Kvinderne har brudt 150 års mandlig dominans i fagbevægelsen

Der var engang, hvor fagbevægelsen var styret af mænd.

Det var dengang, det klassiske medlem af fagbevægelsen var en mand i blå overalls, og topbosserne var mænd, der sad i røgfyldte lokaler og forhandlede overenskomster med de mandlige arbejdsgivere.

Den tid er forbi.

Efter 150 års mandlig dominans er den kønsmæssige magtbalance i fagbevægelsen tippet i kvindernes favør. Langt de fleste medlemmer af en fagforening i Danmark har i dag ikke længere en mandlig formand. Nu har de fleste medlemmer en kvindelig formand.

Det viser en stor kortlægning, som Mandag Morgen har foretaget. Det historiske skifte i magtbalancen er sket nærmest i al stilhed i løbet af det seneste halve år.

Med valget af to nye kvindelige forbundsformænd – HK Danmarks første kvindelige formand i over 120 år, Anja C. Jensen, og senest Laura Klitgaard for Ingeniørforeningen IDA med tilsammen over en kvart million medlemmer – er flertallet skiftet fra mænd til kvinder i den traditionelle fagbevægelse.

Der er ganske vist stadig et lille flertal af mandlige forbundsformænd. Men kvinderne står oftere i spidsen for nogle af de større forbund med flest medlemmer. Dermed tipper balancen over i kvindernes favør, så de fleste af Danmarks knap halvanden million erhvervsaktive medlemmer af den traditionelle fagbevægelse nu har en kvindelig formand.

En af landets førende arbejdsmarkedsforskere, Søren Kaj Andersen, leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet, kalder skiftet for ”bemærkelsesværdigt”.

”Fagbevægelsen bliver ofte beskyldt for ikke at følge med tiden, at have svært ved at få fat i de unge og at hænge fast i en romantik, der udspringer fra 1970’erne. Men vi må altså bare konstatere, at når det handler om kønslig lighed i ledelsen, så rykker fagbevægelsen. Her rykker kvinderne ind på topposterne og afspejler dermed, hvem medlemsmassen er, mens det står meget stille i virksomhedernes ledelse og deres bestyrelser med at få kvinderne ind på topposterne,” siger Søren Kaj Andersen. 

En mere feminiseret fagbevægelse

Mandag Morgens kortlægning viser, at antallet af formandsposter på tværs af de tre store hovedorganisationer – Fagbevægelsens Hovedorganisation, Akademikerne og Lederne – nærmest er delt fifty-fifty mellem de to køn.

49 lønmodtagerorganisationer har en mandlig formand. 44 lønmodtagerorganisationer har en kvindelig formand. 

”Jeg er stolt af den udvikling,” siger HK Danmarks formand, Anja C. Jensen, og tilføjer:

For mine medlemmer, hvoraf tre ud af fire er kvinder, har det helt sikkert en stor betydning, især for kvinderne, at der nu, efter mere end 120 år, for første gang er en kvindelig formand.

Anja C. Jensen, formand for HK Danmark

”Vi har jo en kæmpe opgave i at gå forrest for de ændringer, vi ønsker i samfundet. For mine medlemmer, hvoraf tre ud af fire er kvinder, har det helt sikkert en stor betydning, især for kvinderne, at der nu, efter mere end 120 år, for første gang er en kvindelig formand.” 

Nu er der selvfølgelig stor forskel på, om man som Anja C. Jensen står i spidsen for Danmarks næststørste forbund med godt 170.000 erhvervsaktive medlemmer i ryggen, eller om man som for eksempel Anders Tange er formand for den lille Danske Bandagister med blot 45 medlemmer.

Dykker vi ned i de enkelte forbund, tegner der sig derfor et noget mere anderledes billede. For kvinder står oftere i spidsen for nogle af de større forbund.

Det betyder, at næsten 800.000 erhvervsaktive fagforeningsmedlemmer i dag har en kvindelig formand. Kun knap 700.000 medlemmer har en mandlig formand. Og så kan man endda diskutere, om de 112.000 medlemmer af Ledernes Hovedorganisation skal tælles med i mandeblokken.

For siden Bodil Nordestgaard Ismiris overtog jobbet som administrerende direktør for to år siden, er det nu mere hende, der står i spidsen for Lederne, end forperson Svend Askær. Det kan også ses i mediebilledet. En søgning via Infomedia på Bodil Nordestgaard Ismiris giver 250 hits det seneste år, mens antallet af hits på Svend Askær kan tælles på én hånd.

