Ove Kaj Pedersen har lavet et eksperiment.

Som professor emeritus ved CBS har han testet, hvor stor forskel der reelt er mellem et politisk parti og en stor faglig organisation anno 2018. Han har taget udgangspunkt i to nye politiske grundlag og sammenlignet dem punkt for punkt.

Det ene er det nye fusionsgrundlag mellem fagbevægelsens to sværvægtere, LO og FTF, med tilsammen 1,5 mio. medlemmer. Det andet er Socialdemokratiets nye principprogram ’Fælles om Danmark’.

”Begge handler om emner som at sikre retfærdighed, bekæmpe fattigdom, bekæmpe ulighed og sikre én effektiv beskatning. Det er typiske emner, som også andre politiske partier vil fremsætte i deres principprogrammer. Og det rejser spørgsmålet om, hvad forskellen egentlig er mellem et politisk parti og en faglig organisation i dag,” siger Ove Kaj Pedersen.

Så hvad er forskellen?

”Der er næsten ingen forskel. Jeg er sikker på, at hvis du laver den samme øvelse, vil du nå til den samme konklusion som jeg. De klare grænser mellem det faglige og politiske er blevet udvandet. Det faglige felt som løn, overenskomst og arbejdsbetingelser er i dag integreret i velfærdsordninger og velfærdsstaten på en måde, som vi aldrig har set tidligere.”

Mener du, at fagbevægelsens nye mastodont nærmest er et politisk parti?

”Nej, den er ikke et politisk parti, men det er et udtryk for, at faglige organisationer gennem de sidste mindst 30 år har bredt deres interessefelter væsentligt ud. Fra kun at handle om løn og arbejdsbetingelser handler det nu også om en lang række af de velfærdsordninger, som har udviklet sig, såsom arbejdsmarkedspensioner, barselsorlov og hundredvis af andre eksempler. Den nye hovedorganisation er en opdatering af den danske samfundsmodel skrevet ned i et fusionsgrundlag og dermed også en opdatering af, hvad der kendetegner en dansk hovedorganisation anno 2018.”

Samfundsøkonomisk ansvar

Den kommende nye fælles hovedorganisation skal efter planen ikke bare give lønmodtagerne en stærkere stemme. Den skal også være en central spiller i kampen for at bevare og udvikle den danske velfærdsmodel.

”Vi vil arbejde for et Danmark, hvor vi er mere rige, mere lige og mere trygge. I dag skaber vi fremtidens fagbevægelse,” sagde LO’s formand Lizette Risgaard, da et flertal i LO’s og FTF’s medlemsforbund havde sagt god for fusionen i sidste måned.

Et kig i fusionspapirerne afdækker da også store ambitioner på landets vegne inden for en perlerække af politiske områder. Den økonomiske politik skal sikre et holdbart samfund. Der skal sikres en retfærdig, gennemskuelig og sikker skatteopkrævning. Forholdene i dagtilbud og folkeskolen skal styrkes. Samspillet mellem det offentlige og private skal styrkes. Forskning, uddannelse og ledelse skal i fokus i vækst- og erhvervspolitikken. Der skal arbejdes for frihandel. Social dumping skal bekæmpes. Det internationale skal styrkes. Og rekruttering af udenlandsk arbejdskraft skal reguleres.

”En af de væsentligste pointer i fusionsgrundlaget er, at den nye hovedorganisation påtager sig et samfundsøkonomisk ansvar og gør det gennem den såkaldte arbejdslinje – altså at fremme den danske konkurrenceevne ved bl.a. at udvide arbejdskraftens kompetencer og fleksibilitet. Det er meget karakteristisk, at alt det, som står i fusionsgrundlaget, handler om fælles nationale interesser. Ikke bare medlemmernes interesser, men også alle kapitalejernes interesser og alle pensionisternes interesser. Det er fascinerende, at fusionsgrundlaget er så omfattende og på så værdiorienteret måde repræsenterer den fælles nationale interesse,” siger Ove Kaj Pedersen og tilføjer:

”Samtidig indeholder fusionsgrundlaget en masse enkeltpunkter om bl.a. social dumping, om arbejdsmarkedspensioner og politisk involvering på det europæiske og globale niveau. Det gør, at den nye hovedorganisation er meget svær at sammenligne med hovedorganisationer bare tilbage i 1980’erne.”

