Den eneste sikre effekt af statsministerens ministerrokade er, at en del af fredagens medieopmærksomhed drejes væk fra Venstres sommergruppemøde. Man kan kalde det drilleri, men i den løbende kamp om opmærksomheden har en presset regering brug for alle de point, den kan hente.

Når sandheden skal frem, er realiteten dog, at effekten af ministerrokader er meget, meget usikker og kun giver en kortvarig klimaforbedring i det politiske landskab. Siden Anden Verdenskrig er det kun cirka hver anden rokade, der har ført til fremgang i meningsmålingerne, og mediernes øjeblikkelige interesse for det nye persongalleri overskygges hurtigt af de aktuelle politiske slagsmål og alt det, vælgerne opfatter som business as usual.

Hvorfor tror statsminister Helle Thorning-Schmidt så, at hun med fredagens rokade kan vende de elendige meningsmålinger, som regeringen længe har slæbt rundt på?

Det gør hun næppe. Hun og hendes rådgivere ved udmærket, at der skal meget mere til for at sikre et politisk turnaround, for de kender historikken til hudløshed. Selvfølgelig er der eksempler på, at en ministerrokade kan trække nye vælgere til. I 1997, hvor Poul Nyrup Rasmussen gjorde Thorkild Simonsen til indenrigsminister, eller i 2004, da Anders Fogh Rasmussen gjorde Connie Hedegaard til miljøminister, flyttede det stemmer. Det er imidlertid undtagelsen. Der skal meget mere til. Det bliver en yderst vanskelig bjergbestigning, som Helle Thorning skal i gang med, hvis hun skal kæmpe sig ud af den vælgermæssige bølgedal, som regeringen længe har befundet sig i.

Forleden viste en meningsmåling foretaget af Greens Analyseinstitut for Børsen, at Dansk Folkeparti med 17,9 pct. af stemmerne aktuelt er større end Socialdemokraterne, og at rød blok kun kan mønstre 42,5 pct. i alt. Man bør ikke overfortolke meningsmålinger, for der er betydelig usikkerhed, og i en måling foretaget af Gallup i juli lå rød blok til 45,3 pct. af stemmerne.

Kampen om de blå vælgere

Dansk politik har i de senere år været præget af kraftig turbulens og hurtige stemningsskift – senest i 2010, hvor Lars Løkke stod med elendige meningsmålinger og blev dømt ude af kommentatorerne. Det vendte han til et flot valgresultat, og i dag er han formand for landets absolut største parti.

SF har til gengæld oplevet den modsatte tur med formandsskift og dyb vælgerkrise. Først i de seneste meningsmålinger er partiet begyndt at trække væk fra den truende spærregrænse.

For Helle Thorning har ministerrokaden ikke desto mindre en vigtig betydning. Hun ved, at der skal flyttes omkring 5-6 pct. af de blå vælgere over til rød blok, hvis hun skal vinde næste valg. Det er ikke en umulig opgave, og en større analyse, som Mandag Morgen har lavet på baggrund af samtaler med ministre, embedsmænd og toprådgivere her i sommer, viser, at optimismen er vendt tilbage i regeringen.

Hvor de tidligere – da regeringsblokken rodede rundt på omkring 41-42 pct. af stemmerne – var ved at miste troen på genvalg, har de nu lagt den strategi, der skal gøre det muligt for Thorning at slå Lars Løkke Rasmussen. Som analysen viser, er der mange elementer, der skal falde på plads, hvis det skal lykkes. Her bidrager ministerrokaden primært på to områder: At hjælpe den klemte regeringspartner, SF, og at få bedre fat i de blå socialdemokrater, der for tiden hælder mest til den blå lejr.

SF’s profileringschance

For SF’s formand, Annette Vilhelmsen, er rokaden en vigtig sejr. SF’erne har fået et par velfærdsorienterede ministerier, hvor de kan styrke deres indenrigspolitiske profil og trække flere stemmer tilbage fra Enhedslisten.

Annette Vilhelmsen selv rykker over i Social- og Integrationsministeriet, mens Pia Olsen Dyhr er forfremmet til transportminister og rykker ind i regeringens magtfulde koordinationsudvalg. Vilhelmsen vil føle sig mere hjemme i det nye ministerium, men hendes store udfordring bliver, at der ikke er nogen penge, hvorimod der er masser af problemer og pludselige sager, der vil kræve hendes fulde opmærksomhed. Og integrationspolitikken kan igen blive en højpolitisk sag.

Pia Olsen Dyhr kommer derimod ind i et ministerium med masser af milliarder og mange profileringsmuligheder over for de mange kernevælgere i velfærdssegmentet, der er optaget af den kollektive transport.

Den store overraskelse er, at Villy Søvndal overlever som udenrigsminister. Mange kommentatorer – og Mandag Morgen – havde spået, at han ville ryge ud. Søvndal har siden formandsskiftet lignet en dead man walking i dansk politik, og det meste af hans gamle børnebande har forladt partiet til fordel for S. Det var nok mere held og omstændighedernes lykketræf, der sikrede ham en forlænget ministertid.

