For 50 år siden holdt den amerikanske præsident John F. Kennedy en af sine mest berømte taler, hvor han udtalte de udødelige ord “Ich bin ein Berliner”.

Barack Obama svingede sig ikke helt op i samme retoriske højder, da han tidligere på året markerede jubilæet ved en tale i Berlin.

Første gang vi rigtigt oplevede JFK, var 20. januar 1961, hvor han holdt sin indsættelsestale. Mange husker – eller har hørt – formuleringen: “Mine amerikanske medborgere: Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig – spørg, hvad du kan gøre for dit land.” Men hvor mange husker den næste sætning: “Mine medborgere i hele verden: Spørg ikke, hvad Amerika kan gøre for dig, men hvad vi sammen kan gøre for menneskehedens frihed”?

På samme måde som indsættelsestalen bevægede USA’s fremvoksende babyboom-generation, rakte JFK’s berliner-tale på tværs af grænserne og gav genlyd blandt dem, der ønskede sig frihed frem for kommunismens jernåg.

I et kort øjeblik så det ud, som om Obama var på nippet til et tilsvarende globalt budskab, da han stod over for 200.000 mennesker i Berlin. Men historiebøgerne vil formentlig vurdere, at han ikke kom i nærheden af den standard, som Kennedy satte i 1963.

Fremtiden i fare

Hjemme i USA signalerer Obamas administration, at den er klar til at tage livtag med et af vor tids store overgribende udfordringer, vel nærmest den store overgribende udfordring: klimaforandringerne.

Imens Obamas hovedprioritet på lovgivningsområdet – en storstilet reform af immigrationssystemet – tilsyneladende er ved at få medvind i Senatet, mener nogle kommentatorer, at præsidenten nu leder efter andre måder at sikre sin plads i historiebøgerne.

“Bestræbelserne på at dæmpe klimaforandringer kræver modige handlinger,” sagde Obama i Berlin den 19. juni. I Financial Times advarede han om, at det “dystre alternativ” er “flere alvorlige storme, mere sult og flere oversvømmelser, nye flygtningestrømme, kystlinjer, der forsvinder, og have, der stiger”.

Det er Obamas miljøpolitiske rygte, der står på spil. Der skal snart træffes beslutning om Keystone XL-rørledningen, der skal forbinde Canadas kontroversielle tjæresandsudvinding med raffinaderier i Den Mexicanske Golf. Og flere har advaret ham mod at tro, at hans forslag om at begrænse kulfyrede kraftværker kan kompensere for rørledningen.

Milliardæren Tom Steyer, der er tidligere kapitalfonds-investor og miljøaktivist, advarede om, at sådanne begrænsninger – selv hvis de får følge af støtteforanstaltninger til fordel for energieffektivitet og vedvarende energi – er meningsløse, hvis rørledningen gennemføres.

Obama har hidtil forspildt chancen for at række ud mod en ny generation og appellere til mennesker i hele verden, der i stigende omfang fornemmer, at capitalism-as-usual eller sågar change-as-usual bringer vores fælles fremtid i fare.

ERIK RASMUSSENS EKSEMPEL

Hvis præsidenten havde været bedre orienteret, kunne han have fulgt eksemplet fra Mandag Morgens Erik Rasmussen og forsøgt at tale til – eller ligefrem på vegne af – borgerne i riget Sustainia, som Erik Rasmussen er grundlægger af.

Ved at udvælge og fejre 100 bæredygtige løsninger, der er udviklet på tværs af 10 sektorer og anvendes i 128 lande, tilvejebringer årets udgave af Sustainia100 den nok mest interessante evaluering af vores fremskridt på den tredobbelte bundlinje, som jeg beskrev for 20 år siden under overskriften “People, Planet & Profit”.

For at kvalificere sig til Sustainia100 skal løsninger være nemt tilgængelige, skabe positive forandringer, forbedre livskvaliteten samt være økonomisk levedygtige og skalerbare.

Ifølge EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, er Sustainias største fortjeneste demonstrationen af, at bæredygtige løsninger faktisk fungerer. “At de er profitable. Smukke. Ønskelige.”

En af de mest slående tendenser er, som Erik Rasmussen fortalte mig efter lanceringen, at de nye økonomier ser ud til at være verdens grønne innovationsklynger. Omkring halvdelen af initiativerne hører hjemme i Afrika, Asien og Sydamerika. Disse regioners svar på deres fundamentale behov i dag kan blive deres store økonomiske chance i morgen.

Bæredygtigt b-hold

Samme ånd ligger til grund for The B Team, en ny satsning fra Virgins sir Richard Branson og tidligere topchef for PUMA Jochen Zeitz. Det er et nonprofit-initiativ, der samler en gruppe af globale erhvervsledere om at skabe en fremtid, hvor “erhvervslivets mission er at blive en drivende kraft for sociale, miljømæssige og økonomiske gevinster”.

Bemærkelsesværdigt nok tæller den stiftende gruppe en betydelig andel af ledere fra BRIKS-landene, herunder Ratan Tata fra Indiens Tata Group, Guilherme Leal fra Brasiliens Natura, den afrikanske mobil-iværksætter og filantrop Mo Ibrahim samt grundlæggeren af den opsigtsvækkende bæredygtige byggevirksomhed Broad Sustain-able Building, kineseren Zhang Yue, der sluttede sig til kort inden lanceringen.

Æresmedlemmer er den tidligere irske præsident Mary Robinson og den tidligere norske statsminister, dr. Gro Harlem Brundtland. Det kan næppe komme som en overraskelse, at statsoverhoveder først tilslutter sig sådanne initiativer, når de har forladt deres embede. Men i virkeligheden giver de også fungerende politiske ledere en gylden mulighed for at omfavne fremtiden – og med den de mennesker, der gør deres yderste for at trække den i en mere bæredygtig retning.

Obama syntes at have genvundet lidt af sin magi med sin meget løfterige  klimatale 25. juni. Men hvor længe mon der går, før Kinas præsident, Xi Jinping, spørger:  ”Hvad hedder ’Ich bin ein Sustainian’ på mandarin?”