Første gang jeg var i Kina, i midten af 90’erne, brugte man ikke rigtig lommeregnere. I de fleste butikker lagde man varepriserne sammen med en kugleramme, det gik lynhurtigt, og hvis jeg så lidt tvivlende ud, viste ekspedienten mig kuglerammen, så kunne jeg jo selv se, at beløbet var rigtigt.  

I dag er det i mange butikker ikke længere muligt at betale med kontanter. Det hele foregår gennem mobilen. På en café måtte de opgive at tage imod min bestilling på en kop kaffe, fordi jeg ikke havde deres app installeret. 

Så lige et godt råd: Skal man besøge Kina, er det første, man skal gøre, at sikre sig, at man har et abonnement med data, og at ens bankkort er koblet op på de mobile betalingstjenester. Ellers kommer man ikke langt i dagens Kina. 

Men selv om man er online, er det sin sag at forstå, hvad der foregår. Først og fremmest fordi det er på kinesisk, men også fordi den måde, kineserne bruger det digitale univers, i mange henseender er noget anderledes end i Vesten. 

Enhver udenlandsk producent, der vil gøre sig gældende på det kinesiske marked, er nødt til at forstå, hvad der foregår, for at kunne nå forbrugerne. Men i det omfang den æstetik og de funktioner, som præger de kinesiske tjenester online, breder sig i resten af verden, bliver det en vigtig reference og inspiration for alle, der producerer digitalt indhold. I mange henseender virker de kinesiske apps som et kig ind i en livsstil, der også kommer til at præge Vesten. 

Den moderne storbykineser er betydeligt mere digitaliseret end en tilsvarende dansker.

Jeg tror ikke, der er noget andet sted på kloden, hvor folk i dén grad er klistret til deres skærm, og hvor alle med et par minutters mellemrum lige har fat i mobilen – til møder, i bilen, på scooteren. Det virker, som om hver tredje af fodgængerne på gaden eller i metroens lange gange ser på skærmen, samtidig med at de går afsted. Det er, lige før det er uhyggeligt. 

Som besøgende, der ikke kan sproget, er det som at være sat udenfor et parallelt digitalt univers, hvor en stor del af virkeligheden udspiller sig. 

Stort set ingen af de apps, vi bruger i Vesten, er overhovedet tilgængelige i Kina.

De kinesiske apps klarer mange af de samme funktioner: Man sender beskeder, shopper, betaler, ser film og nyheder og holder kontakt med venner og bekendte.

Men måden, de kinesiske apps spiller sammen og deler data på kryds og tværs, er mere gennemgribende. Det gør i mange tilfælde funktionerne langt mere bekvemme og overskuelige – men naturligvis også langt mere påtrængende og personlige. 

Og så er stilen og tonen en anden, end vi kender fra de amerikanske tjenester, der dominerer vores mobiler; det er mere som TikTok end Facebook, mere kulørt, der er flere udråbstegn og – undskyld mig – mere fuldstændig hjernedødt og ligegyldigt indhold.

Politisk indhold er, som bekendt, strengt kontrolleret og overvåget. 

Knap halvdelen af alle indkøb sker online

Kina er med længder det land i verden, hvor den største del af al handel foregår over nettet – og i Kinas tilfælde først og fremmest med mobilen. 47 procent af alle indkøb sker online, til sammenligning udgør onlinesalg 16 procent i USA og 20 procent af detailhandelen i Danmark.  

Det er en anderledes livsstil. Kineserne går mindre i butikker og laver mindre mad derhjemme, for de får en stor del leveret. Og så er de langt mere aktive i forhold til at engagere sig med webtjenesterne ved at give ratings, skrive kommentarer, spille spil og inddrage deres venner i det, de foretager sig online. 

Det er en digital livsstil, der også breder sig globalt.

Sidste år var tre af de fem mest downloadede apps i USA kinesiske: TikTok, det tilhørende videoredigeringsværktøj Capcut og discountshoppingtjenesten Temu. Dem vender vi tilbage til. 

Millioner af bude, der leverer varer og mad 

Jeg får Kate, en ung kvinde omkring de 30, der bor i Shanghai, til at vise mig, hvilke apps hun anvender. Det er sjældent, hun går i et ‘offline’ supermarked. Hvis hun skal købe ind, bestiller hun over nettet og får varerne leveret. Hun går meget på restaurant, men får også takeaway flere gange om ugen, leveret til sin lejlighed eller på kontoret.

”Jeg bruger det nærmest hver dag,” siger hun. 

