Siden Poul Schlüter var statsminister, har vi i Danmark ikke valgt vores ministre på et sagligt grundlag. I ste­det for kvalitet har de fire efterfølgende regeringsledere fokuseret for meget på kønskvotering, geo­grafi og interne magtkampe. Og placerer vi ikke de dygtigste politikere i ministerierne, så ødelægger vi demokratiet.

Ordene er ikke mine, men Søren Pinds. Han brugte årets start til i Jyllands-Posten at kritisere lige dele S- og V-statsministre – men skulle dog ikke nyde noget af at sætte navn på, hvem af de sidste 20 års ministre, der ikke fortjente deres ministertaburet. Og det behøver han sådan set heller ikke. Vi kan alle sammen komme i tanke om flere gode eksempler. Så lad os blot konstatere, at han har en pointe.

De politiske alliancer trumfer ofte de gode resultater. Og sådan vil det til en vis grad altid være. Men vi kan gøre noget for at hjælpe de gode kva­lifikationer bedre på vej – til en start ved at definere dem.

En dygtig minister …

• ... er en kompetent kommunikator

En minister skal være i stand til at kommunikere præcist over for både sine kollegaer, den brede befolkning og relevante interessenter. Medierne mistænkeliggør til stadighed professionaliseringen af den politiske kommunikation og fremstiller den som et redskab, der kun har til hensigt at manipulere med både befolkningen og pressen. Men en minister har jo altid forsøgt at sætte sig selv i det bedst mulige lys.

Magthaverne har altid haft råderet over et stort apparat og brugt det i den demokratiske slåskamp – hvad der ikke er noget fordækt i, hvis det sker åbent og gennemskueligt, og hvis de holdes i skak af demokratiske foranstaltninger som f.eks. medierne og parlamentet. Så i stedet for altid at gentage, hvordan professionel kommunikation – ligesom resten af magt­apparatet – fremmer ministerens interesser, bør medierne indse, hvor vigtigt et organiseringsværktøj det er.

Klar kommunikation sikrer den bedst mulige formidling af politiske budskaber. Forståelige formulerin­ger frem­mer simpelthen den de­mo­kratiske samtale mellem beslut­nings­tagerne og den brede befolkning. Og internt er tydelig tale også forudsætningen for en ordentlig arbejdskultur. Statens ansatte kan udføre deres arbejde bedre og mere effektivt, hvis de får udstukket klare retningslinjer fra deres minister.

• ... har politisk talent og træning

Et ministeremne skal også have erfaring med og flair for den politiske profession. Her adskiller magtens fag sig ikke fra ethvert andet håndværk. Med talent og tilhørende erfaring kommer ro, overblik og en intuitiv fornemmelse for det næste træk. En minister skal have så meget politisk træning, at det sidder på rygraden.

[quote align="right" author=""]Medierne efterlyser tit kandidater med erfaring fra "det virkelige liv". Men der er en grund til, at de er så få: Vælgerne vil ikke have dem.[/quote]

Det bliver jævnligt kritiseret, at man skal have en ungdomspolitisk baggrund eller have siddet i Folketinget i rigtig mange år for at få succes i politik. Medierne efterlyser tit kandidater med erfaring fra "det virkelige liv". Men der er en grund til, at de er så få: Vælgerne vil ikke have dem. I praksis er det i hvert fald de skole­de politikere, som klarer sig bedst, og som vælgerne valg efter valg sætter deres kryds ved.

I sportsverdenen taler man tit om ”de 10.000 timers træning”. Det tager udgangspunkt i erfaringen om, at talent kan føre én et stykke ad vejen, men at en profes­sionel må og skal have 10.000 timers træning med i tasken. Og det samme gælder sådan set for politikerne. De skal også arbejde hårdt for at blive de bedste.

