%20translate(1319%20275)%20translate(42%201)'/%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/svg%3e)
Professorer: Stærk politisk ledelse er mere end at tryne embedsmænd
LEDELSE Mette Frederiksens oprustning med flere særlige rådgivere vil givetvis styrke det politiske lederskab. Men det må ikke fortrænge den faglige ekspertise, der findes i embedsværket, og de input, man kan få hos kritiske borgere og samfundsaktører, skriver Eva Sørensen og Jacob Torfing.
Af Eva Sørensen og Jacob Torfing
Professorer på Roskilde School of Governance, RUC
Politisk lederskab handler i bund og grund om at opfange og definere de problemer og udfordringer, der kalder på kollektiv handling.
Når de politiske ledere har sat en dagsorden, skal de bidrage til at udvikle robuste løsninger, der matcher problemerne og realiserer centrale politiske målsætninger. Endelig skal de skabe støtte og opbakning til gennemførelsen af nye løsninger, mobilisere de nødvendige ressourcer og holde øje med implementering og resultater.
Et tydeligt og effektfuldt politisk lederskab er afgørende for demokratiet. Vælgerne har en klar forventning om, at de folkevalgte politikere løser centrale samfundsproblemer. Og befolkningen mister hurtigt tilliden til politikerne, hvis de bruger kræfterne på politisk fnidder og mudderkastning og overlader politikudviklingen til teknokrater og samfundsstyringen til administrationen og dens bureaukratiske inkrementalisme.
Statsministeren har derfor ret, når hun understreger behovet for at styrke det politiske lederskab af hensyn til at bevare befolkningens tillid til politikerne og demokratiet.
Kan også afskære ministeren
Professor Jørgen Grønnegård Christensen har for mange år siden beskrevet den asymmetriske magtrelation mellem ’mandariner’ og ministre, som skyldes ministrenes afhængighed af embedsværkets ekspertise og rådgivning, embedsmændenes tætte kontakt til organisationer og medier, og det faktum at ’ministre foregår, mens embedsværket består’.
Ministrenes mulighed for at skære igennem over for et vrangvilligt embedsværk, der opfatter ministerens politiske idéer og planer som en unødig forstyrrelse af status quo, er således rimelig dårlig, og mange ministre har derfor ufrivilligt medvirket i en ny episode af den gamle tv-serie 'Yes Minister'.
Det vil statsministeren forståeligt nok gerne lave om på ved at hyre dygtige politiske rådgivere, der helt uomtvisteligt er på hendes hold og kan hjælpe med at tænke strategisk og langsigtet og med at holde en støt kurs mod realisering af centrale politiske målsætninger.
Særlige rådgivere kan styrke den politiske ledelse vis-a-vis embedsværket, specielt hvis de har politisk tæft og ikke falder for fristelsen til selv at lege politikere eller agere spindoktorer, der forsøger at sælge politiske budskaber ved hjælp af tom retorik.
Hvilken toppolitiker ville ikke gerne have den skarpe politiske strateg Josh Lyman fra 'The West Wing' med på holdet? Problemet er så bare, at de særlige rådgivere kan ende med at slå ring om ministeren, så det bliver svært for embedsværkets faglige rådgivning og ekspertise at trænge igennem.
Det er således alfa og omega, at der skabes et frugtbart samspil mellem de særlige rådgivere og embedsværkets faglige (og politiske) rådgivning. Uden en stærk og velfunderet faglighed kommer en minister ikke langt i vore dages komplekse samfund.
Skab dialog med borgerne
Politisk ledelse er imidlertid ikke kun et spørgsmål om, hvem de politiske ledere omgiver sig med inde i ministeriet. Forståelsen af de problemer og udfordringer, der ender på den politiske dagsorden, og udviklingen af effektive løsninger kræver en tæt dialog med relevante og berørte samfundsaktører, herunder borgerne.
Borgerdeltagelse i politikudvikling har i mange år udelukkende været set som et middel til at lade borgerne komme til orde og gøre indsigelse mod offentlige planer og politikker, når de er uigennemtænkte eller undergraver velerhvervede rettigheder.
Ny forskning viser imidlertid, at borgerdeltagelse også har en efterspørgselsside, idet politikerne i stigende grad erkender behovet for input i form af erfaringer, indsigter og idéer såvel fra den brede befolkning som fra særlige målgrupper og deres forskellige organisationer. Politikerne kan ikke længere stikke fingeren i jorden og lodde stemningen i folkedybet ved at gå til møde i den lokale partiforening. Partierne har stor set ingen medlemmer, og meget få af dem er aktive.
Dialogbaseret borgerinddragelse er uhyre vigtig. Eksempelvis vil indførelsen af en betalingsring i større danske byer eller andre radikale men stærkt påkrævede klimaløsninger kun kunne ske på baggrund af omfattende konsultationer og forhandlinger med lokale borgere, foreninger, erhvervsvirksomheder og kommuner.
Toppolitikerne og deres stab af rådgivere og administrative støtter skal således være processtærke og dygtige til at skabe arenaer for dialoger, der både kan bidrage til udviklingen af nye og bedre løsninger og et bredt ejerskab til disse.
Modspil er sundt
Mette Frederiksens oprustning af Statsministeriet med særlige politiske rådgivere styrker eksekveringen af politiske beslutninger, men statsministeren og andre toppolitikere har også brug for stærk faglighed og for en fagligt funderet skepsis over for nye politiske idéer, så de ikke bare bliver snakket efter munden.
Endvidere har de brug for input fra borgere og samfund for at kunne lave politiske løsninger, der rammer skiven og har bred demokratisk forankring.
Politisk lederskab kan ikke reduceres til det at kunne skære igennem over for embedsværket, selv om det også er vigtigt.
Eva Sørensen er professor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC, og vice director på Roskilde School of Governance. Jacob Torfing er professor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC, og forskningsleder på Roskilde School of Governance. Indlægget er alene udtryk for skribenternes egen holdning.
Mette Frederiksen
Jacob Torfing
Eva Sørensen