Når man bestiller varer, kan man i appen se leveringstiden og vælge den leverandør eller restaurant, der har den hurtigste service. I en by som Shanghai er det helt almindeligt, at varen kan være fremme indenfor 30-45 minutter, og hvis man blot køber for mere end 30-50 kroner, er leveringen ofte gratis – ellers kan der blive lagt omkring en femkrone oveni prisen. Man giver ikke drikkepenge til buddet, det hele afregnes i appen.

Det er en livsstil, som kun er mulig takket være en hær af bude, der pløjer rundt i gaderne på deres scootere, parkerer på fortovet og løber ind i bygninger for at aflevere pakker, så de hurtigt kan komme videre. 

Der er to dominerende leveringsplatforme. Den største er Meituan, der i Kina har seks millioner bude tilknyttet – flere end hele Danmarks befolkning. Næststørst er Ele.me, der ejes af Alibaba, og som har tre millioner bude. Meituans bude er i gul jakke og gul styrthjelm, Ele.mes bude er i lyseblåt. De er overalt i gadebilledet, i solskin og øsende regn. 

Budene er en stor klasse af mennesker, der med deres styrthjelme og ens uniformer virker sært afskåret fra det liv, de gør muligt. Man snakker ikke med dem og hilser ikke på dem. De har travlt. Den app, som sender dem instrukser om at hente og bringe varer, beregner en rute og fastlægger betalingen baseret på afstanden.

Der skal køres hurtigt for at hente hyren hjem, og det bliver ikke nødvendigvis efter trafikreglerne. Som fodgænger lærer man hurtigt at vente et øjeblik med at træde ud på vejen, når trafiklyset skifter til grønt, for der kommer gerne lige en lille flok bude flintrende på deres lydløse elscootere for at nå over krydset i sidste øjeblik. 

Man får ondt af dem, det kan ikke være en nem tilværelse – de løber og løber og kommer dybest set ingen vegne.

Budene er løst tilknyttede, der er ikke forsikring, sygepenge og den slags, og gennem årene har platformene presset budene til at levere hurtigere og hurtigere ved at sænke akkorden, så der skal køres længere for den samme betaling. Hvis ikke de afleverer til den tid, der er afsat, kan de blive trukket i løn.

Ret usædvanligt for Kina har der været strejker blandt budene, fordi forholdene var for elendige, og for et par år siden, på regeringens opfordring, indlagde de to platforme mere tid til levering og ventetid og noget større tolerance over for uforudsete forsinkelser.

Det sociale element, få brugerne med 

Oplevelsen på kinesiske apps er meget anderledes end på de vestlige tjenester. Det hele er blandet langt mere sammen. En shoppingapp er også en form for underholdning, der er sjove videoer og små spil indlagt, samtidig med at det er et socialt medie, hvor man giver likes, diskuterer med venner, viser sine indkøb frem og ser videoer med influencere. 

Umiddelbart virker det meget rodet, men man skal ikke tage fejl. De kinesiske onlinetjenester er ekstremt avancerede i deres brug af data om brugerne. Der opsamles og udveksles detaljerede data på kryds og tværs af apps, og de bruges langt meget aggressivt til at målrette indhold og tilbud til den enkelte brugers profil, nu og her. 

Ratings og anmeldelser er helt afgørende for at være synlig i mylderet af digitale tilbud, og kinesiske onlinetjenester har typisk et omfattende system til at belønne brugerne for at give likes og skrive kommentarer om produkter til gengæld for at få rabat på fremtidige indkøb.

Hvis en gæst på en restaurant skriver en anmeldelse, allerede medens hun sidder der, udløser det ofte et afslag i prisen eller en lille ekstra godbid gratis.

Nogle sites tilbyder endda, at brugerne kan optjene rabatpoint ved at se reklamevideoer. 

Generelt er det en helt almindelig del af brugen af onlinetjenester, at man giver respons eller deler oplevelsen med andre. Nogle sites har således en funktion, hvor brugerne kan tillade at deres venner kan følge med i, hvilke varer de er inde og kigge på.

Live shopping er ekstremt populært. I nogle tilfælde er det store shoppingshows, det kan være kendte influencere i smarte omgivelser – eller bare en enkelt person på et kontor, der demonstrerer produkter, som er på tilbud lige nu. I 2022 omsatte live shopping på de kinesiske platforme omkring 3.700 milliarder kroner – det er mere end 2.500 kroner per kineser. 

Det er forbløffende at gå ind på en live-shopping-kanal, hvor to værter i et virkelig kedeligt studie viser billige sandaler frem, mens en tæller i hjørnet viser, at der er over to millioner, der kigger med. 

Alibaba har tabt pusten

Alibaba og deres kendte stifter, Jack Ma, var den helt centrale pioner, da onlinehandlen begyndte i Kina, og med årene har Alibaba udvidet deres univers af tjenester fra shopping til betalinger og banktjenester, udbringning af varer, sociale medier, navigation og streaming af film. 