• ... er en kompetent leder

Det bliver mere og mere komplekst at være minister. Informationsmængden, beslutningstempoet og antal­let af aktører stiger til stadighed. Derfor må og skal en god minister i dag også være en dygtig leder. En mo­derne minister har flere medarbejdere under sig end mange danske topchefer – men har ikke engang de magtmidler, som lederne fra det private erhvervsliv typisk er i besiddelse af. Man kan f.eks. uden videre ikke fyre partikollegaer, der modarbejder én selv. De er ofte demokratisk valgte og har deres egen magtbase i partiet.

Den gode minister skal mere end kunne udstikke en retning. Vedkommende skal også kunne føre sin politik ud i virkeligheden. Derfor undrer det mig, at det politiske system ikke gør mere ud af at udvikle politikernes lederevner. De kan selvfølgelig ikke undgå at arbejde med ledelse, når de bevæger sig op gennem partiernes hierarki – med indflydelsen følger ansvar for kampagnestyring, økonomiske og personalemæssige ressourcer etc. Men der mangler systematisk oplæring og opbygning af ledere inden for dansk politik.

• ... har et stærkt folkeligt mandat

Demokrati handler om, at befolkningen føler sig repræsenteret af beslutningstagerne. Dermed ikke sagt, at samtlige ministre behøver have bred folkelig appel. Men det er afgørende, at befolkningen føler, at en mini­ster har demokratisk legitimitet. Med tryk på "føler".­ For man kan godt have en demokratisk institution, der i princippet repræsenterer befolkningen, men i praksis ikke opfattes sådan.

I min venstreorienterede ungdom var jeg stor tilhænger af Europa-Parlamentet. Jeg mente, at det burde have mere magt, fordi en folkevalgt forsamling per definition er indbegrebet af demo­krati. Men Europa-Parlamentet er det modsatte, hvis man spørger de fleste borgere. De føler sig ikke repræsenteret af Parlamentet – og dermed bliver dets demokratiske legitimitet teoretisk frem for praktisk. Og det er netop kernen i EU’s udfordring med at vinde bred folkelig opbakning i mange europæiske lande i dag.

Nogle vil helt sikkert argumentere for, at en minister derudover også skal have et indgående kendskab til sit ressortområde. Jeg medgiver, at det altid er fordel at have stor viden selv, men det er ikke en afgørende kvalifikation. Er ministeren dygtig, skal embedsværket med dets detailviden kunne føre ministerens politik ud i livet.

Veltrænede og veltalende

En politiker, der kan leve op til ovenstående krav, har potentialet til at blive en dygtig mini­ster. Men som Pind påpeger, er det ikke nødvendigvis kompetencerne, der bliver vægtet højest i dagens valg af politiske ledere – faktisk bliver det negligeret både i toppen af partierne og ude blandt vælgerne.

To af de fire kompetenceområder, jeg lige har opregnet, bliver i dag prioriteret højere end andre.

For det første er der vedholdende fokus på de kommunikative evner. Det forventes, at politikerne på alle tidspunkter af døgnet kan formulere sig kort og klart til de professionelle medier – og tale direkte til deres vælgere gen­nem de sociale. Det skærper evnerne hos den enkelte politiker og skærer dem fra, der ikke har det i sig.

Som minister har man derudover mulighed for at vælge en særlig rådgiver – to, hvis man er en del af regeringstoppen. Mange ministre vælger her folk med stærke kommunikationsmæssige kompetencer. Det hjælper ministres kommunikation på vej – der er jo ingen, der kan alt selv – og i samarbejde med en spindoktor vil en minister helt naturligt blive endnu bedre til at forklare sin politik tydeligt og målrettet.

For det andet sikrer politikernes naturlige karrierevej op gennem ungdomsorganisationer og partier, at succesfulde toppoliti­kere har både talent og træ­ning.

