved, at vi kigger frem til 2025,” sagde Løkke Rasmussen.

Med den sætning fik han indstillet offentlighedens store projektører på 2025-planen. En del af det økonomiske råderum frem til 2025 skal bruges på skattereformen. Løkke har forberedt en turne rundt i landet om planen. Og Claus Hjort Frederiksen har forberedt danskerne på et helt ”katalog af ubehageligheder”.

I et lille videointerview på regeringens nye hjemmeside – regeringen.dk – lægger Hjort Frederiksen op til at finde løsninger på de klassiske udfordringer. Det handler igen-igen om arbejdsudbud, antallet af ældre, væksten og produktiviteten. Hvad de mange ubehageligheder består i, får vi først svar på i morgen. En ubehagelighed kan være at fremrykke forhøjelse af pensionsalderen, som de radikales leder, Morten Østergaard, har gjort sig til talsmand for. Det kan være beskæring af SU. Og det kan være andre reformer af den slags, der får os alle til at arbejde lidt mere eller lidt længere.

Det er endnu uafklaret, hvad der så er det søde. Ja, altså ud over skattelettelser i både top og bund. Vil Løkke Rasmussen og Hjort Frederiksen ligesom Fogh Rasmussen og Thor Pedersen også prioritere uddannelser og kompetencer og holde fast i troen på, at når andre er billigere, skal danskerne være bedre? Og vil de stadig prioritere den grønne omstilling, sådan som Fogh Rasmussen lagde op til?

I morgen ved vi, om de fortsætter udviklingen fra de fire første planer, eller om de sætter gang i en ny udvikling. Lige meget hvad, viser de fire første planer, at deres prioriteringer kan sætte varige spor.

Selv om dansk politik og Olsen-banden er fælles om de store planer, så har de skiftende finansministre haft noget mere held med sig, end Egon havde med sine planer.

LÆS OGSÅ:

Reformfit Danmark skal styre fri af globale risici

En ønskeseddel på over 100 milliarder kroner

2025-plan kræver ny samfundsmodel

Et kig i værkstøjskassen: Her er der penge til Løkkes plan

Fokus: Politisk gyser om ny skattereform

Skattereform med bind for øjnene

Topøkonom til Løkke: Pas på uligheden