Læst for nylig

Jeg har lige læst ’Ar’ af Auður Ava Ólafsdóttir. Det er en poetisk, sprogligt stimulerende og meget underholdende bog om, at livet er værd at leve, og hvordan man genfinder livsglæden ved at være noget for andre og bruge sin foretagsomhed. Jeg læste bogen på to eftermiddage i liggestolen på min nye terrasse på højskolen efter at have brugt min egen foretagsomhed sammen med familien med maling og planter og oprydning.

Jeg er i en bogkreds med syv andre kvinder, og vi har tidligere læst ’Fisk har ingen fødder’ af en anden islænding, Jón Kalman Stefánsson, hvilket var en større læsemæssig udfordring. Jeg holder meget af bøger med et stærkt narrativ. Det fabulerende passer mig bedre i filmens verden, hvor billeder, som andre har valgt, kommer ind på nethinden.

Set for nylig

Vi har netop afsluttet 8,5 måneders kursus her på højskolen i Ebeltoft. 120 unge filminteresserede mennesker fra hele verden har arbejdet sammen og over de sidste seks uger produceret, hvad der svarer til to spillefilm, så jeg har selvfølgelig set deres kortfilm og talt om historiefortælling med dem.

Ellers har den norske tv-serie ’Heimebane’, som ligger på dr.dk, været til stor nydelse for mig. En supersej og ikke særligt elskværdig kvinde bliver fodboldtræner for et mandefodboldhold, og selvom jeg ikke er optaget af fodbold, så var jeg fanget fra første afsnit, fordi den er drevet frem af relationer: leder/medarbejdere, mænd/kvinder, mor/datter, individ/hold.

På højskolen var vi også så privilegerede, at vi kunne vise Laurits Flensted-Jensens nye, fantastiske film ’Usynligt Hjerte’. Laurits er tidligere elev på filmhøjskolen, og han kom selv og bød på en formidabel præsentation af filmen. Man kommer til at tale om det værdifulde liv, når man har set filmen, og vores elever var optagede af den næsten dokumentariske tilgang, filmen arbejder med.

Hørt for nylig

Jeg er trofast lytter af Per Juul Carlsens ’Filmland’ på podcast. Jeg nyder den indsigt, han giver i filmskabernes arbejde, men også hans ofte overraskende anmeldelser, som når han for eksempel lader en Pokemon anmelde en ny film.

Musikalsk er det ofte min datter Anna, der introducerer mig til nye musikere. De seneste er det danske band Barselona, hvis tekster kaster sig lige ind i det ungdomsliv, jeg er omgivet af på højskolen, og melodisk minder de mig om Claus Hempler og TV2. Hemplers nye album, ’Kuffert fuld af mursten’, spiller så meget voksent tilbage til Barselona, synes jeg.

Det er også Anna, der – trods min modstand – fik mig til at installere Spotify på telefonen, og det bidrager til stor fornøjelse, når jeg nemt finder for eksempel den fuga, som min flygelspillende veninde, Elsebeth Egholm, taler om, eller netop dén sang om venner, som tankerne var fyldt med, da Benny Andersen døde. Jeg håber, hver gang jeg lytter, at musikerne faktisk også får en smule ud af det, for det er virkelig svært for kunstnerne at leve af rettigheder til musik og film i dag.