”Der er en stemning af endelighed over verden i dag.”

Sådan indleder den britiske forfatter og professor i politologi på London School of Economics Jonathan White sin nye bog ’In the Long Run’. Den stemning, han refererer til, udspringer fra flere samtidige udviklinger.

Vi er i et yderst kritisk øjeblik lige nu, hvad angår både klimaet, kunstig intelligens og den generelle økonomi, hvor det føles, som om der ikke er tid til at begå nogen fejl

Jonathan White
Forfatter til bogen 'In the long run'

Og mens udfordringerne tårner sig op, så vakler troen på demokratiet som en styreform, der skaber grobund for fremtidens løsninger. For lige nu overskygges langtidstænkningen i demokratiet af store eksistentielle kriser, hvor fejl ikke er en mulighed.

”Vi er i et yderst kritisk øjeblik lige nu, hvad angår både klimaet, kunstig intelligens og den generelle økonomi, hvor det føles, som om der ikke er tid til at begå nogen fejl, og det er der, jeg sporer den her stemning af, at verden er nået til vejs ende,” siger han.

”Og det påvirker demokratiet på en måde, hvor politikere i højere grad har den nære fremtid for øje end nogle langsigtede idéer, som kan transformere samfundet og samle en større del af befolkningen omkring sig.”

Ifølge Jonathan White betyder det, at det repræsentative demokrati, som vi kender det, er udfordret. For når krisen banker på, er det ikke nødvendigvis den brede befolkning, der bliver lyttet til.

”Når store kriser opstår, så kan vi se, at politiske beslutninger i højere grad koncentreres på få hænder, hvilket marginaliserer demokratiet og i mange tilfælde fører til et fokus på at bevare status quo i stedet for at finde løsninger, der peger ud i fremtiden,” siger han og tilføjer, at politikere skal genfinde en følelse af en fælles fremtid, selvom tidens kriser i øjeblikket tager det meste af offentlighedens opmærksomhed. 

Klimamål vs. klimapolitik

Et af de forhold, der for alvor fremkalder angst for fremtiden, er udsigten til en varmere verden og de oversvømmelser, orkaner og tab af værdifuld natur, som en verden med to eller tre graders temperaturstigninger fører med sig. Men på trods af den angst er det politiske svar ifølge Jonathan White først og fremmest drevet af tal, regneark og målsætninger i stedet for idéer og visioner. 

Jeg tror, at politik også skal handle om de usandsynlige, men ønskværdige ting, men det finder du sjældent i politik i dag

Jonathan White
Forfatter til bogen 'in the long run'

”Den måde, hvorpå klimakrisen behandles politisk, er et godt eksempel på, at fremtiden bliver et teknokratisk problem, som primært fokuserer på, hvad der er overskueligt. Det er derfor, vi ser en masse politik, der handler om at nå et kvantificeret mål, som for eksempel de 2030-mål, som de fleste lande har, men som ikke rigtig handler om, hvordan samfundet skal se ud.”

Hvorfor er det et problem, at politikere sætter en målsætning om klimaet og bagefter leverer på det?

”Det første problem er, at det reducerer politikere til at være professionelle managere, hvor politiske ideologier forsvinder. Det andet problem er, at målsætninger ofte usynliggør andre politiske områder og glemmer, at vores verden, netop på grund af kriser, er meget volatil. Det gør, at virkeligheden hurtigt kan ændres, og så kan målene blive svære at efterleve og ende med at blive mindre ambitiøse.”

Men hvis ikke det er mål, der skal drive politik. Hvad skal så?

”Principper. Principper, der ikke er så specifikke, men som kan tilpasse sig situationen løbende.”

Men de forskellige målsætninger skal jo stadig nås?

”Ja, og de giver også politikere en mulighed for at vise, at der bliver handlet på krisen, hvilket kan være ønskværdigt, men problemet er, at målsætningen reducerer udfordringerne og ikke løser de mere fundamentale aspekter af krisen.”

Den vaklende fremtidstro rammer også demokratiet

I artiklen ’Skygger over danskernes fremtidsoptimisme’ kunne Mandag Morgen for et par uger siden fortælle, at kun hver tiende dansker tror på, at samfundet vil være bedre om ti år. På baggrund af en repræsentativ undersøgelse fra konsulentbureauret Operate fortæller indsigtsdirektør Camilla Guldberg i artiklen, at ”tilliden til autoriteter i samfundet daler, tilliden til vores ledere og deres evner for at skabe samfundsforandringer ændrer sig”.

Det er ifølge Jonathan White et udtryk for, at krisebevidstheden også har ramt demokratiet. Politikere i dag har udfordringer med at inspirere befolkningen. Det skyldes, at forudsigeligheden har indtaget den politiske samtale, hvor man ikke tør tænke længere end fem-ti år ud i fremtiden. 

Der er jo en stor appetit på at tænke politik i samfundet, men den måde, hvorpå partierne er blevet ændret oppefra, hvor de oftere responderer med andre interessenter i samfundet end deres partimedlemmer, har gjort, at dem i partiet med de store idéer er blevet marginaliseret

Jonathan White
Forfatter til bogen 'in the long run'

”Jeg tror, at politik også skal handle om de usandsynlige, men ønskværdige ting, men det finder du sjældent i politik i dag. Demokratiet hviler på en idé om konstant fortsættelse, hvor man kan tabe et valg for at vinde det næste, men det udfordres af, at politik bliver alt for fokuseret på den nære fremtid, hvilket ikke kun er et problem for fremtidens generationer, men også udfordrer nuværende generationers inddragelse i demokratiet.”

Hvordan det?

