Mads Frost Bertelsen anbefaler

Set for nylig

I en tid med lange aftener og pandemiudløste restriktioner på de sociale udfoldelser var det oplagt at nævne en af de mange gode serier, man kan streame, men det, der – lidt uventet i virkeligheden – har gjort mest indtryk på mig for nylig, var Joe Bidens indsættelsesceremoni. Det var et amputeret set-up uden publikum, og manden er ikke en karismatisk taler, men jeg blev simpelthen rørt, da jeg hørte denne gamle, hvidhårede mand tale om håb og samarbejde og fællesskab i stedet for løgne og ufred. Da en efterhånden trivelig, men velsyngende Garth Brooks tonede frem med sangen ’Amazing Grace’, smagte det hele lidt som Amerika, fra før verden gik af lave. Ubevidst har jeg nok været mere påvirket af USA's demokratiske forfald, end jeg troede.

Hørt for nylig

Helt op til jul hørte jeg hver aften skimmelflagermusenes parringskald på min aftentur med hunden i den lokale park. Denne lille flagermus klarer sig rigtig godt i Østdanmark og er et eksempel på en art, som man faktisk kan have lettere ved at træffe i byen end på landet. Dens såkaldte revirkald er lavfrekvente nok til, at man kan høre dem som høje klik mellem træer og huse om aftenen gennem efteråret. Allerede midt i januar hørte jeg så både solsorten og musvitten, der trods sne og kulde har registreret, at dagen er tiltagende, og foråret er på vej. En inspiration og opmuntring for os andre, der kan komme helt i tvivl her i januars triste mørke.

Læst for nylig

Jeg får generelt læst for mange tekniske artikler og for lidt skønlitteratur, men har lige læst Lise Wied Kirkegaards biografi om Erik Eriksen, der var min forgænger som den første fastansatte dyrlæge i Zoologisk Have. Bogen er velskrevet og giver et letlæst og humoristisk tidsbillede fra et langt og spændende liv krydret med kulørte anekdoter. Eriksen var en pioner indenfor udviklingen af metoder til bedøvelse af vilde dyr – deraf titlen: ’Der skydes, men ikke med skarpt’. Man måtte – navnlig i de tidlige år – ofte nedkæmpe de farlige dyr med tovværk og de bare næver. Bogen er tankevækkende, fordi Eriksens karriere starter i den tid, hvor zoologiske haver sendte stærke unge mænd ud i vildnisset for at bringe dyr hjem til en kummerlig (og kort) tilværelse i usle bure, og den slutter netop som forvandlingen til naturbevarelsesorganisation er ved at blive en realitet.