Euroen er Europas hjerte. Den fælles mønt er EU’s uden sammenligning mest ambitiøse skridt på vejen mod en regulær europæisk politisk union. Samtidig er det i bund og grund euroen, der skiller Europas to store magter, Frankrig og Tyskland, fra den tredje stormagt, Storbritannien.

Briterne har aldrig villet deltage i den fælles europæiske valuta, som regeringerne i Berlin og Paris enedes om i de skelsættende år omkring 1990, hvor Muren faldt, Sovjetunionen brød sammen, og Tyskland blev genforenet. Og nu har Storbritannien sagt farvel til hele EU. Omvendt har Tyskland og Frankrig og Den Europæiske Centralbank i Frankfurt i løbet af de seneste års kriser i handling og ord gjort det klart, at euroen er kommet for at blive.

En tilbagevenden til nationale valutaer i eurolandene kommer ikke på tale, lyder det samstemmende fra Berlin, Paris, Frankfurt og Bruxelles, hvilket har beroliget de finansielle markeder. Til gengæld er der også udbredt enighed blandt Europas førende politikere og økonomer om, at euroen er en mangelfuld konstruktion, som i sig selv er en bremseklods for den økonomiske vækst, som alle de europæiske lande har så desperat brug for.

Den erkendelse er også den tyske topøkonom og Princeton-professor Markus Brunnermeier kommet til. Han præsenterede forleden sin nye bog ’The Euro and The Battle of Ideas’ ved en konference i Danmarks Nationalbank.

Brunnermeier medgiver, at euroens mange kritikere – eksempelvis de amerikanske nobelpristagere Joseph Stiglitz og Paul Krugman – har ret i, at eurokonstruktionen er mangelfuld og uhensigtsmæssig. Til gengæld ryster han på hovedet over ytringer fra de samme økonomer om, at euroen ikke vil overleve, eller at den bør splittes op.

”Tyskland og Frankrigs ledere har givet hinanden håndslag på, at euroen skal overleve, og de har givet Den Europæiske Centralbank mandat til at gøre, hvad der er nødvendigt for, at det sker. Så euroen er kommet for at blive. Men nu er spørgsmålet, hvordan vi ønsker, at den skal fungere. Det er der meget forskellige holdninger til i Europa, og det bør vi begynde at diskutere i en bredere kreds end blot økonomer og folk i centralbankerne,” siger Brunnermeier i et interview med Mandag Morgen.

Økonomiske modeller vs. politik og etik

Brunnermeier og hans medforfatteres hovedpointe er, at politiske beslutningstagere i Europa abonnerer på så forskellige politisk-økonomiske filosofier og grundværdier, at der er brug for et ’Ideernes Europa’, hvis man skal nå frem til de kompromisser, der er nødvendige for at få møntunionen til at fungere optimalt for de 335 millioner borgere i eurozonens 19 medlemslande.

De to politisk-økonomiske hovedskoler er ifølge Brunnermeier den tyske og den franske. Tyskerne vil have regler, strukturelle reformer og begrænset offentlig påvirkning af økonomien. Franskmændene, derimod, tænker i højere grad ligesom amerikanerne og briterne.

”I Tyskland og ligesindede lande bunder den politisk-økonomiske tænkning mere i politik og etik, mens man i Frankrig baserer sig mere på økonomiske modeller, ligesom i USA og Storbritannien. Det betyder, at økonomien er mere rigid i den tyske tænkning, mens den er mere agil i den franske. Det så vi under eurokrisen, hvor franskmændene var gode til krisehåndtering,” siger Brunnermeier.

Den 47-årige Princeton-professor er født i byen Landshut i Bayern og blev i sin ungdom uddannet tømrer, inden en nedgang i byggeriet tvang ham ind i en akademisk karriere, der har gjort ham til en af verdens førende økonomiske eksperter. Brunnermeier sidder således i rådgivende organer i Den Europæiske Centralbank, IMF, New Yorks Federal Reserve Bank og i den amerikanske kongres. Han har selv tidligere udtalt, at starten på arbejdsmarkedet som håndværker har givet ham en evne til altid at holde fast i den konkrete virkelighed, uanset hvor langt ud i teorien hans forskning fører ham.

