Hvad 2030-planen kan lære os om SVM-regeringens klimapolitik

I dansk politik er der intet, der slår velfærd og skattelettelser. Derfor er det ikke overraskende, at de to emner har domineret dækningen af regeringens 2030-plan. Men nu hvor røgen har lagt sig, er det værd at kaste et blik på, hvad planen siger om tidens altoverskyggende dagsorden: klima- og biodiversitetskrisen.

Den 254 sider lange tekst efterlader ingen tvivl om, at regeringen er klar over, at vi står midt i en klimakrise, og at tilpasningen til en ny klimavirkelighed og opfyldelsen af klimamålene er definerende for både politik og økonomi. Klimaet nævnes hele 202 gange og biodiversitet 42 gange i planen. Og også det danske 70-procentsmål, EU’s klima- og biodiversitetsmål og vandrammedirektivet står centralt i teksten.

Men der opstår en slags sandhedens time, når pengene skal fordeles. Så lad os se lidt nærmere på, hvad regeringen sætter af til at nå de mange grønne mål.

Trods alle de ambitiøse mål har regeringen ikke prioriteret at finansiere sin egen klimapolitik i planen for dansk økonomi frem mod 2030.

SIDEN KLIMALOVENS VEDTAGELSE I 2020 er der ifølge regeringen prioriteret 115 milliarder kroner frem mod 2030 til den grønne omstilling. Det svarer til under en promille af de forventede offentlige indtægter i samme periode.

Også i 2030-planen skal investeringerne i klimaet tælles i promiller. Ud af et offentlige budget på næsten 1.300 milliarder kroner er der sat halvanden milliarder kroner af til en grøn fond i 2024 og 3,25 milliarder årligt derefter.

Hvis du synes, du i løbet af ugen har set et beløb, der hedder 53,5 milliarder til den grønne fond, så skyldes det, at finansministerens plancher regner alle de årlige beløb sammen fra 2024 til 2040. Der skal altså indbetales i 16 år til fonden, før man når op på det beløb, der står på Nicolai Wammens slides.

Mens pengene kun lander drypvis i den grønne fond, så er politikerne allerede godt i gang med at disponere over de første mange års beholdning.

Den grønne fond – der altså starter med halvanden milliard næste år – skal efter planen finansiere:

• 10,5 milliarder til en grøn skattereform
• 500 millioner til en havnaturfond i 2024-2030
• Et ukendt beløb til udbygning af havvind i Nordsøen med mindst 35 GW
• Evt. ekstra udgifter til oprensningen af Cheminovas kemikalieforurening på Harboøre Tange
• Andre ”større og længerevarende investeringer i klima, grøn energi og miljø”.

Regeringen understreger, at klimakrisen sender mange andre store og stadig ufinansierede udgifter til samfundet. For eksempel bor en million danskere alt for tæt ved vandet. De vil få brug for hjælp fra kommuner og stat, hvis de skal sikres mod oversvømmelse.

Regeringen har desuden lagt en reserve på i 4,5 milliarder i 2030-planen til uspecificeret “klima og velfærd”. Men erkender i samme åndedrag, at det langt fra dækker de mange prioriteter på det grønne område som ”klimamål, udbygning af vedvarende energi, klimatilpasning, skovrejsning, omstilling af erhverv, natur og biodiversitet, generationsforureninger, drikkevandsbeskyttelse, vandmiljø mv. Prioriteter, der vil trække på det grønne råderum og de afsatte midler.”

Og på side 54 står det sort på hvidt; der er ikke fuld finansiering af regeringens egen klimapolitik i planen for dansk økonomi frem mod 2030. Eller på djøfsk:

”Det betyder også, at selvom der nu prioriteres endnu flere midler, vil det være nødvendigt med yderligere finansiering.”

I 2030-planen mærker man, at S og M har forstået, at de må træde med lempe over for landbruget, hvis de ikke skal miste V som regeringspartner.  

HVAD FORTÆLLER 2030-PLANEN OS ellers om regeringens klimapolitik? Først og fremmest, at klimapolitikken ikke kan adskilles fra regeringens dybe bekymring for velfærdssamfundets finansiering. Og det handler ikke kun om arbejdsudbud og danskere, der vil ned i tid. Det handler også om frygten for, at klimakrav koster arbejdspladser. Og bevidstheden om, at statens indtægter vil falde, hvis omstillingen lykkes.

I dag triller der årligt 22 milliarder ind i statskassen, når danskerne fylder benzin i bilen eller gas i fyret. I en grønnere fremtid med elbiler og vedvarende energi skal de milliarder findes på anden vis. Også den finansiering mangler i planen.

Men 2030-planen giver også på det mere indholdsmæssige plan nogle klare indikationer af de justeringer af klimapolitikken, der er sket efter regeringsskiftet. Her kommer et par af dem:

Klima – miljø – natur, i den rækkefølge 

”Når den grønne omstilling skal gå hurtigere, kan det betyde, at hensynet til naturen må vige nogle steder.”

Sætningen er en genganger i Klimaministeriets kommunikation under Lars Aagaard.

2030-planen afslører et tydeligt hierarki, når de forskellige grønne hensyn skal vejes op mod hinanden. For eksempel når der skal bygges solceller eller vindmøller på et areal, der rummer sjældne planter eller dyr.

