Største udfordring?

Med det pludselige exit i sidste uge fra den unge formand Isabella Arendt, der siden folketingsvalgkampen i 2019 har genoplivet Kristendemokraternes landspolitiske ambitioner, er partiet igen havnet på kanten af graven. Timingen er næsten lige så elendig, som den plejer at være. Der er under et år til næste folketingsvalg, og uden den karismatiske Arendt til at positionere det marginaliserede parti i medierne har landets politiske analytikere allerede skrevet de første nekrologer over Kristendemokraterne.

48-årige Marianne Karlsmose overtager rorpinden, indtil hun formentligt bliver valgt som formand på partikongressen i oktober. Spørgsmålet er nu, om hun bliver partiets formand eller bedemand. Hun skal løfte den svære opgave at holde sammen på det granatchokerede parti indadtil, mens hun udadtil skal gøre Kristendemokraterne politisk relevant.

Karlsmose har tidligere været formand (2002-2005), hun er partiets eneste nuværende regionsrådsmedlem, og så har hun været menigt medlem siden 1993, hvor det daværende Kristeligt Folkeparti sad med i den socialdemokratisk ledede overgangsregering under Poul Nyrup Rasmussen efter også at have været del af Poul Schlüters firkløverregering op gennem 1980’erne. Partiet blev sendt helt ud af Folketinget ved valget i 1994 – den første store af mange senere nedture, som Karlsmose har oplevet fra de indre linjer.

”Vi er jo nogle, der har prøvet de der nedture før. Det gør også rigtigt ondt nu, for vi havde virkelig et guldkort i Isabella. Men grunden til, at vi er her som parti, er jo ikke Isabella. Grunden er, at vi har værdier og politik, som mangler i dansk politik,” siger Marianne Karlsmose.

Partiets holdning til abort er en af de interne konflikter, der har bidraget til den tidligere formands afsked. Men Karlsmose insisterer på, at formandsskiftet hverken ændrer ved det spørgsmål eller ved partiets politik i øvrigt. De tre mærkesager er fortsat menneskeværd, bæredygtighed og frihed.

Men Karlsmose er heller ikke blind for, at forgængerens karisma og fysiske udstråling har betydet noget for opmærksomheden.

”Medierne har meget fokus på, om man tager sig godt ud. Det kan man jo se på den måde, hun blev omtalt på. Hendes røde kjole og alt det der, det hjalp jo også. Det har jeg ikke. Men jeg tror på, at vi ikke skal bedømmes på vores udseende, men at det er værdierne og det politiske projekt, der er det afgørende.”

”Det er helt åbenlyst, at folk gerne vil have en ung, smart kvinde. Jeg er hverken ung eller smart. Jeg er mig selv. Da jeg var formand sidst, ville partiet endda have mig til stylist. Det gik jeg med til. Men nu er jeg 20 år ældre, så nu bliver det nok noget sværere at få mig overbevist,” griner hun.