Det er helt naturligt, at europæiske erhvervsledere føler sig fristede, når en kinesisk investor pludselig banker på døren i Struer, Stuttgart eller Strasbourg med et attraktivt tilbud om at købe virksomheden. Sådanne handler kan give store fortjenester til de hidtidige ejere, og de nye kinesiske ejere vil som regel forsikre deres europæiske forhandlingspartnere om, at man er interesseret i at bibeholde produktion og arbejdspladser i Europa.

Men omvendt bør europæiske politikere i lyset af Kinas stærkt voksende økonomiske styrke tænke nøje over, i hvilket omfang det tjener Europas og de enkelte EU-landes langsigtede erhvervsøkonomiske interesser at lade kineserne købe ind blandt europæiske virksomheder, som det passer dem.

Sådan lyder advarslen fra stadig flere eksperter i Europa. 2016 står til at blive et nyt rekordår, hvad angår kinesiske opkøb i Europa, og der er langtfra tale om ’uskyldige’ opkøb som det tilsyneladende forestående kinesiske opkøb af den engelske fodboldklub Liverpool F.C. eller den kinesiske investering i Bang & Olufsen. Statsdirigerede kinesiske investorer sværmer i øjeblikket om europæiske televirksomheder, chip-producenter, atomkraftværker og andre hightech-virksomheder med strategisk betydning. Og i den forbindelse skal europæerne tænke sig godt om.

”Den kinesiske opkøbsbølge, vi ser i Europa i disse år, kan ikke sammenlignes med de opkøb, vi har set fra japanske virksomheder eller amerikanske virksomheder. De kinesiske investorer er anderledes. Det er fremmede dyr. De kommer med meget store mængder af statsgaranteret kinesisk statskapital, som er billig, og som findes i store mængder,” siger Mikko Huotari, der er leder af afdelingen for udenrigspolitik og økonomi ved Berlin-tænketanken Mercator Institute for China Studies (MERICS).

”Alene i forhold til robotindustrien findes der 80 investeringsprogrammer fra lokale kinesiske myndigheder, som ønsker at opkøbe robotvirksomheder. Man kan selvfølgelig vælge at sige, at penge er penge. Men der er nogle områder, hvor man bliver nødt til at spørge sig selv, hvordan man i fremtiden vil håndtere den slags aktører, der er meget anderledes, end hvad man hidtil har kendt i Europa,” siger Huotari til Mandag Morgen.

Ifølge Huotari er der i høj grad brug for europæisk politisk lederskab, når man i de kommende måneder skal forme EU’s fælles økonomiske relationer til Kina. Blandt andet ventes der i løbet af de kommende uger et udspil fra EU-Kommissionen i forhold til, om EU skal anerkende Kina som en markedsøkonomi ved at give landet såkaldt MES-status. EU har i WTO-sammenhæng forpligtet sig til at give Kina denne status med udgangen af 2016, hvilket den kinesiske regering slår på igen og igen. Men til gengæld er handelsrelationerne mellem EU og Kina varmt politisk stof – ikke mindst for europæiske fagforeninger, der frygter betydelige tab af arbejdspladser i Europa som følge af konkurrencen fra statsejede kinesiske virksomheder. Det gælder ikke mindst inden for stålindustrien. Ifølge Huotari er hele den vestlige verden i øjeblikket på vej ind i en fase, hvor man ikke længere kan tage for givet, at den internationale handel bliver stadig friere.

”Vi er på vej ind i en periode, hvor fundamentale liberale principper om handel er under pres globalt set. Det gælder både i USA og i Europa, hvor planlagte handelsaftaler med Canada og USA er ved at løbe på grund. Vi ser en stigning i protektionismen, og det er en trend, som politikerne bliver nødt til at forholde sig til, uanset om de har lyst eller ej,” siger han.

Alt imens den offentlige debat i EU’s medlemslande præges af disse holdninger, forhandler EU-Kommissionen nu på tredje år om en bilateral investeringspagt, BIT, med Kina. Mikko Huotari forventer, at Kina får den såkaldte MES-status, som man har presset på for længe, men at EU samtidig opstiller en række krav, som Kina skal leve op til for at bevare denne status. På samme måde bør EU ifølge Huotari opstille klare krav til kineserne, når det gælder investeringer i EU. Og disse krav er da også med i det udspil til en ny Kina-strategi, som EU’s ’udenrigsministerium’ EEAS fremlagde midt på sommeren. Her opstiller man følgende fem overordnede krav, som Kina skal opfylde:

• Kina skal etablere en egentlig markedsøkonomi.


• Kina skal udvise større respekt for menneskeret og retsstaten.


