Professorer: Store samfundsproblemer kræver totalfodbold

3. Massiv og stramt styret kommunikationsstrategi

Løsningerne på kriser og større samfundsproblemer kræver ofte, at befolkningen ændrer adfærd på ét eller flere områder, hvilket igen kræver beslutninger, der virkelig griber ind i folks liv.

Det lader sig ikke gøre uden en massiv kommunikationsindsats, som via forskellige medier forklarer, begrunder og minder om nye former for anbefalet adfærd.

Strategiske skift og eventuelle fejltagelser i løsningsstrategien kræver åbenhed og gentagne forklaringer. Befolkningen må for alt i verden ikke føle, at der er noget, der forties, eller miste tilliden til krisestyringen og den offentlige problemløsning. Derfor er det også vigtigt, at kommunikationen er responsiv og hele tiden søger at give svar på offentlighedens mange spørgsmål.

Som vi har set under coronakrisen, kan det være en god idé at sprede den centrale kommunikation ud på flere politisk ansvarlige ministre og myndighedspersoner. Det skaber både ansvarsfordeling og risikospredning, og det muliggør, at forskellige demokratiske og ekspertbaserede autoritetsformer kan komme i spil. Politikere kan tale til hjertet og eksperterne til hjernen.

Stram styring af kommunikationsindsatsen er nødvendig, for dosering, kvalitet og timing skaber maksimal effekt. Et akut kommunikationsberedskab er også vigtigt for at imødegå misinformation og rygtedannelse. 

4. Løbende og regelmæssig forhandling med Folketinget

Den vigtigste brik er selvfølgelig at have noget positivt at kommunikere, og det kræver, at man evner at udvikle gode, brugbare og effektfulde løsninger. Det er lettere sagt end gjort, hvis man står over for komplekse, uforudsigelige, usikre og foranderlige problemer, som forskningen i stigende grad omtaler som turbulente. Her må man ofte prøve sig frem, eksperimentere, være fleksibel og udnytte nye muligheder til bristepunktet.

Den slags løsninger kræver politisk opbakning tilvejebragt gennem regelmæssige konsultationer og forhandlinger mellem regeringen og Folketingets partier. Heldigvis kan vi her læne os op ad den danske tradition for et samarbejdende folkestyre, og muligheden for at etablere løsninger med bred opbakning.

Kriseløsning har det med at styrke regeringen på Folketingets bekostning, men Folketingets medvirken og opbakning er vigtig for at hindre overpolitisering af nye tiltag, samt for at fastholde befolkningens tillid.

5. Involvering af alle styringsniveauer

Store, presserende samfundsproblemer kalder på en indsats, der involverer flere niveauer – globalt, europæisk, nationalt, regionalt og lokalt – der skal udføre hver deres del af en samlet opgave.

For at sikre sammenhæng og skabe synergi mellem alle niveauerne, skal informations- og kommunikationsstrømme både gå opad og nedad.

Under coronakrisen kom samspillet mellem stat, regioner og kommuner omkring gennemførelsen af nedlukninger og genåbninger og de skiftende test- og vaccinationsstrategier i gang relativt tidligt.

I begyndelsen var det dog vanskeligt at aktivere det europæiske niveau, men EU forsøgte senere at komme stærkt igen ved hjælp af koordinerede vaccineindkøb.

6. Involvering af interesseorganisationer, civilsamfund og borgere

Store, gennemgribende problemer kan sjældent løses af offentlige organisationer alene. De mangler både muskler, idéer, viden og rækkevidde til at nå ud, hvor nye tiltag skal implementeres.

Interesseorganisationer, virksomheder, civilsamfundsorganisationer og borgere skal aktiveres og involveres, så de kan bidrage til at skabe ’collaborative advantage’, hvilket refererer til alt det, vi kan udrette sammen, men sjældent kan gøre alene.

Vejen dertil går igennem etableringen af platforme og arenaer, der mobiliserer vigtige samfundsaktører og samtidig gør det muligt for sociale entreprenører at sætte gang i nye initiativer nedefra.

7. Samlende fortælling med fokus på læring og nytænkning

Den kollektive bestræbelse på at løse store, komplekse samfundsudfordringer, der involverer mange aktører og styringsniveauer, kalder på en samlende fortælling.

Den skal indledningsvist erkende usikkerheden forbundet med problemet og dets løsning, understrege behovet for hurtig læring og fleksibel tilpasning og tilskynde til kreativitet, innovation og utraditionelle løsninger.

I forlængelse heraf skal fortællingen så forsøge at give en klarere tolkning af problemet og dets mulige løsning. Den samlende fortælling, leveret af statsministeren i hendes grundlovstale fra 2020, blev en stærk rammefortælling med bredt gennemslag.

På vej mod næste store kriseløsning

Det kan synes uoverstigeligt at forsøge at sikre, at alle syv ingredienser ovenfor er til stede og blandet på den rigtige måde, når vi skal løse den næste krise. Men sagen er, at det i høj grad er krisen, der skaber grundlaget for sin egen løsning.

Det handler i høj grad om, at presset for at gøre noget bliver stort nok.

Presset fra især klimakrisen er vokset betragteligt, men der er stadig et stykke vej til, at alle betingelserne for en total samfundsmæssig kriseløsning er på plads. Når presset fra klimakrisen når et højt nok niveau, kan vi udnytte erfaringerne fra coronakrisen – hvis vi altså sørger for at lære af den og fastholde vores læring.

Selv om coronakrisen på mange måder er en ekstraordinær historisk begivenhed med store, tragiske konsekvenser, kan læring fra krisehåndteringen give os værktøjer til at løse de næste store samfundskriser, som måske ikke er lige så store, men dog stadig vil kalde på en sammenhængende indsats, der involverer alle styringsniveauer og alle aktører.

Eva Sørensen, ph.d. og dr.scient.adm., og Jacob Torfing, ph.d., er professorer på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet. Indlægget er alene udtryk for skribenternes egen holdning.