Dansk politik i 00’erne var præget af kontraktpolitik og dermed en helt særlig strategisk tænkning med mundrette løfter og papegøjesprog. Men nu står vi på ruinerne af kontraktpolitikken – og hvad sættes der så i stedet?

S-SF gik til valg med en kontrakt i baglommen og en klar strategi om at gentage deres nøje udvalgte løfter, men endte i en reformregering med Radikale Venstre. I meningsmålingerne har vælgerne nu dømt regeringen ude.

Spørgsmålet er derfor, om vi vil se et helt nyt paradigme for, hvordan politikere håndterer relationen til vælgerne. Det handler om niveauet lige over det, som i almindelig kommentator-lingo hedder en fortælling – og som kan være med til at skabe klarhed i vælgernes bevidsthed, når det gælder regeringens nuværende rodebutik.

Her taler vi om skiftende strategiparadigmer.

Politiske kommentatorer er ofte gode til at beskrive konkrete sager – enkelte snapshots i den politiske virkelighed. Til gengæld bruger de som regel mindre energi på at analysere de større udviklingslinjer – hele spillefilmen.

Men hvem bestemmer egentlig hele filmens drejebog? Det vil sige det paradigme, som relationerne mellem politikere og vælgere udspiller sig under. Eksperter peger traditionelt på ændringer i teknologi og kommunikationsmedier på den ene side og øget uddannelse og velstand på den anden side. Eksempelvis har fjernsynet og sidenhen internettet ændret den måde, politikerne kan påvirke deres vælgere på.

Til trods for den teknologiske udvikling, mener jeg, at vi bør rette fokus mere på relationen mellem vælgere og partier for at forstå strategiparadigmer i politik. Kogt ind til benet er mit argument, at partiernes strategier ad åre bliver gennemskuet af vælgerne. Og dermed mister partierne deres indflydelse. Derfor må partierne afsøge nye strategier, og et nyt paradigme for strategisk tænkning vil opstå, hvor relationerne til vælgerne kan opbygges, lige ind til de aflurer den nye påvirkningsmetode.

De sidste ti år i dansk politik kan illustrere pointen. I 2001 kom Venstre og Anders Fogh Rasmussen til magten i Danmark. Ud over en ny politik bibragte valgsejren også et nyt paradigme for, hvordan man udtænker strategi. Det var en strategiforståelse, der i stort omfang var inspireret af udenlandske erfaringer fra New Labour i England og ”Contract with America”, båret frem af Republikanerne i USA. Den kan sammenfattes i tre hovedpunkter:

[quote align="left" author=""]Det blev anset som uprofessionelt, hvis ikke man kunne mønstre en strømlining af budskaber og styre parti- organisationen fra toppen. Derfor skulle næsten alle politikere til at ansætte spindoktorer[/quote]

For det første skal et parti finde en række let forståelige og håndgribelige mål, som har klangbund hos vælgerne. Gerne en klangbund, som baserer sig på tal, der forklarer vælgermarkedets ønsker. Eksempelvis skattestop, flere penge til sygehusene, en stram udlændingepolitik og frit valg inden for det offentlige.

For det andet skal partierne tilpasse løfterne til de dominerende medier ved at orkestrere letfordøjelige budskaber, som kan indpasses i mediernes cyklus og nyhedskriterier.

Endelig må partierne målrette deres marketing og kommunikation ved at fokusere på de valgløfter, som udgør kontrakten med vælgerne. Og alle politikere i partiet begynder at sige nøjagtigt de samme fraser – papegøjesprog om man vil.

Det foregår konkret ved, at partiet lækker gode historier til venligtsindede journalister og framer, hvordan aktuelle begivenheder kan tolkes fordelagtigt i offentligheden. Desuden gøder de jorden for fremtidige beslutninger ved at prime udvalgte politikområder.

Arbejdet overvåges af spindoktorer, der ofte er tidligere journalister og derfor har en intim forståelse af mediernes maskinrum.

Kontraktpolitikken vinder frem

Ovennævnte strategiformels store succes ved valget i 2001 spredte paradigmets opfattelse til næsten samtlige partier i Folketinget. Det blev anset som uprofessionelt, hvis ikke man kunne mønstre en strømlining af budskaber og styre partiorganisationen fra toppen. Derfor skulle næsten alle politikere til at ansætte spindoktorer, gennemgå medietræning og ikke mindst etablere en kontraktpolitik.