De kvindelige formænd er kun nået til tops, fordi de er gode ledere, og ikke bare fordi de er kvinder.

Søren Kaj Andersen, centerleder, FAOS

”Vi har en mere feminiseret fagbevægelse end tidligere. Kvinder fylder mere på en helt anden måde. Også på medlemssiden,” siger Søren Kaj Andersen og tilføjer:

”Fagbevægelsen er kendetegnet ved sit medlemsdemokrati. Man bliver ikke formand, medmindre man har bred opbakning fra sit bagland. De kvindelige formænd er kun nået til tops, fordi de er gode ledere, og ikke bare fordi de er kvinder. Dette medlemsdemokrati har været med til at sikre den kønslighed, som private virksomheder og deres bestyrelser ikke har været i stand til at levere på samme måde.” 

Ni ud af ti akademikere har en kvindelig formand

Kvindernes indtog i magtens top er specielt bemærkelsesværdig i den akademiske fagbevægelse.

To ud af tre af Akademikernes 28 medlemsorganisationer har en kvinde i spidsen. Samtidig sidder kvinderne på tronen i alle de største forbund, mens de mandlige formænd står i spidsen for primært de mindre akademiske forbund i hovedorganisationen.

Det betyder, at 280.000 ud af de godt 300.000 erhvervsaktive medlemmer i Akademikerne i dag har en kvindelig formand – svarende til mere end ni ud af ti medlemmer. Kun 23.000 medlemmer i Akademikerne har en mandlig forbundsformand.

Jeg vil stærkt opfordre industrien og andre virksomheder og deres bestyrelser til at blive mere opmærksomme på de mange kompetente kvinder, der er på alle vores områder i dag, i stedet for bare at blive ved med at vælge Rip, Rap og Rup.

Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne

Formanden for Akademikerne, Lisbeth Lintz, betragter det som en naturlig udvikling.

”Der bliver flere og flere kvindelige akademikere. Derfor er det heller ikke så underligt, at der også bliver flere kvindelige formænd. Det er også glædeligt, at fagbevægelsen er et skridt foran på dette område. Jeg vil stærkt opfordre industrien og andre virksomheder og deres bestyrelser til at blive mere opmærksomme på de mange kompetente kvinder, der er på alle vores områder i dag, i stedet for bare at blive ved med at vælge Rip, Rap og Rup,” siger Lisbeth Lintz.

Hun overtog fra årsskiftet formandsposten fra Lars Qvistgaard, som trådte tilbage efter de maksimale seks år på posten. Hun har to andre kvinder ved siden af sig i bestyrelsen som næstformænd. Det er Camilla Gregersen og Rikke Løvig Simonsen, der er formænd for henholdsvis DM og Pharmadanmark.

Lisbeth Lintz, hvordan kan medlemmerne mærke, at der sidder en kvindelig forbundsformand og ikke en mandlig?

”Jeg tror ikke, at det enkelte medlem umiddelbart kan mærke, om det er en mand eller en kvinde, der er valgt som formand i en given organisation. Det er meget afhængigt af, hvilken person der er valgt som formand. Vi har alle forskellige kompetencer, værdier og visioner for fremtiden.”

Vi har en diskussion om fagbevægelsens manglende evne til at organisere lønmodtagerne. Er kvindelige formænd bedre til at styrke organiseringen og dermed også sikre fundamentet under den danske model end mandlige formænd?

”Jeg mener ikke, at kvinder som udgangspunkt er bedre til noget, end mænd er, og omvendt. Jeg tror på, at vi som både individer og især som fællesskab kan flytte tingene, hvis vi vil. Køn bør ikke være afgørende for, om vi vælger den ene person eller den anden,” siger Lisbeth Lintz. 

Næsten fifty-fifty

Det er ikke mange år siden, at antallet af kvindelige forbundsformænd i LO kunne tælles på én hånd. Sådan er det ikke mere.

Med den historiske sammenlægning af LO og FTF for fire år siden haler kvinderne hastigt ind på mændene, når det handler om formandsposter i Fagbevægelsens Hovedorganisation, der er landets største og mest dominerende hovedorganisation. Der er dog stadig et lille stykke vej, før de har et flertal.