Regeringen har en klar prioritet. Den vedvarende energi har første prioritet, derefter drikkevandet og til sidst naturen og biodiversiteten.  

Fra ’forureneren betaler’ til ’forureneren kompenseres for ikke at forurene’

Det gamle princip om, at forureneren betaler, er afløst af en mere hjælpende hånd fra staten til de virksomheder, der nu skal omlægge til en mere klimavenlig produktion.

Finansieringen skal findes i de nye klimaafgifter. Derfor bærer 2030-planen også præg af præmissen om, at de penge, der kommer ind gennem nye grønne afgifter – for eksempel på landbruget – skal føres direkte tilbage til erhvervet.

Samme logik gælder for forslaget om en passagerafgift på 100 kroner, hvis grønne effekt ifølge regeringen består i, at de fleste af pengene skal bruges til udvikling af biobrændstof til indenrigsflyvning. Her har regeringen dog ikke kunne nære sig for at bruge noget af provenuet på en ældrecheck.

Det har fået Dansk Industri til at trække de store lobbykamoner frem for at sikre, at hele indtægten fra passagerernes grønne afgift kanaliseres direkte tilbage til branchen. Ellers kan man slet ikke kalde det en grøn afgift, lyder argumentet. Samme protester kan forventes fra landbruget, hvis en ny klimaafgift her ikke bruges krone for krone til at hjælpe landmændene gennem omstillingen. 

EUs krav respekteres - Klimarådets ignoreres

Der er også interessante oplysninger at finde i det, der ikke står i 2030-planen. For eksempel er Klimarådet ikke nævnt med et ord.

Det er Klimarådets opgave at holde øje med, at regeringen når sit mål at reducere Danmarks samlede CO2-udledninger med 70 procent i 2030 og 50-54 procent i 2025. I sin seneste rapport konstaterede rådet (igen), at der er meget langt igen.

Men regeringen har lavet sine egne regnestykker, der viser, at Danmark er godt på vej til at opfylde klimamålene. Det er de regnestykker, der danner udgangspunkt for 2030-planen.

Hvordan vi skal nå det sidste – korte eller lange – stykke, giver 2030-planen ikke noget bud på. Der henvises til de forhandlinger med Folketinget, som har ligget brak i månedsvis.

Til gengæld fylder kravene fra EU mere og mere, også i 2030-planen. De har den fordel, at man kan komme omkring dem med en (dyr) handel med kvoter, hvis det kniber med at komme over målstregen.

Systemændrende reformer af landbruget trækker ud

CO2-afgiften på landbrugets udledninger skulle være indført allerede i den forrige regeringsperiode, hvor både industrien og transportbranchen fik en ny grøn afgiftsstruktur. Men da turen kom til landbruget, var jorden så forgiftet af minksagen, at ingen i den daværende S-regering havde mod på endnu et opgør med traktordemonstranterne.

Så kom valget og en ny regering. Og da Venstres nye formand endelig sagde højt, at der ikke er nogen vej udenom en CO2-afgift på køers og svins udledninger, gik der ikke mange dage, før han selv endte på møddingen.

I 2030-planen mærker man, at S og M har forstået, at de må træde med lempe over for landbruget, hvis de ikke skal miste V som regeringspartner.  

”Blandt andet vil der blive taget stilling til en klimaafgift på landbruget,” hedder det forsigtigt i planen. Så har man ikke sagt for meget. Foreløbigt er den lagt til at simre i ekspertudvalget om en grøn skattereform med professor Michael Svarer i spidsen.

Moderaternes aftryk i regeringsaftalen – et bredt visionspartnerskab for fremtidens fødevareproduktion – kunne måske hjælpe fronterne til opblødning og sikre mere langsigtede løsninger. Men den idé lægger 2030-planen i graven.

Da Landbrug og Fødevarer holdt delegeretmøde i Herning i denne uge, kunne de utilfredse landmænd møde ikke færre end fire ministre. Men det var ikke dem, der leverede det uomgængelige budskab. Det gjorde professor Michael Svarer direkte fra talerstolen: Landmændene må selv ændre adfærd, hvis de vil undgå at blive ramt af CO2-afgifter. De, der omstiller sig, slipper for afgifter. De, der fortsætter med at udlede CO2 som før, vil få sværere ved at klare sig. Det er hele idéen, lød det fra professoren.

Hans rapport lander på regeringens bord inden årsskiftet. Men der kommer den ikke til at ligge længe. Den varme kartoffel skubbes nemlig direkte videre til en nyopfundnen trepartsforhandling mellem regeringen, det konventionelle landbrugs organisationer og to udvalgte grønne organisationer. Her skal eksperternes modeller diskuteres og bearbejdes, før Folketinget kommer på banen.

Troels Lund-Poulsen forventer, at trepartsforhandlingerne kommer til at tage hele vinteren.

”Det er ikke sikkert, at man kan nå frem til en konklusion. Men min ambition er, at vi i løbet af foråret 2024 kommer til at få en enighed,” siger Venstres kommende formand til Altinget.

Moderaternes aftryk i regeringsaftalen – et bredt visionspartnerskab for fremtidens fødevareproduktion – kunne måske hjælpe fronterne til opblødning og sikre mere langsigtede løsninger. Men den idé lægger 2030-planen i graven.