Socialdemokraterne fulgte i kølvandet på Venstres succes ved at præsentere syv løfter i deres første bud på en kontraktpolitik. Senere døbt – lidet flatterende – de syv små dværge, fordi ingen rigtig kunne huske, hvad de gik ud på.

Andre partier fulgte senere trop. SF udvalgte en håndfuld løfter, som blev mejslet ud af partiledelsen i 2007. Det endte med et rekordvalg til SF det år, hvilket hurtigt blev tilskrevet, at partiet havde tilpasset sig strategiparadigmets dogmer. Blandt konsulenter og kommentatorer blev den måde at gribe politikken an på opfattet som den eneste vej til succes.

[quote align="right" author=""]Efterhånden som interessen for spindoktorernes rolle er vokset, samler opmærksomheden sig ofte om motivanalyser og strategisk snilde i stedet for substansen.[/quote]

Uden for Christiansborg syntes vælgerne at være tilfredse. De fik klare løfter – en kontrakt – de kunne indløse for en stemme. Væk var frygten fra 1990’erne, hvor politikerne i en sen nattetime kunne omkalfatre store velfærdsområder. Tilbage stod mere eller mindre skarpt skårne politiske alternativer, som vælgerne kunne selektere imellem. Situationen gav en vis tryghed. Vælgerne virkede glade og tilliden til politikerne var høj.

Men langsomt er dette paradigme blevet mindre stabilt, fordi de politiske intentioner bag kontrakterne er blevet klandret. Efterhånden som interessen for spindoktorernes rolle er vokset, samler opmærksomheden sig ofte om motivanalyser og strategisk snilde i stedet for substansen. Ofte bliver spindoktorerne selv historien, og ikke dem, som plantede den.

Tv-programmer som Jersild og Spin eller Mogensen og Kristiansen såvel som et hobetal af avisartikler, radioindslag og alverdens blogs er skudt op med ét formål: At afdække den politiske strategi.

Kapable vælgere kræver ny politisk strategi

Derfor er vi meget mere på vagt i dag, når en politiker siger: ”Jeg vil sige det ligeud”. Vælgerne er blevet mere refleksive og opmærksomme på de bagvedliggende strategiske overvejelser. De er blevet kapable iagttagere af det politiske spil.

Men når vælgerne bliver bedre til at gennemskue den eksisterende strategiske tænkning, bliver den mindre effektiv. Derfor er de politiske partier nu ved at opdyrke nye strategier for, hvordan relationerne til vælgerne skal håndteres. Et paradigmeskifte har været flere år undervejs med en række interessante elementer:

Grundlovsdag 2010 holdt Statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale ved Rødding Højskole. Her indvarslede han en ny tid, en ny strategi. Den gamle kontraktpolitik var død, i stedet skulle der være et mere frit spillerum til politikerne, som så til gengæld ville være ærlige. Det lå mere end mellem linjerne, at ærlighed ikke var en kardinaldyd i det tidligere strategiparadigme under Anders Fogh Rasmussen.

Den store iver efter at styre nyhedsstrømmen fører til mere direkte, politisk marketing (som f.eks. da Løkke forleden udsendte en video med sit budskab om skattereformen). I stedet for kun at pleje kritiske journalister og derigennem spinne sig til en god vinkling af de politiske historier, bliver den målrettede personliggjorte kommunikation en ny angrebsflanke.

Samtidig arbejder partierne i højere grad på at etablere eller genetablere deres egne distributionskanaler. Dels opfordres medlemmerne til at deltage i dør-til-dør-kampagner. Dels iværksætter flere partier virale markedsføringskampagner over de sociale medier, laver deres egen tv-kanaler, såsom Helle-TV eller udsender direkte postkort og mails til folk ud fra præcise analyser af deres holdninger.

Ydermere åbner den nye strategitænkning op for, at internettet bliver et endnu mere anvendeligt redskab for en dialog med vælgerne. Omend dialogen ofte kan virke anstrengt, så forsøger partierne at komme i kontakt med vælgerne på en anderledes og mere samtalebaseret facon.

Vi står stadig midt i denne forandring af den politiske strategi i Danmark – og det er endnu for tidligt at sige, hvordan et nyt paradigme endeligt vil udkrystallisere sig. Alligevel illustrerer disse eksempler, hvordan en bestemt politisk strategiforståelse rodfæster sig blandt de politiske partier, og er ved at udvikle sig til et nyt paradigme for relationen mellem politikere og vælgere.

Læs flere af Sigge Winther Nielsens indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.