Ud af de 63 medlemsorganisationer i FH har de 25 en kvindelig formand, og de resterende 38 har en mandlig formand.

Men også her er der en tendens til, at kvinder ofte sidder i flere af de større forbund. Derfor bliver forskellen stort set udlignet, så det nu næsten er fifty-fifty, hvor mange af FH’s godt én million erhvervsaktive medlemmer der har henholdsvis en kvindelig og en mandlig formand.

Jeg har taget nogle kampe for at nå hertil. Men jeg har også altid sagt, at ingen skal føle medlidenhed med mig, og jeg har altid haft et bagland.

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation

Kvindernes stigende lyst til at nå fagbevægelsens top glæder formanden for FH, Lizette Risgaard.

”Fagbevægelsen består jo af demokratiske foreninger, og medlemmerne vælger den person til topposten, de mener, er den rigtige – uanset køn. Der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig over, at der er flere kvinder, som både er inspireret til og nu stiller op for at søge indflydelse også på topposterne. I fagbevægelsen har vi arbejdet for ligestilling gennem mange år. Det gælder naturligvis også i egne rækker. Vores livserfaringer og vores perspektiver kan være forskellige, og derfor er der god brug for, at vi repræsenterer både mænd og kvinder. Men i sidste ende er det jo medlemmerne, de delegerede, der bestemmer,” siger Lizette Risgaard.

Når FH holder bestyrelsesmøder er Lizette Risgaard flankeret af fem næstformænd. Heraf er de tre kvinder. Det er Bente Sorgenfrey, Majbrit Berlau og Nanna Højlund.

Kvinder udgør også den største andel af medlemmerne i FH. Ud af 100 medlemmer er de 56 kvinder. 

Ikke et job for de tyndhudede

Det er ikke nogen hemmelighed, at Lizette Risgaards egen vej til toppen af dansk fagbevægelse har været brolagt med voldsomme magtkampe, talrige benspænd og voksenmobning.

Mange mandlige topledere i fagbevægelsen har forsøgt at køre hende permanent ud på et sidespor. Hun blev frataget sit hovedområde, blev flyttet fysisk væk fra ledelsessekretariatet i LO og fik fyret sin nærmeste medarbejder.  

Som den tidligere 3F-formand Poul Erik Skov Christensen udtalte til Politiken under formandskampen i LO i 2015: ”Hendes erfaring var ikke på omgangshøjde med vores andres. Og det er jo alvorlige ting, vi diskuterer.”

Men det lykkedes aldrig hendes kritikere at få skovlen under hende. Og da hun med et stort flertal endte med at blive danmarkshistoriens første kvindelige LO-formand, fyrede hun få dage efter hele LO’s administrative topledelse og genansatte sin nære medarbejder, Michael Jacobsen, der i dag er sekretariatschef i FH.

Lizette Risgaard, er det sværere for kvinder end mænd at nå til tops i fagbevægelsen i dag?

”Jeg har taget nogle kampe for at nå hertil. Men jeg har også altid sagt, at ingen skal føle medlidenhed med mig, og jeg har altid haft et bagland. Det er vigtigt. Om det er sværere for kvinder at nå til tops i dag, vil være forskelligt fra organisation til organisation. Det afhænger også af, hvilken situation man er i. Om du for eksempel skal overtage fra en, som går på pension, eller om du skal i kampvalg med nogen. Og så – naturligvis – hvad står du for, hvad vil du, og er du parat til at investere dét i det, som skal til?” siger hun.

Men hvor stor betydning har det i dag, om det er en kvinde eller en mand, som er formand?

Det er en styrke, at vi får både mænd og kvinders erfaringer i spil i det faglige arbejde. Det giver også større mangfoldighed på bundlinjen, og det er til gavn for alle.

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation

”Det spørgsmål, tror jeg, man må stille medlemmerne. Det er jo dem, der afgør, om det skal være en mand eller en kvinde, der står i spidsen. I det valg kan kønnenes forskellige erfaringer spille ind. Derfor er det en styrke, at vi får både mænd og kvinders erfaringer i spil i det faglige arbejde. Det giver også større mangfoldighed på bundlinjen, og det er til gavn for alle,” siger Lizette Risgaard.

Hvad er din væsentligste styrke som kvindelig formand fremfor en mandlig formand?

