Fire grunde til at inflationen ikke går væk

Gennem fire årtier har vi vænnet os til at leve i en verden præget af økonomisk stabilitet, frihandel, global integration og stabil lav inflation. Denne fredelige vækstperiode har varet så længe, at flere generationer af virksomhedsledere, politikere, boligejere og forbrugere ikke kender nogen anden virkelighed end den, hvor penge er næsten gratis, og deres værdi meget stabil.

Selvom store begivenheder som finanskrisen har rystet økonomien, har det kun ført til midlertidige skvulp i inflationen, fordi centralbankerne og de grundlæggende drivere under økonomien har sikret, at bølgerne hurtigt lagde sig igen.

Meget taler for, at den virkelighed nu er slut.

Mens den gamle globalisering drev produktionsomkostningerne ned, sker der nu det stik modsatte. Derfor kan det med tiden blive svært for den amerikanske nationalbank (FED) og den europæiske nationalbank (ECB) at holde fast i inflationsmålet på to procent.

Den nye globalisering er strukturelt inflationær.

Nader Mousavizadeh
Global analytiker og stifter af Macro Advisory Partners

 

FOR FØRSTE GANG I ÅRTIER skubber en hel stribe af de faktorer, der former den globale økonomi, priserne i opadgående retning. Og det er kræfter, der ikke går væk, medmindre verden igen ændrer sig drastisk, eller nationalbankerne sætter hårdt mod hårdt – med store omkostninger for samfundet til følge.

Det kan virke som en kontraintuitiv påstand netop nu, hvor vi ser energipriser, fragtrater og inflation falde igen. Men eksperter påpeger, at de nye, inflationære drivere rækker ud over de midlertidige påvirkninger i økonomien, som afkoblingen af Putins gas eller Kinas coronanedlukning gav anledning til.

Mindst fire underliggende drivere i den nye globalisering skubber på højere priser:

• REDUNDANS: Fra ’just in time’ til ’just in case’. Efter årtier, hvor virksomheder systematisk har trimmet forsyningskæder for at undgå overlap, og hvor varer blev produceret on demand, går tendensen nu den stik modsatte vej: Af hensyn til forsyningssikkerheden opbygger man nu parallelle leverandører og lagre, der kan sikre produktionen mod svigt i forsyningskæderne. Det vil alt andet lige give dyrere varer.
• ARBEJDSKRAFT: Fra rigelig og billig arbejdskraft til sparsom og dyr arbejdskraft. Geopolitiske hensyn betyder, at mere produktion flytter fra lavtlønslande til sikrere destinationer tættere på afsætningslandet. I praksis betyder det højere omkostninger til løn og større kamp om arbejdskraften, især i USA og Europa; men lønnen stiger også i Kina og andre af de lande, der hidtil har udgjort verdens fabrikshaller.
• GRØN OMSTILLING. Fra billig fossil energi til dyr grøn energi. Den fossile æra rinder ud, og bæredygtige produkter og produktionsformer vil ofte være dyrere end de gamle. Det er endnu en uomgængelig faktor, der vil drive produktionsomkostningerne og dermed priserne i vejret. I omstillingsfasen kan der desuden i perioder blive mangel på energi. Også det vil drive priserne op.
• KINA vs. USA. Weaponization af handelspolitikken. En eskalerende kold krig mellem USA og Kina kan presse hele verdensøkonomien. Det kan potentielt give kritiske forsyningsproblemer. Men alene frygten for, at de to lande indfører nye toldmure eller sanktioner har allerede fået europæiske og amerikanske virksomheder til at tænke i alternative produktionslande og handelsveje. Alt sammen noget, der fordyrer produktionsomkostningerne.

Der kan være andre tendenser, der gør produktionen billigere. AI og anden teknologisk udvikling er de mest oplagte. Men foreløbig betyder et øget fokus på datasikkerhed, statslig regulering og regionalisering, at priserne for at drive digitale services snarere er for opadgående end det modsatte, påpeger flere analytikere.

Den globale analytiker Nader Mousavizadeh fra Macro Advisory Partners formulerede det sådan her, da han forleden var hovedtaler på det årlige træf for 600 ledere, der netværker i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse:

”Den nye globalisering er strukturelt inflationær.”

