Det er ikke kun i regeringsprogrammet ”Et Danmark, der står sammen”, at De Radikale har sat markante fingeraftryk på regeringens politik. Det er tydeligt, at De Radikale i deres genfundne rolle som tungen på vægtskålen også har siddet med langt de bedste forhandlingskort på hånden, da der skulle fordeles ministerier og opgaveporteføljer.

Det ses ikke mindst i den interne magtfordeling: Margrethe Vestager har i realiteten placeret sig så centralt, at hun måske har fået lige så meget magt som Helle Thorning-Schmidt, som er den egentlige leder af regeringen. I statsrådsrækkefølgen er Vestager som leder af det næststørste regeringsparti nr. 2 – og dermed vicestatsminister. Logisk nok sidder hun sammen med de andre to partiledere i regeringens magtfulde koordinationsudvalg, hvor de strategiske beslutninger træffes og hvor interne ministerstridigheder afgøres. Men dertil kommer, at hun – i modsætning til Thorning og Søvndal – også har sæde i regeringens økonomiudvalg. Her skal hun i selskab med bl.a. finansminister Bjarne Corydon (S) og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) tilrettelægge den økonomiske politik, der både skal sikre den stramme styring af de offentlige udgifter og øge den økonomiske vækst. Beslutningerne i det forum vil efter alt at dømme blive afgørende for S-R-SF-regeringens videre skæbne.

Til at styrke sin position har Vestager genetableret det økonomiministerium, som Anders Fogh Rasmussen i praksis nedlagde i 2001 og kombineret det med et forstærket indenrigsministerium. Forbilledet er tydeligvis hendes forgænger, Marianne Jelved, der som økonomiminister i Nyrup-regeringen agerede ”kontrolinstans” til den magtfulde finansminister Mogens Lykketoft.

Det nye ved Vestagers rolle er, at hun ikke alene får ansvaret for den overordnede konjunkturovervågning, international økonomi og dansk deltagelse i EUs økonomi- og finansministermøder, men også for den kommunale økonomi, der tegner sig for ca. halvdelen af det offentlige forbrug. Det bliver Vestager – og ikke Corydon – der fremover skal sidde for bordenden, når regeringen og KL skal forhandle om de kommende flerårige budgetaftaler, sikre deres overholdelse og gennemføre den afbureaukratisering og reform af samarbejdet, der er en anden central del af regeringsgrundlaget.

Dermed kommer hun til at stå betydeligt stærkere, end Jelved gjorde i sin tid, og det vil næppe være en overdrivelse at hævde, at der i den nye regering vil være to finansministre. Arbejdsdelingen rummer dog den politiske fordel, at det vil være vanskeligt for oppositionen at beskylde De Radikale for at føre uansvarlig økonomisk politik.?

Alle partier får en platform

?Selv om De Radikale har trukket det længste strå, er der i udformningen af ministerkabalen taget et betydeligt hensyn til alle tre regeringspartiers profileringsønsker. På flere af de store samfundsområder er der skabt stærke triumvirater med politikere fra alle tre partier. På økonomiområdet vil SF i kraft af Ole Sohn i Erhvervs- og vækstministeriet og Thor Möger Pedersen i Skatteministeriet f.eks. også komme til at spille en central rolle. Dermed vil alle tre regeringspartier have en platform for at udtale sig om den økonomiske politik.

Denne fordeling af magten går igen på en række af regeringens øvrige hovedindsatsområder. På det grønne område er det f.eks. et triumvirat bestående af klimaminister Martin Lidegaard (R), miljøminister Ida Auken (SF) og transportminister Henrik Dam Kristensen (S), som vil tegne butikken. På velfærdsområdet er frontfigurerne – udover Vestager – sundhedsminister Astrid Kragh (SF) og socialminister Karen Hækkerup (S).

