Den ultimative fornedrende maveplasker for et trendy buzzword må være at få opkaldt et formelt offentligt råd efter sig. En demaskerende kastrering, der erstatter den sidste flig af ægte Silicon Valley-hype og digital coolness med tomme og velmenende floskler.

Regeringens nye ’Disruptionsråd’ blev således dødsstødet til disruptionsbegrebet, der de seneste år har været erhvervslivets foretrukne måde at benævne det faktum, at tiden endnu ikke står stille, og at overlevelse i en foranderlig verden fortsat kræver tilpasning. Nu må konsulenterne på savannen til at finde på et nyt begreb, når de skal benævne det farlige og ukendte bag horisonten.

Men selv om begrebet er aflivet, så er de oprindelige tanker bag stadigvæk relevante. Det var Harvard-professoren Clayton M. Christensen, der med bogen ’The Innovator’s Dilemma’ fra 1997 udfoldede tanken om disruptive innovation.

Kort fortalt undrede Clayton sig over, hvordan store veletablerede virksomheder i industri efter industri gang på gang blev overhalet af nye konkurrenter. Claytons pointe var, at lige så dygtige store virksomheder er til ’inkrementel innovation’, hvor en velkendt teknologisk platform eller produktionsmetode gradvist optimeres, tilsvarende elendige er de samme koncerner, når det gælder ’disruptive innovation’ – dvs. evnen til at skifte teknologiske platforme og gentænke forretningsmodeller radikalt.

Her er Sun Microsystems, Kodak, Nokia og Blackberry (RIM) blandt yndlingseksemplerne på, hvor galt det kan gå.

Professionalismen slår os ihjel

Det mest tankevækkende ved Claytons forskning er, at de store virksomheder ikke kommer i uføre, fordi de mangler teknologisk indsigt, eller fordi deres ledere er dumme. Det er tværtimod netop, fordi lederne er så dygtige og professionelle, at det går galt. For professionalismen afføder en vanetænkning og specialisering i store organisationer, der typisk har så meget at miste på kort sigt ved at indføre en radikal ny innovation, at det bedst kan betale sig lige at vente lidt endnu med at lægge kursen om. Og pludselig har man nølet så længe, at virksomheden er afgået ved døden næsten uden selv at ha’ lagt mærke til det.

I det lys er et statsligt Disruptionsråd nærmest et oxymoron – jo mere professionelt og ansvarligt vi forsøger at fokusere på fremtidens teknologiske trusler, jo større bliver vores mentale skyklapper over for de selv samme forandringer.

Jeg vil derfor ydmygt give det nyetablerede Disruptionsråd en lille ’bryllupsgave’ på fire oplagte men oversete ’patienter’, som rådet bør beskæftige sig med, så snart de kommer retur fra den obligatoriske bryllupsrejse over Atlanten til Singularity University, Mountain View og de andre pilgrimssteder i Californien.

Patient #1: Det konventionelle landbrug

Følger man Clayton M. Christensens logik er det konventionelle landbrug herhjemme i overhængende livsfare. Vi har en sektor, som gennem årtier vedholdende har forfinet en veletableret industriel produktionsplatform til perfektion – fra optimerede avlsprogrammer og forebyggende medicinering til automatiserede slagterier og global leveringslogistik. Vi er blevet verdensmestre i at lave ensartet kvalitet i stor volumen til en lav pris.

Det er en imponerede udvikling, men fortidens bedrifter risikerer hurtigt at blive en forbandelse i mødet med nye forbrugerkrav, klimaudfordringer og en accelererende epidemi med multiresistente bakterier. Og netop branchens massive investeringer i den etablerede produktionsmodel gør det næsten umuligt at skifte kurs, også selv om de tørre tal tydeligt fortæller, at f.eks. økologisk produktion er en væsentligt bedre forretning for de fleste landmænd.

Regeringens gamle landbrugspakke var et markant skridt i den forkerte retning med knæfaldet for lobbyisterne i Bæredygtigt Landbrug, der med en næsten selvmorderisk fundamentalisme insisterer på at holde fast i fortiden. Sjældent har en branche haft mere brug for hjælp til at forny sig.

