DF: ”Hvis du søger asyl i Danmark, får du en enkeltbillet til Tanzania”

Fem EU-ordførere svarer på, hvorfor EU-debatten skal være så fyldt med forbehold.
Svar på tiltale

Analysen ”Selvfølgelig er EU løsningen på problemet, men …” viser, at danske politikere har overordentlig svært ved at udtale sig om EU uden at pakke det ind i forbehold og skepsis. Vi har givet 5 EU-ordførere mulighed for at forklare, hvorfor det skal være sådan.

AL: ”Det er svært at få lov at være kritisk, samtidig med at man er positiv”

S: ”Det er nødvendigt at få politiseret EU-debatten”

EL: ”Det virkeliggjorte Sovjet var noget møg, ligesom det virkeliggjorte EU er noget møg”

V: ”Man har ikke den grundlæggende enighed om, at man skal være med”

DF: ”Hvis du søger asyl i Danmark, får du en enkeltbillet til Tanzania”

Højrefløjens største EU-skeptiker er DF’s EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth. Han mener ikke, at det er muligt at løse hverken flygtningekrise eller klimaproblematik i fællesskab.

”Det kan godt være, at flygtningestrømmen er et fælles problem, men jeg tror overhovedet ikke på en fælles løsning. Der er alt for mange ideer om, hvordan det kan løses. Klimaspørgsmålet kan heller ikke løses, for jeg tror ikke på, at man kan skrue op og ned for temperaturen,” slår han fast.

Løsningen på flygtningekrisen er i stedet at gøre det mindre attraktivt for folk at komme til Europa.

”Den største tiltrækningsfaktor er opfattelsen af, at man kan blive i Europa permanent, hvis bare man hager sig fast til båden, altså til Europa. Personer, der ikke har ret til at være her, skal ud, og personer, der kommer her og søger asyl, skal også ud.”

Asylansøgerne skal i stedet placeres i tredjeverdenslande, hvor Danmark skal betale for dem, i det omfang de har behov for beskyttelse. Det skal gøres ved effektiv grænsekontrol og en enkeltbillet til f.eks. Tanzania til de personer, der alligevel skulle komme forbi grænsen.

Årsagen til det er en frygt for et ændret Europa:

”Vi skal ikke acceptere i Europa, at der kommer i millionvis fra den 3. verden. Det ændrer fundamentalt set vores samfund, og jeg er ikke interesseret i, at Europa islamiseres,” siger Kenneth Kristensen Berth, der mener, at problemet kun kan løses gennem mere national selvbestemmelse, så længe der ikke er europæisk opbakning til en mere håndfast asylpolitik.

”Jeg har ikke nogen ambitioner om, at man skal overbevise Tyskland om, at de tager fejl. De har en kuleskør kansler, og jeg har ingen forestilling om, at de kommer af med hende. Så længe det er tilfældet, vil Tyskland blive ved med at arbejde ihærdigt på at udradere Europa. Og Tyskland bestemmer.”

Kenneth Kristensen Beth ser ikke de store problemer ved at genindføre grænsekontrollen, som den tog sig ud i tiden fra før Schengen. Han siger, at selv om presset på grænserne er steget ”en smule siden før Schengen, er det ikke fuldstændig ekstremt. Det handler bare om at sætte tilstrækkelig meget pigtråd op ved den dansk-tyske grænse.”

Personer fra Østeuropa må for Kenneth Kristensen Berths skyld gerne komme til Danmark for at arbejde, men de skal ikke have krav på sociale ydelser. Når det drejer sig om asylansøgere, mener han imidlertid, at situationen er en anden.

”Der er forskel på folk fra Østeuropa og fra Mellemøsten og Afrika. Folk fra Østeuropa er europæere, og jeg er ikke nervøs for, at de islamiserer Danmark.”

Ifølge Kenneth Kristensen Berth kan ingen af de personer, der kommer til Danmark, karakteriseres som flygtninge.

”I min optik er folk ikke flygtninge, i det øjeblik de er kommet i sikkerhed. Syrere ophører med at være flygtninge, så snart de er kommet over grænsen til Tyrkiet. Hvis de bevæger sig videre fra Tyrkiet, bliver de til migranter.”

Selv om EU ifølge Kenneth Kristensen fejler på mange områder, mener han alligevel ikke, at man skal tage en folkeafstemning om medlemskabet lige nu ligesom i Storbritannien.

”Vi kan ikke komme til at gøre som Storbritannien. Det kræver en folkeafstemning, der eventuelt træffer beslutning om, at Danmark skal væk fra EU, og det er der ikke flertal for på nuværende tidspunkt, men det kan være, at det kommer.”

I den bedste af alle verdener regulerer EU ifølge Kenneth Kristensen Berth kun handel.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu



Mandag Morgen logo
Læs mindre - forstå mere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Ansv. ChefredaktørAndreas BaumannDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Mandag Morgen, 2024