Danmark sakker agterud i hæsblæsende globalisering
Danske virksomheder investerer langt mere i udlandet, end udlandet investerer i Danmark. Udenlandske investeringer styrer i stigende grad uden om Danmark til vore nabolande. Og danske eksportvirksomheders vækst foregår hovedsagelig uden for landets grænser. “Den udvikling skal vi have vendt,” siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr. En hurtigtarbejdende arbejdsgruppe skal komme med bud på, hvordan Danmark tiltrækker flere udenlandske investeringer.
Bjarke Wiegand
Der er løbet meget vand under broen siden august 2006. Dengang, få måneder efter slutrapporten fra VKO-regeringens Globaliseringsråd, kunne finansminister Thor Pedersen (V) præsentere sit finanslovsforslag med ordene: “Over tid ender det med, vi ejer hele verden.”
Siden har globaliseringen taget uforudsete drejninger. Finanskrise, økonomikrise og eurokrise har vendt op og ned på den globale arbejdsdeling. Og Danmark er blevet kastet ud i en investeringskrise, der truer med at efterlade os på perronen i den stadigt mere hæsblæsende globalisering.
Udlandets investeringer i Danmark, der blev fordoblet fra 358,5 milliarder kr. i 2000 til 688 milliarder kr. i 2007, er gået fuldstændigt i stå. Samtidig er danske virksomheders investeringer i udlandet hen over kriseårene accelereret, så Danmark i dag investerer knap 400 milliarder kroner mere i udlandet, end udlandet investerer i Danmark. Se figur 1.
Arbejdsgruppen er endnu ikke klar til at melde ud om sine anbefalinger. Men Pia Olsen Dyhr er ikke i tvivl om, hvor skoen trykker mest: “Det er næppe nogen overraskelse, at omkostningsniveauet er en af de væsentlige faktorer for udenlandske investorer. Og her er det vigtigt, at vi får vendt udviklingen i forhold til den ubalance, der gennem en længere årrække har været mellem en svag dansk produktivitetsudvikling og stærkere lønstigninger end i de lande, vi konkurrerer med,” fastslår hun.
Et andet fokuspunkt bliver at omstille sig til ændringerne i den globale økonomiske magtbalance fra vest til øst. “Det er vigtigt at være opmærksom på, at investeringsstrømmene gradvist ændrer sig i disse år,” siger Pia Olsen Dyhr. “Danmark har taget konsekvensen og satser på vækstmarkederne, fordi investeringer fra f.eks. Kina og Indien nu og i fremtiden vil kunne bidrage til dansk vækst.”
Kina er således det land, hvor investeringsfremmeorganisationen “Invest in Denmark” under Udenrigsministeriet har flest medarbejdere i dag. Og den strategi har allerede båret frugt. Således havde “Invest in Denmark” en finger med i spillet, da den kinesiske vindmøllevirksomhed Titan Wind Energy i juni indgik en aftale om at overtage Vestas’ lukningstruede tårnfabrik i Varde. Som en del af aftalen skal Titan Wind Energy fortsat levere tårne til Vestas fra fabrikken i Varde.
Får regeringen yderligere fart på sin Kina-strategi, kan finansminister Bjarne Corydon (S) måske vende Thor Pedersens udødelige citat på hovedet, når han i løbet af efteråret skal præsentere regeringens nye finanslov: Over tid ender det med, Kina ejer hele Danmark.
Kilder:
- Copenhagen Economics: “Investeringskrisen og fremtidens danske jobs”, juni 2012
- Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: ” Industrien taber arbejdspladser”, august 2012
- DI: ”Arbejdspladser og investeringer går udenom Danmark”, september 2011