Mousavizadeh har tidligere arbejdet for investeringsbanken Goldman Sachs og rådgivet FN-generalsekretær Kofi Annan. Når han i dag rådgiver globale virksomheder om geopolitiske forhold, forbereder han dem på en grundlæggende forandring af den globale økonomi, hvor virksomhederne kommer til at betale en ’forsikringspræmie’ for sikkerhed, energi og forsyningssikkerhed. Det vil hæve produktionsomkostningerne og dermed priserne for de varer, de sælger. Den situation kan kun politikerne ændre, mener han:

”Den største risiko er dårlige politiske beslutninger. De scenarier, vi taler om her, ville kunne modvirkes af mere samhandel, færre toldmure, mindre protektionisme og tættere samarbejde mellem Kina og USA.”

Men, understreger han, dette ønskescenarie er ikke det mest sandsynlige. USA har indledt en aggressiv konkurrence med Kina – foreløbig i en balanceakt, hvor begge sider forsøger ikke at eskalere forholdet til en ødelæggende konflikt. Den kamp for og imod amerikansk dominans i Asien vil fortsætte, uanset om den næste præsident hedder Trump eller Biden, forudser den amerikanske toprådgiver.

Man kan godt politisk beslutte at tage inflationen ned til to procent. Men prisen kan blive, at det knuser efterspørgslen og starter en recession.

Philipp Hildebrand
Vicepræsident i BlackRock og tidligere nationalbankdirektør i Schweiz

 

OGSÅ PHILIPP HILDEBRAND, tidligere nationalbankdirektør i Schweiz og nuværende vicepræsident i BlackRock, forudser, at vi går fra en periode med ”højt stabilt output og lav stabil inflation til en ny periode med volatilt output og volatil inflation”.

”Jeg plejer at være forsigtig med at sige, at ’denne gang er det anderledes’ – men når jeg siger det denne gang, så er det, fordi noget grundlæggende har ændret sig: Hidtil er kagen vokset og vokset, og vi har haft uendelige forsyninger af ressourcer. Nu er der grænser for forsyningerne, og det skaber en helt ny verden.”

En verden, hvor inflationen – alt andet lige – vil være højere, end vi har været vant til i de fire foregående fredelige frihandelsårtier. ’Alt andet lige’ er en vigtig nuancering her. For i sidste ende er inflationen groft sagt et politisk valg. Hvis amerikanske FED og europæiske ECB holder fast i deres inflationsmål på to procent, så kan de tvinge det igennem ved at hæve prisen på penge så meget, at økonomien til sidst taber tempo, og inflationen før eller siden følger med.

Det kan dog få uoverskuelige følger for både aktiemarkeder, forgældede stater (som USA) og almindelige menneskers privatøkonomi.

”Man kan godt politisk beslutte at tage inflationen ned til to procent. Men prisen kan blive, at det knuser efterspørgslen og starter en recession,” som Philipp Hildebrand formulerer det.

’Alt andet lige’ er en vigtig nuancering her. For i sidste ende er inflationen groft sagt et politisk valg.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

 

NATIONALBANKEN, ECB OG FED holder foreløbig fast i, at de vil tage de nødvendige midler i brug for at holde inflationen nede. Alle andre meldinger end denne ville også være uansvarlige, eftersom en af de mest effektive drivere for inflationen er den psykologiske – altså markedets og husholdningernes forventninger til, at inflationen vil være høj i fremtiden.

Vinder troen på inflationen først fodfæste, så vil både bolig-, aktiemarked og forbrugere indrette sig, som om en høj inflation allerede var indtruffet. Det kan blandt andet sætte gang i en selvforstærkende løn-inflations-spiral, som vi kender den fra 70’erne, før nationalbankerne fik den politiske uafhængighed, de har i dag.

I et notat fra februar med titlen ’Inflation – why did it rise and what are the drivers ahead’ understreger to økonomer fra Nationalbanken da også netop denne sammenhæng: ”Økonomiske spilleres forventninger til inflationens udvikling vil i sig selv være en vigtig driver for inflation over de næste et til to år,” hedder det i notatet. Det kan måske forklare, hvorfor både Nationalbanken og økonomiministeren nedtoner risikoen.

I  Økonomiske Redegørelse fra maj, advarer ministeriets økonomer dog om, at ”en træg tilpasning i inflationen og nye forhold, der skubber inflationen i opadgående retning, potentielt kunne føre til en ny og længerevarende periode med høj inflation”.

Bliver det scenarie til virkelighed, kan prisen for at holde prisstigningerne nede på de to procent blive så dyr, at også nationalbankerne må indstille sig på en ny normal.