Den svære balance

Kabaler er en svær kunst, og i alle ministerrokader gælder det om at finde den rette balance, der ikke skaber for meget intern uro mellem regeringspartierne og i forhold til deres baglande. At skåne den gamle konge i partiet tjener til Vilhelmsens ære, men den egentlige forklaring er nok snarere, at det var svært for både Socialdemokraterne og De Radikale at enes om, hvem der så i givet fald skulle have udenrigsministerposten – uden at de indre balancer partierne imellem ville blive rystet.

De Radikale, der måtte skifte ud i Kulturministeriet, da Uffe Elbæk blev hængt ud i pressen efter mindre forseelser i boldgaden for utæmmet kreativitet, havde slet ikke lyst til at rokke båden yderligere. Og Margrethe Vestager prioriterer stabilitet og vil have et stærkt, driftsikkert team inden de næste par års slutspurt frem mod næste valg.

Inden for de givne rammer har Helle Thorning lavet en fornuftig og afbalanceret ministerrokade, der igen giver plads til Henrik Sass Larsen på første række i dansk politik. Som ny erhvervs- og vækstminister skal Sass styrke Socialdemokraternes og regeringens profil over for de blå vælgere og erhvervslivet.

I stedet for Vilhelmsen, der var helt fejlplaceret og ikke kunne slå igennem i erhvervspolitikken, er Henrik Sass Larsen en mand, der kan slå igennem på den front. Han er stærk til at kommunikere, og han kan ligesom finansminister Bjarne Corydon appellere til de privatansatte mandlige arbejdere, der ønsker en erhvervsvenlig økonomisk politik og samtidig prioriterer tryghed, hvad angår job, skatter og velfærdsstat.

De tryghedssøgende blå midtervælgere udgør nøglen til at vinde det næste valg, og det ved statsministeren og hendes rådgivere. Forårets konkurrenceevnepakke var et første skridt i regeringens offensiv for at genvinde disse vælgere, og med Henrik Sass som erhvervsminister står regeringen stærkere, når den i de kommende måneder skal sætte yderligere tryk på over for den borgerlige lejr. Sommerens åbenlyse uenigheder og markeringskamp imellem de blå partier viser, at regeringen for tiden har gode muligheder for at sætte lus i skindpelsen.

Risiko for magtkampe

Som statsminister og regeringsleder er det vigtigt for Helle Thorning at undgå, at der udbryder nye magtkampe drevet frem af magtbegærlige og frustrerede politikere, der er blevet ofret i kabalen. Det er set før, og med placeringen af Nicolai Wammen som forsvarsminister har han fået en let forfremmelse, uden dog at der pustes for meget til hans store ambitioner.

Til gengæld har Nick Hækkerup fået en irettesættelse for sin åbenlyse illoyalitet i striden om selskabsskatten ved at blive sendt over som europa- og handelsminister, men omvendt respekterer man også, at han i sin tid som forsvarsminister faktisk har formået at gennemføre vidtgående reformer.

Det er også værd at bemærke, at den altid loyale Morten Bødskov bliver skånet i Justitsministeriet og fortsætter som medlem af regeringens koordinationsudvalg. Karen Hækkerup, der ikke har gjort en dårlig figur som socialminister, må som resultat af kabalen rykke over i Fødevareministeriet, mens Mette Gjerskov sendes ud i kulden.

Carsten Hansen som boligminister overlever næppe i kraft af sine resultater, men vel mere fordi Helle Thorning ikke vil have problemer med hans kaffeklub, Rustbankerne, hvor Gjerskov også hører til. Den altid loyale og driftsikre partisoldat Henrik Dam Kristensen er i denne omgang røget ud af regeringen, men placeres til gengæld i den vigtige position som gruppeformand.

Nogle vil kalde det en lille rokade, og de vil måske forsøge at udlægge det som et svaghedstegn fra Thornings side. Andre vil kalde det en stor rokade, men det er slet ikke det afgørende. Det afgørende er, om den har en effekt.

Det afhænger ikke af selve rokaden. Når billedet af de glade ansigter af regeringens nye ministre på Amalienborg Slotsplads er taget, så indfinder den politiske hverdag sig hurtigt igen. Det er ikke personspillet og nogle få sekunder i fotografernes lys, der sætter store vælgervandringer i gang. Der skal meget mere til.

Vis lederskab for klimaets skyld

Uden nye politiske reformer, lavere arbejdsløshed og et vedholdende økonomisk opsving – der stadig lader vente på sig – skal Helle Thorning ikke gøre sig forhåbninger om at kunne slå Lars Løkke ved næste valg.

Et godt sted at starte kunne være den klimaplan, som regeringen fremlægger i denne uge. De globale klimaforandringer accelererer med ekstreme vejrlig og højere omkostninger til følge, den arktiske is smelter i rekordtempo, og enorme mængder metangasser frigøres, viser nye videnskabelige rapporter. Men verdens energiforbrug og de globale CO2 udledninger vokser kraftigt, selv om det haster med at gå den modsatte vej.

Danmark kan være et foregangsland i den store omstilling til en ny bæredygtig økonomi, og danske cleantech-virksomheder kan profitere på det. Det er i sidste ende et spørgsmål om lederskab. Ministerrokader er i denne sammenhæng en lille fin stiløvelse, som statsministre kan anvende i ny og næ, men historien om lederskab med stort L skrives, når statsministre tager fat på samtidens allerstørste udfordringer og ikke vakler, når de nødvendige handlinger skal gennemføres.