Giv regionsrådene deres eget valg

ARGUMENT NUMMER ÉT for at afholde valg til regionsrådene samme dag som kommunalvalget er lige så sørgeligt, som det er udokumenteret: Tesen er, at folk simpelthen ikke ville gide møde op for at stemme på regionalrådene, hvis de ikke samtidig kunne stemme en ny borgmester ind på rådhuset.

Men hvem ved, hvilken interesse og debat det ville skabe om regionernes politik og prioriteringer, hvis vi skulle til solovalg til regionerne? Hvad ville der ske, hvis de politikere, der har magten over sundhedsvæsenet, skulle stå til ansvar for sygeplejerskemangel, kaos på fødeafdelingerne eller ventetid i psykiatrien ved deres helt eget valg?

Sådan et valg vil give politikerne en større legitimitet til at træffe de vanskelige beslutninger, der venter forude, når hverken regionsråd eller vælgere længere kan bilde sig selv ind, at der er råd til det hele.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Sygehusene er i krise i alle fem regioner. Sygeplejerskerne er i oprør. Jordemødrene forlader faget. Aviserne bugner af protestskrivelse fra læger, der efterlyser politiske prioriteringer. Der er kritisk mangel på praktiserende læger og halve timers ventetider til lægevagten. Der burde være nok at tale med vores regionsrådspolitikere om.

ARGUMENT NUMMER TO er økonomisk: Det er ikke gratis at afholde valg, og på denne måde slår vi to fluer med et smæk. Men kast så lige et blik på den økonomi, vi negligerer ved ikke at træffe et oplyst valg til regionsrådene den 16. november:

De 205 medlemmer af regionsrådene forvalter en stadig større del af vores skattekroner. I 2012 rundede regionernes budgetter 100 milliarder kroner. I valgåret 2021 når de op på 132 milliarder, ifølge tal fra Finansministeriet. Til sammenligning har alle 98 kommuner tilsammen 289 milliarder at rutte med.

Især udgifterne til medicin og nye behandlinger har været i vild vækst. Medicinråd og behandlingsråd skulle egentlig prioritere i de mange nye og dyre behandlingsmuligheder. Men afvisningerne fra fagfolkene i medicinrådet påvirker kun en brøkdel af budgetterne. Og når patientforeningerne rykker ud med hjerteskærende cases, kan den dyre behandling alligevel ende med at vinde over de varme hænder på den medicinske afdeling eller den forebyggende indsats i psykiatrien.

Regionerne er også nogle af landets største bygherrer med anlægsbudgetter på 7,7 milliarder alene i år.

Ville det ikke være en meget god ide at bruge bare tre uger hvert fjerde år på en intensiv snak med de folkevalgte i regionerne om, hvordan de bruger alle de penge? Og ikke mindst om, hvad de er klar til at vælge fra, når det nu står klart, at buen ikke kan spændes meget hårdere på hospitalerne, og at vi ikke har råd til det hele?

Hverken medier eller vælgere kan overkomme begge valg på en gang.
Derfor bliver regionsrådsvalget en halvkvædet vise i medierne; en pligtskyldig tilføjelse. Og et valg i blinde for de fleste vælgere. 

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Det er også regionerne, der forhandler sygeplejerskernes løn. Hvad med en regionsråds-hard-talk om politikernes ansvar for at skabe arbejdsforhold, der forhindrer, at alt for mange sygeplejersker og hver tredje jordemoder forlader faget få år efter, de er begyndt?

OG SÅ ER VI SELT IKKE BEGYNDT at tale om de andre vigtige områder, regionerne også har ansvar for: For eksempel at sikre et sammenhængende, tilstrækkeligt og varieret uddannelsestilbud til unge i alle dele af landet, selvom der bliver 25.000 færre unge frem mod 2030. Det gælder både gymnasierne og erhvervsuddannelserne, der allerede i dag har så svært ved at tiltrække og fastholde elever, at manglen på håndværkere kommer til at mærkes langt ind i næste årti. Og det gælder uddannelsen af social- og sundhedsassistenter, som bliver afgørende for livskvaliteten for mange af de 80.000 vælgere, der fylder 80 år i den kommende valgperiode.

Hvad ville der ske med de unges stemmeprocent til regionsrådsvalget, hvis der var fuld mediefokus på de politikere, der  skal være med til sikre, at flere unge får en ungdomsuddannelse?

Hvad forhindrer den debat, spørger du måske? Og svaret er jo enkelt nok: Det gør kommunalvalget. For hverken medier eller vælgere kan overkomme begge valg på en gang. Derfor bliver regionsrådsvalget en halvkvædet vise i medierne; en pligtskyldig tilføjelse. Og et valg i blinde for de fleste vælgere.

4,7 MILLIONER VÆLGERE modtager snart to stemmesedler. Og går det, som det plejer, sætter omkring 70 procent kryds – både til byrådet og regionsrådet. På overfladen ligner det en demokratisk succes, men i bedste fald deler vælgerne sig efter deres grundlæggende anskuelser ved regionsrådsvalget. Efter det parti, de plejer at stemme på og være enige med ved de andre valg.

Men tænk, hvis det kunne lykkes at hæve de demokratiske ambitioner, så flere krydser blev sat efter indsigtsfulde og engagerede diskussioner af vores sundhedsvæsen og de andre meget konkrete, borgernære opgaver, der ligger i regionerne. Sådan et valg vil give politikerne en større legitimitet til at træffe de vanskelige beslutninger, der venter forude, når hverken regionsråd eller vælgere længere kan bilde sig selv ind, at der er råd til det hele.

Hånden på hjertet: Ved du, hvilke spørgsmål der skiller kandidaterne ved dit regionsrådsvalg?