”Jeg mener, det er meget vanskeligt at pege på noget, der skulle gøre, at kvinder har særlige styrker fremfor mænd. Og omvendt. Det er jo individuelt. Vi skal bedømmes på vores kvalifikationer og det arbejde, vi udfører. Og uanset om du er kvinde eller mand, så skal du jo forstå at repræsentere og arbejde for alle medlemmer og – i min situation – organisationer. Det håber jeg, at de fortsat mener, jeg gør godt,” siger Lizette Risgaard. 

Hjulpet frem af sin formand

Gennem årene har vi hørt talrige historier om mandlige benspænd, der forhindrer kvinder i at nå til tops. Men der findes også eksempler på, at kvinder er blevet løftet frem til topposten af mænd i deres organisation, som andre måske kan lade sig inspirere af.

Lederne og deres administrerende direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris, er et godt eksempel.

Hun blev ansat i hovedorganisationen tilbage i 2004 som HR-konsulent. Men den daværende administrerende direktør og forperson Svend Askær så et stort lederpotentiale i hende og gav hende løbende mere og mere ansvar. Først i stabsfunktionen som chef for HR, senere i direktionen med ansvar for kerneforretningen og så i 2020 som ny CEO.

Hun tøver da heller ikke mange sekunder, da Mandag Morgen beder hende udpege en mand i fagbevægelsen, som har hjulpet hende frem til topposten.

”Svend Askær,” svarer hun uden betænkningstid.

Hvorfor?

”Fordi jeg har været den person, som han har udset sig til at skulle følge efter ham. Det generationsskifte har han forberedt mig på i en årrække, før det reelt skete. Han har åbnet døre for mig og vidste, hvornår det timingsmæssigt var rigtigt at involvere bestyrelsen. Det er også noget, dansk erhvervsliv kan lære noget af,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Hvis der er nogle steder, man skal tage magtkampe for at nå til tops, så er det i fagbevægelsen. Det er superhårdt.

Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne

Hvordan det? Det bliver du nødt til at uddybe.

”Mange kvinder uddanner sig, så de lander i stabsfunktioner som markedsføring, kommunikation og HR. Det er ofte et benspænd, da der ikke er så mange herfra, der ryger til tops. Det er langt lettere, hvis du har et bundlinjeansvar og arbejder i kerneforretningen. Men nogle gange skal man altså tænke lidt mere kreativt og også kigge i sin stabsfunktion for at se, om der sidder nogle dygtige og ekstraordinære ledelsestalenter derude. Det er også en måde at styrke sin pipeline på,” siger hun.

Hun mener også, at det store antal kvindelige forbundsformænd banker en tyk pæl gennem påstanden om, at kvinder ikke vil magten.

”Den kan man lige præcis her godt gemme langt væk. For hvis der er nogle steder, man skal tage magtkampe for at nå til tops, så er det i fagbevægelsen. Det er superhårdt. Man kommer ikke sovende til det. Man skal stille sig op på en ølkasse og vælges igen og igen. Man har ofte direkte modkandidater. Og man skal tage magtkampe og kunne tænke strategisk for at nå til tops,” siger Ledernes topchef, Bodil Nordestgaard Ismiris. 

De gule skiller sig ud

Også blandt forbundene i den traditionelle fagbevægelse uden for hovedorganisationerne er der både mandlige og kvindelige formænd. Men flest mandlige.

Dansk Journalistforbund med Tine Johansen og Foreningen af Danske Sceneinstruktører med Lene Skytt er to eksempler på forbund med en kvinde i spidsen.

Vender vi derimod blikket mod de ideologiske alternative fagforeninger – også kaldet de gule fagforeninger – tegner der sig et noget anderledes billede.

Her er det stadig mændene, der regerer.

En stor del af dem har oplevet stor medlemsfremgang de senere år. Og kendetegnende for disse gule fagforeninger som Det Faglige Hus, Frie Funktionærer, ASE og Krifa – Kristelig Fagforening er, at de typisk både har en mandlig direktør og en mandlig formand. Som arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen udtrykker det:

”Man kan konstatere, at de ikke på samme måde som den traditionelle fagbevægelse har rykket sig fra de klassiske roller rent kønsmæssigt. Men man må så også bare sige, at det ikke har afholdt en masse lønmodtagere fra at melde sig ind under de gule faner.”