”Eurozonens helt centrale udfordring lige nu er at bruge den kollektive styrke, man har, til at reducere økonomiske risici og ubalancer i alle eurolandene uden at komme i karambolage med den tyske holdning om, at eurolandene ikke kan hæfte kollektivt for hinandens gæld. Samtidig skal man øge konkurrenceevnen i udkantsområderne af eurozonen i forhold til kernen i Tyskland,” siger Brunnermeier.

Problemet er imidlertid, at de tyske politikere ikke vil have en ’gældsunion’ med fælles euroobligationer, men kun hvad de kalder en ’stabilitetsunion’. Brunnermeier har derfor sammen med kolleger lavet sit eget forslag til såkaldte European Safe Bonds, der vil gøre det muligt for eurolandene at tage så meget ansvar for hinandens statsgæld, at alle eurolandes statsobligationer reelt vil blive vurderet som lige så sikre som tyske og andre nordeuropæiske statsobligationer. Disse ’sikre’ europæiske obligationer – såkaldte ESBies – vil ifølge Brunnermeier være et første konkret og effektivt skridt i retning af den reelle politiske union med fælles valuta, som det efter hans og andre eksperters opfattelse vil tage mange år at få skabt.

”Kernen i forslaget om ESBies er, at det tilfredsstiller Tysklands krav om, at man ikke hæfter kollektivt for gælden, mens man på den anden side gør Frankrigs og andre eurolandes statsobligationer til lige så sikre aktiver som tyske statsobligationer,” siger Brunnermeier.

Ud af dødsloop

Under eurokrisen blev det klart, at markederne netop ikke vurderede eurolandenes statsobligationer som værende lige sikre og derfor sendte renterne på de kriseramte eurolandenes statsgæld i vejret, hvilket svækkede de i forvejen svage nationale økonomier og nationale banksystemer endnu mere.

”Det er dette dødsloop, man skal have stoppet en gang for alle,” siger Brunnermeier.

Brunnermeier er i øjeblikket såkaldt Visiting Fellow ved Bank of International Settlements, BIS, i Schweiz. Herfra rejser han ud til europæiske nationalbanker, universiteter, tænketanke og EU-institutioner for at orientere om sine konkrete forslag og for samtidig at skubbe til debatten om euroens fremtid.

”I årtier har vi i Europa dækket over kompromiserne. Politikerne har indgået dem, og så er de rejst hjem til hver sit eget publikum og har præsenteret dem, sådan som man nu syntes, at de skulle præsenteres for det nationale publikum. Man har ikke fortalt, hvilke indrømmelser man har måttet give for at opnå de enkelte kompromiser,” siger Brunnermeier og fortsætter:

”Først af alt bliver vi nødt til at være ærlige om de store forskelle, der er i vores måder at tænke på. Vi bliver nødt at have en bred offentlig debat om dem. Det er ikke nok at have en debat, der kun omfatter centralbankfolk og politikere. Debatten skal ud i en større kreds, fordi den handler om, hvordan Europa kommer til at udvikle sig i fremtiden.”

Markus Brunnermeier, født 1969, er som sine jævnaldrende i den tyske samfundselite eksponent for et meget dybt europæisk engagement. Men han advarer samtidig europæiske politikere om ikke at gå for hurtigt fremad med den integration i eurozonen, som også efter hans opfattelse er nødvendig.

”Jeg vil være bekymret, hvis man har så store ambitioner, at man ikke får befolkningerne med sig. Formålet med min bog er at lægge forskellighederne frem, så vi kan diskutere dem og derefter træffe fælles beslutninger,” siger han.

Brunnermeiers bog er spækket med vidende, historiske redegørelser for den økonomiske tænkning i de forskellige europæiske lande. Og han konstaterer eksempelvis, at Tyskland og Frankrig i mange år op til Anden Verdenskrigs afslutning i politisk-økonomisk forstand blev styret efter økonomiske filosofier, som nærmest var de omvendte af dem, vi kender i dag. Franske og italienske økonomer var klassisk liberale og regelbundne, mens tyskerne på deres side så stort på klassiske økonomiske regler og førte ekspansiv finanspolitik på statens regning for at nå den ønskede udvikling i økonomien.

