Dansk Folkeparti er i udenrigspolitisk forstand endnu ikke et regeringsrelevant parti.

Anderledes kan konklusionen ikke være, efter partiets topfolk, Kristian Thulesen Dahl og Søren Espersen, på det seneste har stillet krav til både Danmarks EU-politik og Kina-politik, som hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, kan eller vil imødekomme.

Når det gælder udenrigspolitikken, er Dansk Folkeparti tilsyneladende fuldstændig ligeglad med mantraet om, at man skal kunne tælle til 90, som partiets folk ellers bruger i mange indenrigspolitiske sammenhænge.

At partiets forsvarsordfører, Marie Krarup, som er venligt stemt over for Rusland, så samtidig excellerer i udtalelser, der strider direkte mod officiel dansk sikkerhedspolitik, fuldender billedet af et parti, der på centrale udenrigspolitiske områder endnu ikke er modent til at påtage sig et regeringsansvar. DF’s udenrigspolitiske udmeldinger er så firkantede, at de dårligt kan opfattes som andet end klare signaler om, at Dansk Folkeparti har tænkt sig at tage endnu en runde som ubundet protestparti.

Tag partiformand Kristian Thulesen Dahl, der stædigt holder fast i, at danskerne skal til folkeafstemning om fortsat medlemskab af EU, selv om man kan se, hvad Brexit har betydet for Storbritannien. Eller Søren Espersen, der har taget sigte efter Kinas kommunistiske ledelse, som han mener, at en fremtidig dansk regering bør kritisere kraftigt, ligesom han til Børsen udtaler, at danske virksomheder bør se sig om efter andre markeder end det kinesiske.

Lad os behandle EU-politikken først. Er det et realistisk og fornuftigt scenarie, at Danmark forlader EU? Nej, det er det ikke, eftersom mindst 115 medlemmer af Folketinget fra V, K, S, R, Å og SF er overbeviste EU-tilhængere. Hertil kommer, at Danmarks store interesseorganisationer – fra DI og LO over DA og Dansk Metal til Landbrug & Fødevarer og for den sags skyld Danmarks Naturfredningsforening – er af den overbevisning, at danskerne, Danmark som land, virksomhederne, svineavlerne og frøerne i de danske vandhuller er rigtig godt tjent med, at Danmark er medlem af EU.

Eftersom økonomi ikke er nogen eksakt videnskab, er det klart, at det ikke med fuldstændig sikkerhed kan fastslås, hvad Brexit-resultatet i 2016 har betydet. Men hvis man følger med i de daglige meldinger fra Storbritannien, vil man vide, at erhvervslivet, fra London til jordbærproducenterne i Leicestershire, alle kæmper med de negative konsekvenser af Brexit.

Hvis Dansk Folkeparti skulle få held til at tvinge Lars Løkke eller Mette Frederiksen til at afgive et løfte om en afstemning om Danmarks fremtid i EU, vil man opleve en gentagelse af den politiske tragedie, der har udspillet sig, siden konservative britiske medlemmer af Underhuset før valget i 2015 fik daværende premierminister David Cameron til at love at gennemføre den afstemning, som i 2016 endte med et flertal for Brexit. Om ikke andet er Camerons lynexit efter Brexit-resultatet en klar reminder til Løkke og Frederiksen om ikke gentage den britiske afstemning – en reminder, der næppe er nødvendig, eftersom begge partiformænd, når al partitaktik er skrællet bort, forekommer at være overbeviste om, at Danmark er bedst tjent med at blive i EU.

Når Kristian Thulesen Dahl leger med tanken om, at Danmark skal forlade EU, er det – som Berlingske skrev i en leder forleden – ikke danskernes interesser, partiformanden forsøger at varetage. Det, DF-formanden gør, er at varetage DF’s snævre partitaktiske interesser i stedet for at gribe ud efter regeringsansvaret, sådan som han ellers har bedyret, at partiet vil gøre.

Europapolitikken er altså i DF-ledelsens optik fortsat et område, hvor man ikke behøver at kunne tælle til 90. Til gengæld er han tro mod Dansk Folkepartis principprogram, hvor det allerede i linje tre i afsnittet om udenrigspolitik slås fast, at DF vil have Danmark ud af EU.

”Dansk Folkeparti ønsker et venskabeligt og dynamisk samarbejde med alle demokratiske og frihedselskende nationer i verden, men vi vil ikke acceptere, at Danmark afgiver suverænitet. Heraf følger, at Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union,” står der med en ordlyd, som i realiteten burde overflødiggøre enhver diskussion om Dansk Folkepartis deltagelse i en regering.

Men Thulesen Dahl bliver ved med både at ville blæse og have mel i munden, uden at det stopper debatten om partiets regeringsdeltagelse.

Også i Kina-politikken har Dansk Folkeparti synspunkter, der rimer meget dårligt med DF’s eget mantra om, at man skal kunne tælle til 90.

Partiets udenrigsordfører og næstformand, Søren Espersen, gjorde sig forleden til fortaler for, at Danmark skal gå i rette med Kinas politiske ledelse. Danmark skal holde op med ”at hoppe og danse efter kommunist-Kinas pibe,” sagde Espersen i Børsen, hvor han sågar opfordrede til, at danske virksomheder skal finde andre markeder end det kinesiske.

Hvis DF ønsker en principfast Kina-politik, er den eneste realistiske vej at gå via EU, hvor Danmark kunne forsøge at overbevise de øvrige EU-lande om, at man bør udvikle en troværdig Kina-politik, som værner om menneskets rettigheder, sådan som vi gør det i Europa. EU er i kraft af sin størrelse en handelspolitisk partner, som kineserne har respekt for.

Danmarks Kina-politik er i dag i høj grad præget af pandadiplomati og grøn energimerkantilisme, men i den forstand adskiller vi os ikke fra de fleste andre EU-lande. Alle nationale ledere i Europa står med hatten i hånden, når de møder Kinas politiske ledelse, og de har meget svært ved at få markeret, at man ikke kan lide kinesiske krænkelser af menneskelige og borgerlige frihedsrettigheder.

Det er en skændsel, og det bør påtales af alle politikere, der kan tale frit. Omvendt er det et mærkværdigt udfald fra Dansk Folkeparti, der efter Kristian Thulesen Dahls udsagn støtter Lars Løkke som statsminister efter det kommende valg og samtidig ønsker at indtræde i en blå regering.

Bundlinjen er, at DF’s udenrigspolitik på det retoriske plan reelt er uden bund i virkeligheden på centrale områder. Dette har kunnet fungere, fordi Dansk Folkeparti hidtil har holdt sig langt væk fra regeringsansvar, og fordi man i Folketinget igen og igen lægger stemmer til politiske aftaler, der accepterer Danmarks aktuelle udenrigspolitiske status.

Hvis vi skulle tage Dansk Folkeparti på ordet, ville enhver tale om partiets deltagelse i en regering høre op – men det skal vi åbenbart ikke.