Patient #2: Hashmarkedet

Et andet koryfæ, der har akut behov for assistance, er den danske misbrugspolitik, herunder særligt den fortsatte kriminalisering af hash. Stædigt holder vi fast i en praksis, der vedholdende gennem årtier har vist sig at være forfejlet. Hash er fortsat alment tilgængeligt, og de negative følgevirkninger er gigantiske. Den årlige milliardomsætning af sorte penge udgør livsgrundlaget for de rockergrupper og bandemiljøer, der dominerer den kriminelle underverden herhjemme. Konsekvenserne er jævnlige skuddrab i vores gader samt utallige unge knægte, der aldrig får en chance. Yderligere er det hashhandlens indtægter, der ernærer de afstumpede bandemiljøer, hvor der er den største risiko for, at radikaliserede unge udklækkes som morgendagens terrorister.

Den hurtigste og mest effektive indsats, regeringen kan gøre mod terror, vil være at legalisere hashen og derved eliminere det økonomiske livsgrundlag for rockerne og banderne.

Det er helt paradoksalt, at de danske myndigheder i deres vanetænkning stædigt holder fast i en forældet misbrugspolitik, imens selv samme politiks oprindelsesland, USA, for længst er kommet i gang med en hastig legalisering.

Patient #3: Den offentlige transport

En af velfærdsstatens mest vanrøgtede stedbørn er den kollektive trafik. Årtiers udsultning og politisk stedmoderi har efterladt DSB og resten af den offentlige transport i en jammerlig forfatning i forhold til resten af Europa. Kimen til tragedien blev bl.a. sået i 1990’erne, da man selvdestruktivt valgte kun at elektrificere halvdelen af jernbanenettet. Imens resten af verden elektrificerede, insisterede man på fortsat at køre i forældede og osende dieseltog, alene motiveret af ønsket om at spare kortsigtet og beskytte DSB’s monopol mod udenlandske konkurrenter som Deutsche Bahn.

Problemet er, at den kollektive trafik kun kan fungere, hvis der er en høj volumen; er der for få passagerer, ender vi en negativ spiral, hvor færre og færre passagerer skal betale mere og mere for en stedse ringere service. Den rutsjebane mod bunden har vi fulgt længe. I den nye regering drømmer Liberal Alliance naivt om, at private alternativer som Uber over tid vil løse problemerne, men det er ikke en farbar vej. Kollektiv trafik er en af civilisationens smarteste opfindelser, ikke mindst i mødet med klimaudfordringerne. Vi har akut behov for politisk vilje til at nytænke området og investere massivt i at få vendt den negative spiral. Med den lave rente har det aldrig været billigere for staten at finansiere en opgradering af vores infrastruktur.

Patient #4: Integration

Det sidste område, jeg vil pege på, er vores håndtering af integration. Vi er pivringe på dette område, og det mærkværdige er, at vi ikke engang forsøger at blive bedre. Politisk har vi de seneste år haft en politisk konkurrence om at tale problemerne op frem for at søge løsninger, og vi har haft den næsten tragikomiske situation, at regeringen det seneste år bevidst har fulgt en strategi om at bruge urimelig behandling og dårlig integration som argument for at skræmme nye flygtninge og immigranter væk.

Jeg forstår godt det politiske fokus på at kontrollere antallet af nye asylansøgere, men at lade det gå ud over integrationsindsatsen over for de fremmede, vi allerede har i landet, er helt ulogisk. Vi ender i den paradoksale cirkelslutning, at fordi vi er dårlige til at integrere nye medborgere, skal vi behandle dem, vi har, endnu dårligere, således at andre holder sig væk. Det bliver en negativ selvopfyldende profeti, der svarer til at slå sine børn for at lære dem ikke at være voldelige.

Og den førte politik bliver endnu mere tumpet, når man tænker over, at Danmark faktisk har brug for 12.000 ekstra medborgere hvert år, hvis vi blot skal kunne holde trit med den demografiske udvikling. Behovet for radikal nytænkning af vores tilgang til integration er massivt, og vi må desværre konstatere, at det er et område, hvor vores politikere ikke hidtil har været leveringsdygtige i bæredygtige løsninger. Kan vi blive gode til integration, er rigtig meget vundet.

God arbejdslyst!