De politikere, vi viser den største tiltro – f.eks. en Fogh, en Kjærsgaard og under SF’s succes også en Søvndal – har brugt det meste af livet på politisk arbejde. Og det er netop derfor, at de bliver så gode til deres job. Selvfølgelig er der undtagelser, som først tager politik op sent i karrieren. Men det er også tit dem, der ikke får mere end en enkelt valgperiode til at vise, hvor langt de er fra levebrødspolitikernes niveau.

Tag en ministeruddannelse

Til gengæld er der i dag meget lidt fokus på at sikre, at politikerne får den fornødne ledelseserfaring og kompe­ten­ce, før de en dag kommer i spil til en ministertaburet. For selv om en minister kan læne sig op ad en departementschef og dennes erfaring, skal ministeren selv være sin opgave voksen og kunne lede departementsche­fen og hele apparatet. Og så kan det godt være, at politikere i dag tager sig et sidefag i public administration, men det rækker ikke langt nok.

En mulig opgradering kan derfor være, at Folketinget, måske sammen med et af de store universiteter, skaber en de­cideret ministeruddannelse. På den måde kan det politiske system opkvalificere de leder­talenter, som ikke har den nødvendige erfaring med sig ind i arbejdet.

[quote align="left" author=""]I dag vælger befolkningen, hvor mange repræsentanter fra hvert parti der skal i Folketinget. Men befolkningen har reelt meget lidt indflydelse på, hvem der bliver valgt ind.[/quote]

Dem bliver der kun flere af, for politik gennemgår en stadig professionalisering som erhverv, og Folketinget bliver hele tiden yngre.

Her kan man også overveje at indføre politiske kabinetter og juniorministre. Det vil give de unge politiske talenter mulighed for at komme i en slags mesterlære, før de måske selv får det endelige ansvar en dag.

Som det ser ud i dag, er der heller ikke fokus nok på ministrenes folkelige mandat.

Her kan vi med fordel styrke de rammer, som konkurrencen om at blive toppolitiker foregår under. Vi kan f.eks. indføre mekanismer, der begrænser taktiske hensyn til interne partimæssige alliancer, og sætte et større fokus på, om politikerne overhovedet har de kompetencer, der kræves af dem i dag.

Det kan ske ved at forøge den folkelige indflydelse på valget af Folketingets med­lemmer, og især af partiernes ledelse. I dag vælger befolkningen, hvor mange repræsentanter fra hvert parti der skal i Folketinget. Men befolkningen har reelt meget lidt indflydelse på, hvem der bliver valgt ind. Og da de fleste ministre er valgte politikere, er der for lidt folkelig indflydelse på, hvem der arbejder sig hen imod en mulig ministerstilling.

Her kan vi kaste blikket mod USA. Her bliver de politiske kandidater jo typisk valgt ved primærvalg. Den åbne valgproces sikrer, at vælgerne får en større direkte indflydelse på deres politikere, og det betyder, at politikerne allerede i denne udvælgelsesproces må vise flere og mere alsidige kompetencer.

I Danmark kan vi måske en dag vælge en partiformand i et åbent primærvalg. Det vil styrke par­ti­er­ne og måske endda medvirke til at afhjælpe den mistillid til de danske politikere, der ifølge en undersøgelse fra Altinget er fordoblet siden 2011. 60 pct. af danskerne har i dag ”ret eller meget lille tillid til politikere”.

En anden mulighed for at skærpe konkurrencen om at blive politiker er at skabe bedre og endnu mere professionelle betingelser for at være det. Man kan øge lønnen, sikre flere ansatte, sørge for, at Folketinget selv har analyseenheder, der kan matche samfundet og regeringsapparatet, og så videre.

Men alt dette vil kræve, at vi har modet til at tage et opgør med mange etablerede sandheder i den offentlige debat og slagte hellige køer som f.eks., at politik er bedst, hvis det er ren, frivillig idealisme. Den tid, hvor samfundet var sådan, er for længst forsvundet. Og forholder vi os mere reelt til det i den offentlige debat, vil det nok være det bedste og vigtigste skridt hen imod også at få nogle bedre politiske ledere.