Statsministeriet burde få et kontor for strategisk fremsyn

Mandag Morgen har i de seneste uger sat fokus på brugen af strategisk fremsyn og scenarier i politik rundt omkring i verden. Techredaktør Peter Hesseldahl har i den forbindelse spurgt, om der er behov for noget lignende i Danmark, og om vi for eksempel burde indføre et slags fremtidsministerium.

Jeg har arbejdet med feltet i mange år. Jeg tror, at jeg har en nogenlunde forklaring på, hvorfor Danmark ikke har et fremtidsministerium eller en lignende institution. Og jeg har også et par bud på, hvad man kunne gøre fremover. 

"For det andet har Danmark haft tradition for, at store beslutninger blev taget med udgangspunkt i konsensus mellem samfundets aktører – og ikke med udgangspunkt i fremsynsrapporter og strateginotater."

Danmark har historisk adskilt sig på en række punkter i sammenligning med de mange lande, der i dag har fremtidsenheder i deres centraladministrationer.

For det første har forskning og teknologi traditionelt spillet en langt mindre rolle i Danmark sammenlignet med store industrilande. Så sent som i 1980’erne lå de offentlige danske udgifter til forskning og udvikling (per capita) blandt de laveste blandt alle OECD-landene. Forskning og teknologiudvikling blev overvejende set som noget, man puslede med på universiteterne, og som ikke rigtig havde afgørende betydning i det store perspektiv.

Samtidig var danske virksomheder præget af små og mellemstore virksomheder, som var meget omstillingsparate, men som ikke var afhængige af langsigtede investeringer i teknologiudvikling. Hverken offentlige institutioner eller store virksomheder havde afgørende behov for langsigtet strategisk planlægning.

Konsensus frem for viden

"Jeg tror ikke på et dansk ’fremtidsministerium’. Al international erfaring peger på, at hvis strategisk fremsyn skal have praktisk betydning, så skal det ske ud fra praktiske behov fra og med direkte reference til strategiske beslutningstagere." 

”Danmark har aldrig haft en stærk tradition for at basere politiske beslutninger på den tilgængelige viden – i modsætning til eksempelvis Sverige. Det videnskabelige/analytiske niveau i danske betænkninger har ofte været lavt. Betænkninger har ofte haft et præg af forhandlede, frem for analytiske, fremstillinger af politiske problemer. Meget tyder på, at de senere års udvikling er gået i retning af en yderligere svækkelse af beslutningernes vidensgrundlag. En stadigt mindre andel af lovforslagene er forberedt i kommissioner, og når de nedsættes, er deres tidsramme ofte kortere end tidligere. Det synes næsten at være et overordnet princip, at man prøver sig frem og så omgør beslutningen, hvis konsekvenserne var uforudsete og uheldige.”

For det tredje lavede man faktisk to grundige kortlægninger af fremtidige trends og udviklinger i Perspektiv Plan 1 og 2 fra henholdsvis 1971 og 1974. Men de forudså ikke oliekriserne og den økonomiske krise i 1970’erne. Derfor fik den slags et dårligt renommé blandt økonomer og planlæggere i centraladministrationen.

Endelig har vi i Danmark haft institutionen Teknologirådet, der i vid udstrækning har taget sig af dialogen mellem politikere og samfundet om langsigtede forhold om teknologi. Teknologirådet har delvist udfyldt den rolle, som ’fremtidsministerier’ har haft i andre lande.

Fremtiden trænger sig på

I dag er situationen i Danmark dog ganske anderledes. Vi har fået en række store teknologitunge virksomheder med behov for prioritering af langsigtet forskning og teknologi. Danmark ligger i toppen blandt OECD-landene med hensyn til offentlige udgifter til forskning og udvikling. Og både i Danmark og i Europa er der langsomt ved at være en politisk erkendelse af, at der sker rigtigt meget ude i verden, som kan få afgørende betydning for vores fremtid. For eksempel er der den teknologiske og erhvervsmæssige udvikling i USA og Kina, og der kommer flere nye store aktører til. Og så er der den nye forsvarsmæssige realitet.

