Nyt Job til  
Mie Dalskov Pihl

Skoleministerens nye datanørd

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har ikke følt behov for at ansætte en medievant kommunikatør som spindoktor. Hans nye særlige rådgiver hedder Mie Dalskov Pihl og er en fagligt stærk analytiker på uddannelsesområdet med 14 år i bæltet hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Andreas Baumann

Største udfordring?

Om

Hvem?
Mie Dalskov Pihl

Hvilket job?
Særlig rådgiver for børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)

Hvorfra?
Chef for registeranalyse, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

I skaren af partisoldater og kommunikatører hos regeringens nyudnævnte spindoktorer er der flere bemærkelsesværdige personer.

Den skandaleombruste eksborgmester i Fredericia Jacob Bjerregaard (S), der forlod embedet efter beskyldninger om magtmisbrug ved købet af en attraktiv byggegrund. Den stressramte TV 2-redaktør Anders Langballe, der efter to blodpropper og en bog fuld af selvrefleksioner skulle have sagt farvel til en ”usund arbejdskultur, præget af konkurrence, lange dage, stress og belønninger til dem, der slider sig i stykker”, men som åbenbart selv er klar på at slide igen. Den arketypiske spindoktor Rasmus Jønsson, der blev foreviget som rådgiver på overarbejde for Naser Khader i dokumentarfilmen ‘Dagbog fra Midten’ om Ny Alliances storhed og fald, men som selv har vist sig mere langtidsholdbar.

Og så er der Mie Dalskov Pihl. Hun er talnørd med speciale i kvantitativ metode fra økonomistudiet i København og en fagligt stærk analytiker på uddannelsesområdet med 14 år i bæltet hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Der har hun på solidt datagrundlag leveret stribevis af rapporter og anbefalinger til udviklingen af det danske uddannelsessystem som chef for registeranalyse.

Blå bog

Baggrund
2008-2023: Cheføkonom, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Uddannelse
Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 2008 med speciale i kvantitativ metode.

Nu skal hun være særlig rådgiver for børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), der selv har så meget styr på den kommunikative del af biksen, at han mere har brug for faglig sparring end spin og kommunikationstips. Ikke at kommunikation falder Mie Dalskov Pihl svært. Men hun er mere fagnørd end spindoktor, siger hendes tidligere chef.

”Mie har arbejdet med næsten alle hjørner af uddannelsessystemet og har en meget analytisk tilgang til området. Hun er bestemt ikke en klassisk spindoktor. Men hun ved sindssygt meget om uddannelse og kan virkelig sætte en dagsorden,” siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Set fra hans skrivebord er der én altoverskyggende udfordring, makkerparret Tesfay og Dalskov Pihl bør prioritere de kommende år:

”Den helt store udfordring er at få vendt den negative spiral for erhvervsuddannelserne og få dem gjort langt mere attraktive, så det almene gymnasium ikke er den eneste uddannelsesmæssige hovedvej efter folkeskolen,” siger Lars Andersen.

Det skal Mie Dalskov Pihl nu rådgive ministeren om. Først skal hun dog lige øve sig i ikke at præsentere sig som en del af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, når pressen ringer.

Omtalte personer

Mie Dalskov Pihl

Særlig rådgiver for børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
cand.polit. (Københavns Uni. 2008)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu



Mandag Morgen logo
Læs mindre - forstå mere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Ansv. ChefredaktørAndreas BaumannDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Mandag Morgen, 2024