• Kina skal tilslutte sig internationale normer og regler.


• Kina skal sikre fair konkurrence for kinesiske og udenlandske virksomheder i Kina.


• Kina skal begrænse sin industrielle overkapacitet for at sikre fri konkurrence.

Merkel i uofficiel hovedrolle

Selv om det er EU-Kommissionens folk i Bruxelles, der forhandler de kommende handels- og investeringsrelationer med den kinesiske ledelse i Beijing, er det Tysklands kansler, Angela Merkel, der er den reelle hovedperson i Europas relationer med Kina. Den tyske kansler har besøgt Kina ikke færre end 10 gange, og hun har styrket de tyske relationer til Kina betydeligt ved i 2011 at indføre årlige regeringskonsultationer mellem den tyske og den kinesiske regering på linje med den tætte samarbejdsform, som tyskerne i mange år har brugt sammen med sin centrale europæiske partner, Frankrig.

Angela Merkel, der igen møder den kinesiske topledelse i forbindelse med G20-topmødet i Kina 4. og 5. september i år, er imidlertid også den eneste europæiske leder, der for alvor tør tale Kina imod. Det fremgår af den omfattende analyse af de kinesisk-europæiske relationer, som avisen South China Morning Post offentliggjorde forleden. Merkel mødes således med den tibetanske eksilleder Dalai Lama, når det passer hende, hvilket stort set ingen andre politiske ledere tør gøre, fordi Kinas regering altid protesterer højlydt og truer med både diplomatiske og økonomiske repressalier.

Det er ikke kun i forholdet til Kina, at Merkel går balancegang. Det samme bliver hun nødt til at gøre hjemme i Tyskland, hvor der er ganske divergerende opfattelser af, hvordan man skal forholde sig til Kina.

”Vi har haft en stor debat om kinesiske Mideas opkøb af robotproducenten Kuka. (En handel til mere end 30 mia. kr., red.) Set fra dette selskabs side er det en fin handel. Der er god shareholder value i den, og man har fået en garanti for, at der ikke vil ske en udflytning af produktionsfaciliteterne i de første syv år. Så det er en god aftale set fra et CEO-perspektiv – ikke mindst fordi man dermed får bedre adgang til det kinesiske marked,” siger Mikko Huotari.

Men han påpeger samtidig, at handlen set i et mere langsigtet strategisk erhvervsøkonomisk perspektiv giver anledning til bekymring, ligesom der også er i Storbritannien, hvor den nye regering har sat en statsejet kinesisk investering i atomkraftværket Hinkley Point i bero. Utrygheden ved at lukke kinesiske statsinvestorer ind i den absolutte elite er ikke enestående for tyske hightech-virksomheder og britisk atomkraft. Det samme gør sig gældende i forhold til europæiske virksomheder inden for telekom-sektoren og produktion af mikroprocessorer til it-industrien.

Mikko Huotari går ikke af vejen for at kalde europæerne ”naive” i visse dele af deres syn på økonomisk samkvem med Kina.

”Vi har i Europa et stort underskud af viden om kinesiske aktører, og om hvordan hele det kinesiske system fungerer. Det er forståeligt. Vi lever fortsat i en periode, hvor europæiske virksomheder driver forretning i Kina. Men over de seneste 4-5 år har vi set denne udvikling, hvor kapitalen flyder ud af Kina og køber op i Europa. Det er en ny og meget vigtig udvikling, som vi skal forholde os til, og som både byder på muligheder og udfordringer. Vi overser alt for ofte graden af statslig involvering i, hvad der sker i Kina,” siger Huotari.

Han beskriver den tyske kansler som erfaren og principfast i forhandlingerne med kineserne, men han tilføjer, at han ikke er sikker på, at Merkel er tilstrækkeligt forberedt til at håndtere de langsigtede erhvervsmæssige udfordringer i forhold til Kina.

”Jeg siger ikke, at hun er ringere forberedt end alle andre. Det er bare en meget stor udfordring at håndtere det erhvervsøkonomiske samkvem med Kina, fordi der foregår rigtig mange ting i Kina, som man simpelthen ikke kan se, sådan som det kinesiske samfund fungerer i dag,” siger Huotari, der roser den tyske regering for at tage mange hensyn til de andre EU-lande i det økonomiske diplomati, som man bedriver over for Kina.

”Den tyske regering forsøger efter min overbevisning at skabe en fair europæisk politik over for Kina. Men det bliver svært at tilfredsstille alle, fordi lande, industrier og sektorer har meget forskellige interesser i Kina,” siger han.

LÆS OGSÅ: Kina i strategisk opkøbsrus i Europa