For mange vælgere – og formentlig størstedelen af dansk erhvervsliv – vil det være en lise, hvis det kommende folketingsvalg ender med dannelsen af en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet og Venstre – og med Det Konservative Folkeparti og/eller Radikale Venstre som fredsbevarende styrke.

Den historiske erfaring med en SV-regering – arbejder-bonde-regeringen i 1978-79 – er ellers skræmmende, hvad de politiske resultater angår. Samarbejdet var præget af mistillid med ”kontrolministre” og direkte undergravende virksomhed fra ministre, der ikke syntes om konstruktionen. Derfor er der brug for et par partier mere, så der bliver tale om en egentlig samlingsregering med parlamentarisk flertal.

Hvis alternativet til en SVKR-regering er en socialdemokratisk eller Venstre-ledet regering, som er afhængig af en stribe mindre regeringspartnere og støttepartier – og måske endda Klaus Riskær Pedersen, Rasmus Paludan eller de nordatlantiske mandater – så taler rigtig meget for en utraditionel model.

Statsministerposten splitter

Men slagsmålet om, hvem der skal være statsminister, forhindrer dannelsen af en regering hen over midten, vil mange sige. Og ja, det er desværre nok den mest sandsynlige udgang på regeringsforhandlinger mellem S og V, medmindre man følger det gode råd fra tidligere Venstre-minister Søren Pind på Twitter om at lade det afgøre af vælgernes tale – med andre ord: Hvilket parti er størst, Socialdemokratiet eller Venstre?

Alternativt kan man jo også lade fornuften råde, som tilfældet var i 1982, da Venstre ud fra en helhedsvurdering lod den konservative Poul Schlüter blive statsminister. Nok var K større end V, men V havde – følte de i hvert fald – opbakning fra Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti og dermed flere mandater bag Venstres Henning Christophersen.

Det parlamentariske grundlag bestod imidlertid også af Fremskridtspartiet og Det Radikale Venstre, og her var stemningen klart for Schlüter – efter sigende med meget forskellige bevæggrunde: Den radikale Niels Helveg Petersen havde meget store forventninger til Schlüter som statsminister, medens Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, forventede et politisk kaos til fordel for ham. Historien taler for sig selv!

For partierne bag en samlingsregering bør det afgørende imidlertid være, om det er til fordel for landet, og om det giver de pågældende partier tilstrækkelig indflydelse på politikudviklingen i forhold til, hvad de vil få, hvis de risikerer en regering afhængig af mindre forudsigelige partier og måske dertil nordatlantiske mandater.

De opgaver, som en kommende regering står over for – fra den globale klima-udfordring over Brexit-problemer til hjemlige prioriterings-spørgsmål – tilsiger bredt samarbejde og kompromiser. Og ikke mindst: Løsninger, som adresserer de konkrete problemer og ikke indrettes efter andre politiske behov.

Et stærkere ministerhold

Hvad der burde være mindre vigtigt, men som har stor betydning, er, at det med en samlingsregering burde være muligt at besætte alle ministerposter – fra statsminister til ældreminister – så stærkt, at det i sig selv giver både regeringen som sådan, men også det enkelte ministerium en større politisk gennemslagskraft.

Socialdemokratiets formand og statsministerkandidat afslørede for nylig ved Altinget og Mandag Morgens Arena Summit 2019, at hun, hvis hun bliver statsminister, har til hensigt at styrke Statsministeriet – på bekostning af Finansministeriet.

Hvordan dette kommer til at ske, står hen i det uvisse, men det vil helt sikkert afhænge af, om der bliver tale om en ren S-mindretalsregering eller en koalitionsregering, hvor andre partiledere kan komme på tale som finansminister.

Under alle omstændigheder er det svært at forestille sig, at den nuværende regering fortsætter uændret. Og det er også svært at forestille sig et decimeret Dansk Folkeparti i regering. Til gengæld vil der helt sikkert komme krav fra erhvervslivet om en regeringsdannelse, der kan sikre ro om den politiske og økonomiske udvikling fire år frem.

Hvis det ender med ”svenske tilstande”, er spørgsmålet så, om S eller V vil opgive kravet om Statsministeriet – eller om vi skal omstille os til en længere periode med politisk ustabilitet.

---

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.