Nyt lederskab med 
Elize Dimare
Johnny Sørensen

Lederens nøgle til bedre trivsel og præstationer: Godmorgen, tak og undskyld

De seneste syv år har vi rundet en stor del af vores foredrag og lederudviklingsforløb af med en måske simpel påmindelse: Hvis ikke du kan huske andet, så husk de tre ord; godmorgen, tak og undskyld – så går det sjældent helt galt.

De tre små ord; godmorgen, tak og undskyld. De er så vigtige, at vi har skrevet en bog om dem, som udkommer til efteråret – sammen med 22 andre ledelsesmæssige genveje.

Ledelse behøver nemlig ikke være så komplekst, og godmorgen, tak og undskyld giver automatisk medvind. Så lad dig ikke narre af, hvor simpelt det kan virke. Effekten af at bruge dem, og bruge dem helhjertet og hyppigt, er ganske stor. Her får du forskningens argumenter for hvorfor.

Godmorgen

Det burde være ligetil, men det er det ikke altid. For husker du selv at sige ‘godmorgen’? Når dagen skrider fra morgenstunden eller kommer skidt fra start, er det let at glemme.

Desværre, fordi godmorgen rummer en daglig mulighed for at starte positivt og samtidig udvise respekt og omsorg for dine kollegaer og løfte deres humør, mens du selv føler dig overskudsagtig og professionel. 

Ledelse behøver nemlig ikke være så komplekst, og godmorgen, tak og undskyld giver automatisk medvind. Så lad dig ikke narre af, hvor simpelt det kan virke.

Positive eller negative ord og oplevelser skaber stærke, men meget forskellige, reaktioner. Kort sagt viser studier af hjernen og studier af social adfærd, at de positive ord udvider din opfattelse af andre og din egen rummelighed, mens de negative ord vil indsnævre og begrænse. Samtidig øger positive distraktioner aktiviteten i den del af hjernen, der er tættest koblet på vores følelser. Så når dagen starter med et smil og et godmorgen, er det både smittende for modtager og afsender.

Tænk over det, næste gang du synes, du har for travlt til at ønske alle, inklusive dig selv, en god morgen.

Tak

Det er altid et af de første ord, man lærer på et nyt sprog, og det er en vigtig hjælp til at begå sig i en ny organisation, i et nyt land eller i en ny relation. ‘Tak’ er dybt forankret i de fleste private sammenhænge, men desværre ikke altid lige så naturligt at bruge på arbejde.

Vi møder endda ledere, som siger noget i stil med: ”Skal man nu til at sige tak for, at folk gør deres arbejde?” Ja, det skal man – og det er der flere gode grunde til. Tre af dem er:

  1. Det er godt for samarbejdet. Taknemmelighed øger ’pro-social behavior’, viser forskning, altså evnen til at række ud, bære over med, tilgive og se den positive intention. Når vi modtager taknemmelighed, føler vi os værdsatte, og det motiverer os til at være mere generøse, hjælpsomme og overbærende over for den, der sagde tak. Det øger også chancen for, at vi får lyst til at hjælpe andre helt generelt. Så ‘tak’ breder sig som gode ringe i vandet i et team eller en afdeling. Uden at det koster noget.
  2. Du vil selv føle dig som et bedre menneske. Det gør rigtig meget godt for din egen trivsel og dit fysiske og psykiske velvære. Vores lykkefølelse kan nemlig påvirkes direkte af både taknemmelighed og uselvisk venlighed. Når vi opfører os pænt og hjælper andre, får vi i øvrigt også en lækker dosis lykkehormoner, kaldet en helper’s high.
  3. Vi arbejder hårdere og mere fokuseret, når nogen udviser taknemmelig for vores arbejde. I ét studie undersøgte forskerne, om blot det at sige ‘tak’ kunne få nogen til at arbejde hårdere. De sammenlignede to grupper af frivillige fundraisere, hvor den ene gruppe ved ankomst blev takket for deres hårde arbejde og store bidrag, før de blev sat i gang, mens kontrolgruppen bare blev sat i gang. Gruppen, hvor der blev udvist taknemmelighed, udførte 50 procent flere kald end kontrolgruppen i samme tidsrum. Tænk, hvis det også gælder hos jer?

Undskyld

At sige ‘undskyld’ kan være en udfordring for mange og er afgjort det sværeste af de tre magiske ord. Det kan måske føles som at indrømme hele skylden eller fejlen, eller måske synes man bare, den anden part bør undskylde først. Men det er da trist, hvis stolthed, ego eller bekvemmelighed ødelægger muligheden for kvit og frit at knytte stærkere relationer, skabe større respekt og være rollemodel – for det er det, undskyld kan: 

Det er da trist, hvis stolthed, ego eller bekvemmelighed ødelægger muligheden for kvit og frit at knytte stærkere relationer, skabe større respekt og være rollemodel.

  1. Et reelt, ærligt og dybfølt ‘undskyld’ bygger bro over selv næsten utilgivelige handlinger (en ’træk-og-slip-undskyldning’ virker til gengæld lige modsat) og er på den måde med til at forbedre relationen og samarbejdet, konstaterer et studie fra 2019. Konflikter mellem mennesker kan umuligt undgås, og derfor er det vigtigt at kunne undskylde og tilgive. Hvis vi ikke kan det, løber vi på et tidspunkt tør for kollegaer såvel som venner.
  2. En undskyldning er et tegn på, at ”vores relation er vigtig”, også i forskning kaldet perceptions of relationship value. Din villighed til at sige undskyld signalerer, at det betyder noget for dig at have en god relation til den person, du siger undskyld til. På samme måde viser du det modsatte, at relationen ikke er særlig vigtig for dig, hvis ikke du siger undskyld. Det kan få den mulige konsekvens, at samarbejdet bliver dårligere, eller at personen trækker sig fra dig.
  3. En undskyldning er en effektiv måde at reparere en relation på, især mellem mennesker, der ikke er så tæt på hinanden, som professionelle relationer ofte er. Vi er nemlig bedre til at tilgive dem, vi er tæt på, uden en undskyldning end dem, vi ikke kender så godt. Så hvis noget knager i arbejdsmæssige sammenhænge, kommer du ikke udenom, at nogen skal undskylde. Det kan med fordel være dig. Du får nemlig bonus for at tage det første skridt til forbrødring og give den første undskyldning, fordi vi ubevidst anerkender den personlige risikotagen ved at turde at række ud.

Dit ledelsesrum udvides

Din mulighed for at lede andre begrænses af kvaliteten af jeres gensidige relation. Når den ikke er så stærk, oplever vi ofte relationel modstand mod vores forslag til forandringer og tilpasninger, så vores ledelsesrum indskrænkes. 

På sin vis er det både sjovt, trist og tankevækkende, at man kan være nærig med noget, der både er gratis og altid på lager med uendelig forsyning.

Men hvis du husker at sige godmorgen, tak og undskyld og ikke er karrig med at være den første, der rækker ud, skaber det en stærk relation og styrker den, I allerede har. Det giver dig en større plads til at lede og bedre forudsætninger for et godt samarbejde.

På sin vis er det både sjovt, trist og tankevækkende, at man kan være nærig med noget, der både er gratis, altid på lager med uendelig forsyning, og som har en veldokumenteret positiv effekt på både motivation, arbejdsglæde og produktivitet.

Derfor: Godmorgen. Tak. Undskyld.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu



Mandag Morgen logo
Læs mindre - forstå mere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Ansv. ChefredaktørAndreas BaumannDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Mandag Morgen, 2024