Men nu er fagbevægelsen jo netop blevet skoset for ikke at varetage medlemmernes interesser. Er det så ikke fint, at man som stor hovedorganisation forsøger at specificere de mærkesager, man gerne vil kæmpe for?

”Jo, og det er absolut heller ikke en kritik. Det er snarere en udviklingstendens. Vi kan nok ikke kalde den en speciel dansk model. Vi finder den formentlig også i de andre nordiske lande. Men den er i hvert fald typisk for den her samfundsøkonomiske ansvarlighed og den arbejdslinje, som fagbevægelsen har påtaget sig siden Fælleserklæringen i 1987 med flexicurity og trepartsløsninger med skiftende regeringer.”

Næppe flere medlemmer

Ove Kaj Pedersen har selv i flere år argumenteret for, at de to store hovedorganisationer – LO og FTF – burde slå sig sammen, hvis de fremover skal kunne hamle op med de stærke arbejdsgivere i form af Finansministeriet og DI. Ved at samle ressourcerne og den analytiske kraft i én stor organisation vil arbejdstagerne stå stærkere i forhandlingerne og vil have lettere ved at få sine mærkesager gennemført.

Han mener også, at begge parter – både de faglige organisationer og de politiske partier – har ansvaret for, at forskellen bliver mere og mere udvandet. For det er ikke kun fagbevægelsen, der forsøger at få flere varer på hylderne til sine medlemmer. Også de politiske partier blander sig mere og mere i udviklingen.

”Vi har jo lige set under OK-forhandlingerne, hvordan de politiske partier i stigende grad er blevet interesseret i at involvere sig og have meninger om dem. Det er jo også de politiske partier, som forhandler finanslov og dermed rammerne for lønudvikling i den offentlige sektor.”

”På samme måde er det også svært at afgøre, hvornår de faglige organisationer varetager medlemmernes interesser som løn og arbejdsvilkår, og hvornår de varetager fælles interesser som den offentlige sektors fremtid samt borgernes sikkerhed og tryghed. Det skisma mellem egeninteresser og fælles nationale interesser er tyndslidt. Og hele samspillet mellem det faglige og politiske er i dag porøst, meget kompliceret, og der er en ingen klare grænser,” siger Ove Kaj Pedersen.

Den nye hovedorganisation vil have omkring 1,5 mio. medlemmer. Vil den om tre år have flere eller færre medlemmer?

”Jeg vil tro, at det bliver svagt faldende. Der er jo i forvejen en tendens til et svagt faldende medlemstal. Vi har også et generationsskifte og en demografisk faktor med flere pensionister. Mange af de unge bliver også ansat på arbejdsbetingelser, hvor de selv vælger ikke at blive medlem af en faglig organisation, fordi de skifter job, fag eller branche konstant. Flere og flere job er heller ikke permanente, men projektorienteret.”

”Men vi skal også huske på, at sammenlignet med resten af verden har den danske fagbevægelse gjort det unikke, at den har opretholdt en meget høj organisationsgrad og en meget høj overenskomstdækning. Så det vil ikke være en tragisk historie, hvis medlemstallet falder svagt,” siger han.

Så den tendens, vi nu ser med den nye storfusion, vil bare fortsætte i stigende grad de kommende år?

Ja. Men det er ikke ’bare’, som du siger. For det er en samfundsmodel. Og det er en model, hvor de væsentligste aktører påtager sig en fælles national interesse.”