97,5 pct. af den kinesiske landbefolkning er nu dækket af statslig sundhedsforsikring. Indien har givet alle familier på landet 100 dages årlig jobgaranti med minimumsløn. Sydkorea har indført folkepension. Selv det superliberale Singapore har indført sin egen version af kontanthjælp på dette års finanslov.

Efter år med stigende velstand påtager flere asiatiske stater sig nu rollen som forsørger og forsikrer. En asiatisk velfærdsmodel er under hastig udvikling.

Der er ganske vist tale om en noget fjern fætter til den europæiske velfærdsstat – for ikke at tale om den universelle skandinaviske model. Først og fremmest er de nye, asiatiske velfærdsydelser skabt med et helt andet udgangspunkt. Her er langt til en europæisk tankegang om at tage ansvar for fællesskabets svageste. De asiatiske velfærdsydelser på statens regning har først og fremmest til formål at holde hånden under nationens produktivitet og økonomiske fremskridt – ikke under nationens svageste borgere.

De autoritære ledere, som var domptører for de sydøstasiatiske tigerøkonomier, havde ikke meget til overs for den vestlige velfærdsstat. De anså den for at underminere det initiativ, som drev vækstmiraklerne frem. I deres tid var de asiatiske velfærdsydelser rettet mod ansatte i de mest produktive brancher og mod at holde dem kørende ved hjælp af sundhedsydelser, ulykkesforsikringer og udsigten til pension. Ydelserne måtte for alt i verden ikke blive en sovepude for dovenlarser.

Nu er de autoritære ledere ude af sagaen, og tendensen går i en ny retning. Med den voksende velstand vokser også den folkelige forventning om bredere velfærdsydelser.

I oktober vedtog Indonesiens parlament en lov, der giver alle 240 millioner indonesere sundhedsforsikring fra 2014 og ret til pensioner og arbejdsulykkesforsikring fra juli 2015. Loven siger intet om, hvordan de nye ydelser skal finansieres, men regningen bliver stor. Verdensbanken har beregnet, at hvis alle indonesere fik adgang til de velfærdsydelser, som i dag er forbeholdt landets offentligt ansatte, skulle indoneserne betale 18 pct i indkomstskat alene til dette formål.

[graph title="Moden til velfærdsstaten" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/eae8c-next_01_moden-til-velfaerdsstate.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/86058-next_01_moden-til-velfaerdsstate.png" text="Selv om de asiatiske udgifter til velfærd stiger i disse år, er de asiatiske lande stadig ikke i nærheden af at bruge ligeså meget pr. borger som i verdens rigeste lande."]Kilde: Asian Development Banks Social Protection Index. [/graph]

Indonesien er et godt eksempel på den sammenhæng, der ser ud til at være mellem et lands økonomiske udviklingstrin og dets appetit på velfærdsydelser. Den afdøde økonomiske historiker Angus Maddison regnede sig for nogle år siden frem til, at Indonesien var næsten lige så udviklet, som USA var i 1935, da amerikanerne vedtog den skelsættende Social Security Act. Kina er allerede rigere nu, end Storbritannien var, da briterne fik deres National Health Service (NHS). Se figur 1.

De spirende asiatiske velfærdsstater er dog stadig langt fra niveauet i de rigere lande. På sundhedsområdet ligger de offentlige udgifter i de asiatiske lande stadig kun på 2,5 pct af BNP, mens de rigeste OECD-lande bruger 7 pct. Og man behøver ikke tage uden for Asien for at se de samme store forskelle. Ifølge Asian Development Banks Social Protection Index bruger Japan næsten dobbelt så meget på borgernes sociale velfærd som Sydkorea, der er det mest generøse af de øvrige asiatiske lande. Se figur 2.

De nye asiatiske velfærdsstater er altså først så småt ved at tage skridtet fra en velfærdsmodel for de udvalgte få til universelle velfærdsydelser. Og det skyldes ikke alene økonomien, for de store lande som Kina, Indien og Indonesien er med deres enorme befolkninger og vidtstrakte territorier også udfordret af deres egen størrelse og kompleksitet. Hvordan sikrer man ensartede nationale standarder i et land med så stor kulturel, etnisk og geografisk spredning som Indien? Landets beskedne sundhedsforsikring dækker nu omkring 110 millioner borgere, og der er stadig lang vej til fuld dækning. Men tallet svarer ikke desto mindre til over dobbelt så mange amerikanere, som Barack Obama forsøger at sundhedsforsikre med Obamacare – en opgave, som vicepræsident Joe Biden bramfrit har kaldt en big fucking deal.

Behovet for velfærdsydelser bliver naturligvis ikke mindre af, at man er en enorm befolkning på et ufattelig vidtstrakt område. Tværtimod. Og den bliver heller ikke mindre af, at man med de seneste års velstandsstigning er blevet velsignet med de samme velfærdssygdomme, som vi kæmper med i Vesten. Kræft og diabetes er i kraftig vækst, mens levetiden er på himmelfart og fødselsraten rasler ned.