Op til europaparlamentsvalget var der megen spekulation om fremtiden for den europæiske grønne pagt bedre kendt som The European Green Deal, der er EU's overordnede plan for at blive klimaneutralt i 2050. 

Der var udbredt frygt for, at pagten kunne blive helt afmonteret i et scenarie med stærk fremgang til de mest yderligtgående højrepartier. 

Men det store højreskred skete ikke. Det pro-europæiske centrum har beholdt sit flertal af pladser i Europa-Parlamentet, og det indikerer, at Europa næppe vil skifte kurs i forhold til den grønne omstilling.

Men højredrejningen i særligt Tyskland og Frankrig samt præsident Macrons beslutning om at udskrive et hurtigt valg til det franske parlament viser dog tydeligt, at der alligevel er en stor uro blandt vælgerne om klimapolitikken, som bør tages alvorligt. Derfor er der stadig mindst to store risici for The Green Deal.

Den første er truslen fra syltekrukken, hvis det nye Europa-Parlament beslutter sig for at forhale de grønne initiativer. Med et øget pres fra højre kan den brede centrum-højre-gruppe, Det Europæiske Folkeparti (EPP), være fristet til at presse på for udsættelser. Eller de kan være fristet til at udvande nogle af de mest kontroversielle tiltag i den grønne pagt. 

Genåbning af lovsager, der er blevet vedtaget efter flere års forhandlinger, vil forstyrre tilliden til Europas grønne kurs, skade den europæiske industri og føre til udskudte grønne investeringer.

Dette kunne gøres ved at udnytte nogle af de revisionsklausuler, der er indarbejdet i Green Deal-lovene, som for eksempel forbuddet mod salg af nye biler med forbrændingsmotorer fra 2035. 

Men denne fristelse skal undgås. Genåbning af lovsager, der er blevet vedtaget efter flere års forhandlinger, vil forstyrre tilliden til Europas grønne kurs, skade den europæiske industri og føre til udskudte grønne investeringer.

Det vil også øge omkostningerne for dem, der allerede har påbegyndt omstillingen og investeret i grøn teknologi, fra energieffektive industrielle processer til elbiler, og de vil føle sig svigtet.

Med andre ord er en troværdig klimapolitik afgørende for at opretholde den private sektors grønne investeringer i de kommende år.

Risiko for national tøven

Den anden risiko er inaktivitet i de nationale regeringer. Nu hvor The Green Deal går ind i sin implementeringsfase efter fem års politikdesign og lovgivning, bliver det nationale niveau afgørende for, om Europas grønne ambitioner realiseres eller ej. 

I de næste fem år skal dekarboniseringen accelereres kraftigt, hvis EU skal nå sine klimamål. Der skal mere til på nationalt niveau for at dekarbonisere sektorer som bygninger og transport, hvor klimapolitikken påvirker borgernes dagligdag.

Tyskland, Frankrig, Italien og andre store lande forventes at tage det tunge løft, men hvad hvis deres regeringer ikke leverer? Realiteten er, at EU har begrænsede redskaber til at presse regeringerne til handling.

For at imødegå denne afgørende risiko bør en grøn EU-investeringsstrategi nu lanceres som en hastesag. Det kunne indebære forskellige foranstaltninger, herunder bedre udnyttelse af EU-budgettet, større slagkraft til Den Europæiske Investeringsbank til finansiering af den grønne omstilling og oprettelse af en ny grøn EU-fond, der skal finansieres med ny fælles EU-gæld. 

Sidstnævnte ville være fuldt berettiget, da det ville handle om engangsfinansiering til en omstilling, der er ekstraordinær, midlertidig og gavnlig for fremtidige generationer.

Den radikale transformation, der følger af The Green Deal, rejser svære spørgsmål om, hvem der skal betale. Hvis omkostningerne ender med at belaste almindelige arbejdere uforholdsmæssigt hårdt – for ikke at nævne de fattigste og mest sårbare samfund – vil transformationen forværre uligheden og blive socialt og politisk uholdbar. Det er ikke en mulighed.

Solid grøn industripolitik

Heldigvis kan godt designede klimapolitikker forhindre det resultat og i stedet føre til større social lighed. The Green Deal omfatter allerede Just Transition Fund og den nye Social Climate Fund og har dermed et fremragende grundlag for en ny grøn social kontrakt.

EU bør nu strømline og forenkle sine finansieringsinstrumenter for at levere endnu mere afgørende støtte til de mest sårbare borgere – men også til middelklassen, der har brug for støtte til at tage grønne alternativer i brug, fra elbiler til grønne opvarmningssystemer i hjemmet. 

Europaparlamentsvalget 2024 bør således markere en ny begyndelse for The Green Deal frem for dens afmontering.

EU skal også gøre dekarbonisering til en reel økonomisk mulighed ved at udvikle en solid grøn industripolitik. Dette vil først og fremmest kræve en revitalisering af den 'kedelige' indre markedsdagsorden for at udnytte EU's enorme fælles marked for varer, finansielle tjenester, energi, arbejdskraft og idéer til at tilskynde til nye investeringer i grøn teknologi. Interventioner i specifikke teknologier vil også være nødvendige.

I stedet for at efterligne subsidierne fra den amerikanske Inflation Reduction Act bør EU give målrettet støtte på områder, hvor det allerede har en solid komparativ fordel. Mens nogle etablerede industrier måske har brug for støtte, mens de dekarboniserer, bør støtte til banebrydende innovation være det primære mål.

Grøn industrialisering har ikke været kernen i den første fase af The Green Deal. Den skal nu sættes i forrest.

Europaparlamentsvalget 2024 bør således markere en ny begyndelse for The Green Deal frem for dens afmontering. Dekarbonisering er den eneste vej for Europa til robusthed og konkurrenceevne. Det nye Europa-Parlament har ansvaret for at fortsætte fremad og skal undgå nytteløse afvigelser, hvor fristende de end kan forekomme.