Helt gennemført er systemet ikke. På det udenrigspolitiske område er der f.eks. hele fire ministre med Villy Søvndal (SF) som en udenrigsminister, der svæver over vandene, og et lille triumvirat bestående af Nicolai Wammen (S) som Europaminister, Christian Friis Bach (R) som Udviklingsminister og Pia Olsen Dyhr (SF) som Handels- og Investeringsminister. I sikkerhedspolitikken skal ministeriet også koordinere med forsvarsministeriet, hvor socialdemokraten Nick Hækkerup er minister.

Men hensynet til de tre partiers profileringsmuligheder er formentlig en af forklaringerne på, at det har været nødvendigt at udnævne hele fem ministre mere end i den foregående regering – 23 mod 18. En anden forklaring er naturligvis, at der er et parti mere i den nye regering, og at der efter ti år i opposition sidder rigtig mange medlemmer i de tre folketingsgrupper med en minister i maven. Derfor har Helle Thorning-Schmidt også opgivet sin tidligere ide om at reducere antallet af ministerier ved at etablere en håndfuld såkaldte superministerier, der kunne arbejde på tværs af de nuværende sektoropdelinger. Ræsonnementet, som adskillige eksperter har fremført, er ellers, at de traditionelle ressortopdelinger ikke mere er tidssvarende i forhold til de store udfordringer, det danske velfærdssamfund møder i en globaliseret verden med et accelererende forandringstempo.

Det hører dog med til historien, at de hidtidige forsøg på at skabe superministerier ikke er faldet særligt heldigt ud. Selv om det i 2001 lød flot og potent, da den konservative leder, Bendt Bendtsen, satte sig i spidsen for et meget omfangsrigt Økonomi- og Erhvervsministerium, blev han i virkeligheden sat ud på et sidespor. De mange løbende opgaver medførte, at han aldrig fik tid til at udvikle nye visioner og endog fik problemer med at passe sit eget parti.

At et superministerium kan være en umenneskelig opgave for en enkelt minister fremgår også af eksemplet Karen Jespersen. Trods lang ministererfaring og store kommunikative evner løb hun sur i det Velfærdsministerium, som Anders Fogh Rasmussen kreerede til hende efter valget i 2007. Ministeriet, der i realiteten var en sammenlægning af fire ministerier (social-, indenrigs-, ligestillings-, bolig- og familieministeriet), holdt hende så stærkt beskæftiget med daglige gøremål som spørgsmål til ministeren, samråd i folketingsudvalgene og møder med interesseorganisationer, at det ifølge hendes eget udsagn gjorde det umuligt at føre langsigtet politik.

At udsætte et meget ung og uprøvet S-R-SF-ministerhold for noget lignende forekommer derfor heller ikke at være en særlig oplagt ide – for at sige det mildt.

En anden mulighed havde været at udnævne såkaldte juniorministre til at aflaste ministeren, som det er tilfældet i bl.a. Storbritannien og Sverige. Det har i mange år været et meget omstridt spørgsmål, der har mødt stor modstand i embedsværket, og derfor er det altid blevet ved snakken. Jo tættere danske politikere er kommet på regeringsmagten, jo mere har modet svigtet. Efter en længere periode i opposition er der ikke mange, der haft lyst til at skabe problemer med regeringsskiftet pga. modvillige embedsmænd.

Men selv i en helt traditionel regering med 23 medlemmer anser man det tilsyneladende for en risiko, at ministrene sander til i den daglige trummerum. De tre regeringspartier har besluttet, at topministrene får lov til at ansætte to rådgivere hver – dobbelt så mange som under Fogh og Løkke Rasmussen.

Faren ved de mange konkurrerende ministerier er selvsagt, at en stor del af regeringens resurser går til i dårlig koordinering, interne magtkampe og ødelæggende stillingskrig mellem forskellige opfattelser af de respektive politikområder. Fordelen kan være, at de mange forskellige aktører med hver deres indgangsvinkel kan bidrage til en frugtbar pluralisme, der – i bedste fald – øge regeringens kreativitet. Det sidste er der hårdt brug for, men det stiller rigtigt store krav til ministres og ministeriers evne til samarbejde og koordinering.