Peter Hesseldahl er Mandag Morgens redaktør for digital omstilling. Han har tidligere dækket den teknologiske udvikling for bl.a. DR, TV2 og Politiken. Desuden har Hesseldahl i en årrække arbejdet som intern fremtidsforsker i LEGO og Danfoss, og som konsulent og projektleder i flere tænketanke i Danmark og udlandet. Forfatter til 7 bøger, senest "Omstilling til Fremtiden - Når teknologi bliver levende og liv bliver teknologi".
Fremtidens færge kan sejle selv
Det Sydfynske Øhav skal være testområde for udviklingen af autonome færger, der skal gøre trafikken mellem Danmarks mange øer mere fleksibel og billigere i drift. Udfordringerne minder på mange måder om dem, der kendes fra selvkørende biler.
Ligesom biler år for år får flere sensorer, kameraer og evner til at styre og bremse selv, så skal fremtidens skibe gøres stadig mere autonome – og på et tidspunkt vil de være så intelligente, at de kan sejle selv.
Det er visionen bag projektet om autonome, kystnære færger, der er en del af den pakke af udviklingsaktiviteter, der skal styrke Fyns position som et fyrtårn for udviklingen af robotteknologi.
Projektet har titlen Maritime Autonomous Reliable Systems (MARS), og projektet er forankret i det sydfynske.