”Fordi et fungerende demokrati har brug for nogle visioner om en fælles fremtid, og kigger man tilbage på det 20. århundredes massepartier, var det jo netop en politik, som pegede generationer frem i tiden.”

Men giver det ikke god mening, at man først og fremmest koncentrerer sig om de kriser, der kommer først?

”Jo, men hvis der ikke samtidig er en tro på, at fremtiden bliver bedre, og du ikke tror, at politikere er i en position til at gøre noget ved de underliggende problemer, så forstørres den her følelse af, at verden nærmer sig enden, og det får en selvopfyldende effekt. For hvorfor skulle du engagere dig demokratisk og blive partimedlem, hvis du ikke engang tror, at partier kan levere løsningerne?”

Topstyret krisepolitik

De seneste mange år har forskellige protester fyldt gaderne i det meste af verden. Fra klimaprotesterne i 2019 til Black Lives Matter over MeToo-bevægelsen og de store protester mod nedlukningen af samfundet i forbindelse med pandemien. Så det er ikke, fordi politik er forsvundet fra overfladen, i takt med at kriserne har udfoldet sig. Tværtimod. Men ingen af de protester har for alvor, ifølge Jonathan White, manifesteret sig i massepartier, hvilket både siger noget om protesternes syn på det repræsentative demokrati og massepartiernes manglende evne til at indoptage politiske idéer, der peger længere ud i fremtiden.

”De store partier blev jo skabt af store sociale bevægelser, og det handlede om at gøre enkelte politiske sager til længerevarende politiske projekter, som kunne skabe forandringer langt ude i fremtiden. Men de nuværende bevægelser virker ikke til at tro på, at partiet er et sted, hvor de politiske krav kan realiseres.”

Den udvikling handler, ifølge Jonathan White, om, at partier selv har marginaliseret idéer, der kommer fra rødderne i partiet, og i stedet koncentreret magten i toppen. Her drives politikudviklingen i højere grad af tænketanke end af medlemmer internt i partiet. Og i den proces har man mistet nogle af de drømmere, der turde tænke langsigtet. De er i stedet skiftet ud med kortsigtede problemløsere.

”Der er jo en stor appetit på at tænke politik i samfundet, men den måde, hvorpå partierne er blevet ændret oppefra, hvor de oftere responderer med andre interessenter i samfundet end deres partimedlemmer, har gjort, at dem i partiet med de store idéer er blevet marginaliseret. Og det ser vi i både grønne, røde og konservative partier.”

Ser man på Kina, så virker det, som om de har nogle visioner, der rækker langt ud i fremtiden, men de er jo ikke ligefrem kendt for at lytte til befolkningen.

”Det argument hviler på, at befolkningen er utålmodig og kortsigtet i modsætning til teknokrater og autoritære styreformer, men det virker ikke til at være tilfældet. Tværtimod kan man argumentere for det modsatte, for eksempel ved at se på det europæiske plan, hvor teknokratiske institutioner, som Den Europæiske Centralbank, har en kortsigtet krisehåndtering.”

En regering til krisetider

Selvom Jonathan White primært fokuserer på international politik i sin analyse, så trænger et spørgsmål sig på i snakken om demokratiet i krisetider. For i regeringsgrundlaget til den nuværende SVM-regering står der på allerførste side, at ”kriserne griber ind i hinanden. Og forstærker hinanden. Vi kan hurtigt miste grebet om dem og om økonomien, hvis vi træffer de forkerte beslutninger”.

Men en sådan krisetænkning kræver, at man er enige om, hvilke kriser der er mest påtrængende, mener Jonathan White. Ellers kan de gå hen og blive kontraproduktive.

”En kriseregering kan jo være en god ting, hvis man i befolkningen er enige om, hvad den overskyggende krise er. Men kriserne er forskellige. Venstrefløjen vil have gjort noget ved klimaet, højrefløjen noget ved migration og midten ved udfordringerne for den liberale verdensorden, så den her model med krisepolitik bliver aldrig tilfredsstillende, og ofte bliver det mest brugt som en måde at koncentrere mere magt på.”

Men kan man ikke argumentere for, at en regering som den, vi har fået i Danmark, er et udtryk for, at de tager ansvar og løser kriserne?

”Det er det argument, man ofte hører, og det handler i udgangspunktet om, at de er professionelle politikere, som ved bedre og kan tage de rigtige beslutninger i krisetider. Men det argument ville nok have haft mere troværdighed, hvis man havde en fornemmelse af, at de faktisk håndterede kriserne. Det er svært at påstå, at klimakrisen håndteres ansvarligt.”

Løsningen er mere demokrati

Selvom demokratiet startede som en fremtidsorienteret styreform, mener Jonathan White, at den nuværende måde at tænke demokratiet på i højere grad lukker fremtiden, end den åbner den. Fremtiden er ikke længere demokratiets ven, som han formulerer det i slutningen af bogen.

Men selvom det er fristende at se demokratiet som problemet i sig selv, som nogle klimaaktivister gør, når tingene går for langsomt, skal de politiske partier hellere begynde at omfavne en bredere definition af demokratiet. Det store spørgsmål er derfor ikke, hvorvidt der skal være demokrati, når kriserne føles uoverskuelige, og fremtiden lukkes, men hvilken form demokratiet skal antage.

”I en verden, der har overskredet flere tipping points og eksponentielle forandringer, fra klimaforandringer til kunstig intelligens, skal kapaciteten til fælles at tænke længere ud i fremtiden styrkes. Det er en rolle, demokratiet tidligere har udfyldt og kan tage på sig igen, hvis man begynder at åbne diskussioner op om, hvilket samfund man gerne vil have, og hvordan det bedst organiseres.”