Ifølge Brunnermeier kommer der til at gå adskillige år, før eurozonen får et substantielt fælles budget og et fælles eurozoneparlament, sådan som det er beskrevet i en række policyforslag fra bl.a. EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og diverse tænketanke.

”Det er fint nok, at man har den slags som ledestjerner. Men for tiden er der ikke mange lande, der ønsker at give mere magt til Bruxelles. Og det er klogt. Man risikerer at miste vælgernes opbakning, hvis man går for hurtigt frem,” siger han.

Små lande bør blande sig

Selv om udviklingen af den kommende økonomiske politik i meget høj grad er præget af de store lande, Tyskland og Frankrig, bør mindre lande som Danmark og andre nordiske lande blande sig i debatterne – også selv om man ikke i dag er med i euroen.

”De små lande kan være dem, der finder kompromiserne mellem de store lande. Danmark og andre nordiske lande har en rolle at spille, fordi man på den ene side forstår den tyske måde at tænke på, mens man på andre områder er mere på linje med Frankrig. Det kan sagtens være det lille land, der kommer med den kloge løsning,” siger Markus Brunnermeier.

Mens han er modstander af den klassiske EU-metode, hvor Europas førende politikere gennem årtier har brugt forskellige kriser til at skubbe den europæiske integration længere fremad uden at have folket med, er han enig i, at de forskellige politiske kriser i sig selv bærer potentialet til at styrke det europæiske samarbejde. Den økonomiske krise, sikkerhedskrisen med Rusland og den europæiske flygtningekrise kan ifølge Brunnermeier bruges offensivt.

”Vi har så mange forskellige kriser, at folk er ved at miste modet. Men set ud fra et politisk-økonomisk perspektiv er det en fordel at have så mange forskellige lag af kriser. Det betyder, at man kan forhandle og købslå om, hvordan man tackler dem. Man kan lave en form for pakkeløsninger i forhold til de forskellige kriser, som berører forskellige konstellationer af EU-lande,” siger han og tilføjer:

”Tag nu flygtningekrisen. Den gør det lettere at overbevise den tyske befolkning om, at man skal gøre noget for at hjælpe Grækenland, fordi der er et humanitært aspekt i det, som ikke kun bekræfter nogle tyskeres fordomme om, at Grækenland bare har opbygget for megen gæld.”

Markus Brunnermeiers tænkning er præget af, hvad der er realistisk muligt at gøre i EU anno 2016. Han tror således ikke på, at der kommer et massivt investeringsboom, hverken i Sydeuropa eller i Tyskland, selv om det er, hvad mange økonomer drømmer om. Til gengæld peger han på et meget konkret skridt, som det tyske samfund efter hans opfattelse bør tage.

”Vi har brug for en mere aggressiv vækst i lønningerne i Tyskland. I 00’erne opstod der et gab i konkurrenceevnen mellem periferilandene og Tyskland, hvor lønningerne ikke steg i Tyskland, mens de steg i de andre lande. Dér mistede mange af de andre EU-lande konkurrenceevne. Derfor har vi nu brug for, at dette gab lukkes. Det vil hjælpe periferilandene med gradvist at genvinde deres konkurrenceevne, og det vil være populært i den tyske befolkning,” siger Brunnermeier, der advarer mod at lade sig styre af fordomme, når det gælder udviklingen af den fremtidige økonomiske politik i Europa.

”Det er rigtigt, at Frankrig ikke har været dygtige til at sanere sine offentlige finanser i gode tider. Men de har været dygtige til krisehåndtering. Og franskmændene siger ofte, at Tyskland og de andre nordlige lande i EU er for rigide i deres tænkning,” siger han.

Men mange nordeuropæere er mistroiske over for, om man nu også kan regne med Frankrig og Italien? Har de ikke grund til at være det?

”Det ved jeg ikke, men det store pendul svinger. For 10 år siden var Tyskland den syge mand i Europa. Alle sagde, at den tyske model ikke fungerede, og at Frankrig klarede sig væsentligt bedre. Så det kan godt være, at den tyske model fungerer nu, men om 10 år kan det være lige omvendt.”

LÆS OGSÅ: Højere løn i Tyskland kan give flere job i Danmark