Men hvad gør vi så fremover for at få mere fremsyn i dansk politik? 

"Vi skal ikke blot kopiere, hvad man gør andre steder. Vi skal lave noget, der passer til Danmarks traditioner og muligheder. Og vi skal indse, at der vil være tale om en længerevarende kompetenceopbygning."

Jeg tror ikke på et dansk ’fremtidsministerium’. Al international erfaring peger på, at hvis strategisk fremsyn skal have praktisk betydning, så skal det ske ud fra praktiske behov fra og med direkte reference til strategiske beslutningstagere. I virksomheder er det den administrerende direktør. I lande er det regeringschefen. For eksempel i Bundeskanzleramt i Berlin og i statsministeriet i Helsinki. Skal noget tilsvarende etableres i Danmark, anbefaler jeg, at det sker i regi af Statsministeriet eller måske Finansministeriet.

Det næste er så, hvad en sådan enhed skal lave. Det at lave systematiske fremsynsaktiviteter er meget ressourcekrævende. Jeg tror ikke, at små lande som Danmark (her udgør Finland en undtagelse) kan lave noget, der har samme omfang og kvalitet som de store lande eller som institutioner som Europa-Kommissionen, Nato, IEA, OECD, FN og så videre. De store lande og institutioner har meget store ressourcer og stabe, der arbejder med den slags: Fraunhofer-systemet i Tyskland, RAND i USA, Joint Research Center og European Defence Agency under EU Kommissionen, men også FFRC i Finland.

Men rundt om i danske ministerier og styrelser foregår en masse ’fremsynsaktivitet’, som ikke er så synlig og heller ikke særlig koordineret. Forskningsministeriets arbejde med Forsk2015 og Energistyrelsens arbejde med energifremtider og nye energiteknologier er internationalt anerkendte. Jeg har også det indtryk, at Finansministeriet har godt styr på de fremtidige makroøkonomiske forhold.

Jeg vil anbefale en blanding af flere ting. Vi skal dels styrke, hvad vi allerede gør godt, dels trække på, hvad der produceres af høj kvalitet andre steder. Og så skal vi samarbejde med vores allierede i EU og Nato. Måske endda etablere forpligtende samarbejder.

De fremtidige udfordringer er på mange måder fælles for Danmark og de lande, vi normalt sammenligner os med, men betydningen vil være forskellig. En central enhed vil kunne lave sammenfatninger og anbefalinger på regeringsniveau.

Fremsynene skal formes til systemet

Men det er ikke nok at lave systematiske fremsynsaktiviteter. Koordineringen med politiske behov og formidling ind i det politiske system er lige så vigtigt. Internationale erfaringer peger på, at det er afgørende at have dybt kendskab til og respekt for de politiske processer og traditioner, som man skal føde viden ind i. Det er vel klassisk embedsmandshåndværk.

Endelig er der det forhold, at de danske miljøer omkring fremsyn er små og fragmenterede. Lande som Finland, USA og Tyskland har store økosystemer af meget erfarne folk, der cirkulerer mellem forskningsinstitutioner, virksomheder, tænketanke, offentlige myndigheder og efterretningstjenester. Og de mennesker indgår i formelle og uformelle netværk, der er opbygget over årtier, og har stærke internationale personlige kontakter og institutionelle samarbejder.

Her vil det være oplagt at fremme den generelle kompetenceopbygning i Danmark på tværs af offentlige og private aktører samt fremme internationalt samarbejde.

Så når Mandag Morgens Peter Hesseldahl spørger, ”om der er behov for noget lignende i Danmark”, vil mit svar være: ja. Men vi skal ikke blot kopiere, hvad man gør andre steder. Vi skal lave noget, der passer til Danmarks traditioner og muligheder. Og vi skal indse, at der vil være tale om en længerevarende kompetenceopbygning.