Lars Løkke har fået et nyt ’vi’

Med hjælp fra mediemanden og traktordemoarrangøren Jeppe Søe er Lars Løkke Rasmussen i gang med en dristig rebranding, der enten kan sende ham endnu længere ud på et sidespor i dansk politik eller igen gøre ham til et navn på hovedscenen.

Lars Løkke Rasmussen har befundet sig i toppen af etableret politik, siden han var teenager. Men nu er den tidligere dobbelte statsminister i gang med at lægge afstand til Christiansborg og definere sig selv som en del af et nyt ’vi’. Et fællesskab, der finder sin stærkeste drivkraft i modstand mod magten. 

Det kan lyde umuligt. Men hvis milliardæren Trump kan være den lille mands stemme i USA, hvis Pernille Vermund fra Nordsjælland kan være traktordemonstranternes heltinde, så kan Lars Løkke Rasmussen vel også kæmpe mod Christiansborgs magtfuldkommenhed?

Han gør i hvert fald et behjertet forsøg.

Fra sin hjemmearbejdsplads som folketingspolitiker har han forfattet det, han kalder ‘vi-vil-stoles-på-manifestet’ for med Løkkes egne ord at ’sende et signal til Christiansborg’.

MANIFESTET udkom, dagen før Frihedsbevægelsens Fællesråd havde indkaldt til stor fælles demonstration og ’genåbningsfest’ i København, og man kan næsten høre slagordene fra ’frihedskæmperne’ og Men in Black runge i den tidligere toppolitikers protestbrev.

Der står ’vi’ 22 gange i Løkkes coronamanifest. Her kommer 7 af dem:

“Vi vil leve livet”
“Vi vil have den personlige frihed tilbage.”
“Vi vil tales med – ikke tales ned til.”
“Vi vil kunne se logikken i de regler, vi underkastes.”
“Vi er voksne nok til både at mene, at én død er ét dødsfald for meget, men at døden samtidig er livets grundvilkår.”
“Vi vil have en evidensbaseret genåbningsstrategi, der har fokus på det hele menneske og det virkelige liv – som de udfoldes i alle sine facetter indtil det uvægerligt slukkes til sidst.
“...vi er flere og flere, der snart har nået grænsen for egenrådighed og trættes ved, at vores livsvilkår beror på lejlighedsvise udmeldinger på koreograferede pressemøder i Spejlsalen.”

DER ER INGEN TVIVL OM, at mange danskere føler sig som en del af dette vi. Også langt flere end dem, der de seneste måneder har protesteret med bannere, grydelåg og sort tøj. 

Fire ud af ti vælgere mener, at der er for mange restriktioner. Og Socialdemokraterne gør deres til at bekræfte fortællingen om staten vs. frihed, senest med det magtdemonstrative forslag om ufrivillig test af hele bydele.

Efterhånden som epidemiens indirekte konsekvenser bliver tydeligere, breder tvivlen sig: Blev nedlukningen for dyr - økonomisk, socialt og psykisk? Og hvordan ser det sundhedsmæssige regnestykke ud, når vis ser effekterne af tomme lægekonsultationer og manglende motion og leg? Og hvad med retssikkerheden? Kom målet om at nedbringe smitten til at hellige for mange midler?

Også erhvervslivet stiller med Lars Sandahl i spidsen dagligt spørgsmål ved restriktionernes nødvendighed. DI presser på med konstruktive løsninger, der kan være et alternativ til det limbo, virksomhederne lever i lige nu, hvor forretningsvilkår og rammebetingelser ændrer sig på næsten ugentlig basis.

Spørgsmålet er, om nogen af de to grupper – de konstruktive kritikere i erhvervslivet og de systemkritiske demonstranter – ser den tidligere statsminister som løsningen.

Folketinget er fuld af rigtige partier, der dyster om at tale erhvervslivets og de frihedselskendes sag. Og vi har stadig til gode at se protestbevægelserne hylde Løkke som deres mand på borgen.

DEN FOLKELIGE MANIFESTATION som skulle finde sted dagen efter Løkkes ’vi’-manifest udkom, blev aldrig til noget. Demonstrationen, der var godkendt til op til 200.000 deltagere, blev med få timers varsel aflyst på grund af dårligt vejr, og kun en lille flok mødte op på Thorvaldsens Plads i København.

Ingen kan vide, hvor mange, der ville være kommet, hvis solen havde skinnet. Eller om de, der var kommet, ville have følt sig kuppet - eller set og forstået  - af Lars Løkkes ’vi’.

I BEDSTE FALD kan Løkke skabe sig et syvende liv i dansk politik og imod alle odds blive den stemme, der samler det frihedselskende, antielitære Danmark i den pandemiske tidsalder. 

I VÆRSTE FALD er Løkke i gang med et dobbelt selvmål, hvor han støder frihedselskende liberale demokrater fra sig i en jagt på opbakning blandt stemmer, der ser etablerede politikere som Mette Frederiksen – og Lars Løkke selv – som inkarnationen af et forkert system.