Den danske gris hænger løst på den engelske gaffel
Danmarks kødeksport til Storbritannien var med til at bane vejen for dansk medlemskab af EU og det indre europæiske marked. I dag spiller baconeksporten en langt mindre rolle. Spørgsmålet er, om Danish Bacon er på vej op igen, eller om nedturen vil fortsætte?
Mads Thunestvedt Hansen
JournalistI en traditionel engelsk morgenmad ligger pølser og bacon ved siden af æg, hashbrown, lidt bønner i tomatsauce og en skive toastbrød. Det er ikke blot en højt skattet måltidstradition for den britiske befolkning. Det har også sikret danske kødproducenter faste bestillinger af kød i over 150 år.
Sådan har det i hvert fald været. Men den danske kødeksport er på retræte. Alene siden 2015, året før Brexit, er kødeksporten til den engang så afgørende handelspartner faldet med 20 procent.
Kød er gået fra en klar førsteplads til en tredjeplads på listen over Danmarks mest eksporterede varer til Storbritannien. Og den nedadgående trend ser ud til at fortsætte.