Energien er en af hovedpulsårerne i samfundsøkonomien. Hidtil har energien været sort som kul og olie. Nu er den ved at blive grøn i kraft af vand, vind og sol. Er dette skifte fra afhængighed af begrænsede og forurenende råvarer til en ny virkelighed med uudtømmelige ressourcer en vækstdræbende ekstraudgift, eller er det en af det danske samfunds største kollektive vækstmuligheder, som gør det muligt at finansiere vores trygge velfærdsstat midt i en urolig verden?

Skal man dømme efter interessen for den kommende børsnotering af Dong Energy, synes svaret at være entydigt: Grøn energi er fremtiden. Dong Energy er siden 2014 lykkedes med at skærpe selskabets i forvejen stærke kompetencer og markedsposition inden for vedvarende energi, alt imens man har fået ryddet op i de underskudsgivende fossile forretninger. Det er baggrunden for, at virksomheden er gået fra en værdisætning i 2014 på 31,5 mia. kr. til i dag at vurderes at have en værdi på 106,5 milliarder kroner. Undervejs har man fået amerikanske Goldman Sachs ind i ejerkredsen med cirka 19 pct. af aktierne, mens ATP og PFA købte henholdsvis cirka 5 og cirka 2 pct. af aktierne. De 11 milliarder kroner, Dong Energy fik tilført ved den operation, hjalp selskabet til at omstille sig og ekspandere til den position, man har i dag.

Det er Dong Energys position som verdens førende udvikler af store havvindmølleparker, der gør selskabet værd at investere i. Det er Dong Energys kommende ekspansion i Nordamerika, hvor man netop har købt en licens til en stor havvindmøllepark ud for Atlantic City ved USA’s Atlanterhavskyst. Og det er selskabets mange succesrige projekter i havet omkring Storbritannien. Som der står på selskabets hjemmeside: DONG Energy is the market leader in offshore wind. Hvor mange danske selskaber af den størrelse kan sige om sig selv, at de er globale markedsledere?

Typisk for det danske politiske miljø glæder man sig ikke over Dongs succeshistorie og selskabets potentielle vej til at blive både en dansk folkeaktie og et fluepapir for international opmærksomhed, men man smider alle facts over bord og genoptager skænderiet om salget af 18 pct. af aktierne til Goldman Sachs og om den pris, det nu blev givet. Det skænderi, som i sin tid sendte SF ud af regeringen. Det fører ingen steder hen. Med hjælp fra bl.a. Goldman Sachs-pengene har Dong Energy gennemført en større oprydning og frasalg i porteføljen af fossile forretninger og en markant nedbringelse af omkostningerne. Det korte af det lange er, at ’kronjuvelen i Dong i dag er havvind’, som Berlingske Business skrev i sidste uge. Juvelens karat vil blive afsløret, når Nasdaq Copenhagen-børsen den 9. juni åbner for handel med aktien, som forventes at blive helt overtegnet.

Danske politiske og økonomiske beslutningstagere bør drage den rigtige lære af den succes, som Dong Energy er i dag, og som virksomheden i endnu højere grad vil blive i de kommende år. For det første kan man konkludere, at den danske stat og danske toppolitikere fortsat har meget at lære, når det handler om at drive en offentligt kontrolleret virksomhed til optimal gavn for skatteborgerne i en fri markedsøkonomi. I Norge har politikere og topembedsmænd været langt dygtigere til at varetage skatteborgernes interesser i forhold til forvaltningen af landets olieressourcer, hvilket landets bugnende oliefond vidner om.

Dong Energys administrerende direktør, Henrik Poulsen, skal i den forstand have tak for, at han har anerkendt Eldrups unikke fortjeneste ved at have udviklet Dong til et nyt dansk industrieventyr på linje med Lego og Danfoss. Den udtalelse kan ikke opfattes som andet end en afstandtagen fra den bestyrelsesformand, Fritz Schur, der selv ansatte Poulsen til at vende skuden.

Den vigtigste lære er imidlertid, at den grønne omstilling, som af klimamæssige grunde er et politisk imperativ, udgør en fantastisk vækstmulighed for dem, der tør investere i den. Lige nu er Danmarks energipolitiske dagsorden præget af slagsmålet om den kommende finansiering af den grønne omstilling. Regeringen vil flytte finansieringen fra PSO-afgiften og over på danskernes skattebillet. Om det er fornuftigt og fremsynet, kan diskuteres.

Hvad der til gengæld ikke står til diskussion, er, at Danmark i de kommende år skal flytte en stor del af sit energiforbrug fra kul og olie til den vindenergi, som Dong Energy og dets konkurrenter producerer. I øjeblikket taler Venstre, blå blok og dele af industrien og landbruget meget om ’grøn realisme’ og om, at vi i Danmark ikke skal være ’tossegrønne’. Samtidig har man skåret milliarder af støtten til innovation i nye vedvarende energiprojekter, og man har meddelt, at fem store kystnære havvindmølleparker alligevel ikke skal opføres, selv om investorer og lokale politikere var langt fremme i planlægningen af disse vækst- og beskæftigelsesfremmende projekter. På den baggrund er der belæg for en seriøs bekymring i forhold til, om Danmark også i årene fremover vil kunne fastholde sin position som en globalt anerkendt grøn frontløbernation.

Netop derfor er det vigtigt, at vi alle i Danmark i dag fra højre til venstre i det politiske spektrum, og fra høj til lav i dansk erhvervsliv, glæder os over, at Dong Energy er blevet en global succeshistorie. Det er kun sket, fordi nogle danske politikere, topembedsmænd og erhvervsledere i 2000’erne tænkte visionært og konsekvent investerede i den grønne omstilling, som med klimaaftalen fra COP21 i Paris endegyldigt er blevet et verdensomspændende projekt. Lad Dong Energys succes være et budskab om, at grøn ambition og investeringsvilje er den måske mest realistiske vej overhovedet til bæredygtig vækst i Danmark.