Alibabas betalingssystem, Alipay, der kan minde lidt om vores hjemlige MobilePay, er den mest brugte elektroniske betaling i Kina, efterfulgt af WeChatPay, der drives af den rivaliserende, næststørste techgigant, Tencent.

Tilsammen håndterer de to private selskaber stort set alle betalinger, online, i butikker og i automater. 

Tencent driver også WeChat, som fungerer som de fleste kineseres telefon- og tekstforbindelseslivline til resten af verden. Desuden er Tencent stærke inden for sociale medier, spil og streaming. 

Alibaba og Tencents tjenester omfatter stort set alle aspekter af hverdagen, og reelt kan man ikke klare sig i Kina uden at bruge de to giganters apps mange gange dagligt. 

De senere år har Alibaba imidlertid tabt pusten. Aktien er faldet 75 procent siden 2020. For bare to år siden stod Alibabas e-handelsplatforme for halvdelen af det kinesiske onlinesalg – i dag er deres markedsandel faldet til 41 procent. 

De nye giganter er globale 

Det er især to opkomlinge, der gør indhug i kunderne – og begge er i høj grad også aktive i vesten, inklusive Danmark. 

Den ene er ByteDance, som driver TikTok, der herhjemme bruges månedligt af 1,3 millioner danskere og globalt af 1,7 milliarder brugere – især blandt unge under 25 år. 

TikTok findes ikke i Kina. I stedet driver Bytedance Douyin, der på få år har fået over 700 millioner brugere. Formatet er det samme som TikTok: korte videoer, som i høj grad er produceret af brugerne selv.

I den kinesiske version er onlineshopping en mere integreret del af oplevelsen, så det er lettere at bestille de ting, som influencerne viser frem.

Den anden nye internetgigant er lavprisshoppingsitet Pinduoduo eller bare PDD. Hver måned besøges den webside af 637 millioner kinesere. 

PDD’s forretningsmodel er baseret på, at priserne bliver lavere, jo flere der afgiver en bestilling sammen. Hvis man kan finde andre, der vil købe den samme vare, kan man få en klækkelig rabat, og derfor er kunderne motiverede til at fortælle deres venner eller bekendte online om et tilbud eller en vare, de er ved at købe, så de kan afgive ordren sammen. 

En anden grund til, at PDD’s priser kan være ubegribeligt lave, er, at en stor del af salget sker direkte fra producenterne, der blot bruger PDD som platform til at reklamere og håndtere administrationen. På den måde slipper PDD for at investere i lager, og man kan langt bedre levere til kundernes skiftende behov. 

For to år siden startede PDD datterselskabet Temu, der er baseret på den samme forretningsmodel. På rekordtid er Temu blevet en af verdens største online platforme med salg, der sendes med luftpost til omkring 50 lande, inklusive USA og Europa. 

Temu sælger millioner af forskellige varer til ekstremt lave priser – og desværre også ofte elendig kvalitet. Temus slogan er ’Shop like a billionaire’. Det koster så lidt, at det ikke er det store tab, hvis det, man køber, ikke holder eller ikke dur. I den forstand minder det en del om en anden meget succesfuld global app, Shein, der fortrinsvis sælger tøj.

I 2023 var Temu den mest downloadede app i Apples App Store i USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien. Med den voldsomme vækst er Temu også kommet i søgelyset på uheldige måder. EU overvejer at sætte Temu på listen over internettjenester, der er så dominerende, at de skal leve op til særlige krav om gennemskuelig og ansvarlig brug af data om brugerne. Der vil formentlig også komme større krav om, at Temu skal leve op til de samme standarder om forbrugerbeskyttelse, garanti og sikkerhed i produkterne, som de vestlige online platforme må følge.

(Mandag Morgen beskrev i januar Temu og dets forretningsmetoder grundigt i artiklen: Der er en flodbølge af billligt skrammel på vej med luftpost fra Kina). 

Det svage punkt: AI

I Vesten fylder de nye AI-baserede tjenester som ChatGPT, Midjourney eller Copilot meget. De er meget brugte og måske endnu mere omdiskuterede. Det virker ikke, som om de generative AI-tjenester i samme grad er blevet del af den digitale hverdag i Kina.

Kina har været hårdt ramt af amerikanernes forbud mod eksport af de kraftige GPU-chips, der er motoren i avanceret kunstig intelligens. Der er tegn på, at den største kinesiske elektronikvirksomhed Huawei har formået at bygge deres egne chips beregnet til AI, men generelt er Kina nogle år bagude i forhold til de amerikanske AI-tjenester. 

Dét forspring arbejder tusindvis af kinesiske ingeniører på at indhente.