Briternes liv efter Brexit viser os, hvor meget EU har forandret vores samfund

Det var næsten pinagtigt at se, hvordan en nyhedsvært på britisk tv forleden forgæves anglede efter sympati hos EU’s tidligere Brexit-forhandler i et stort interview på BBC: Fortrød han ikke bare lidt, at han havde gjort det så svært for den britiske premierminister at få en blød Brexit-aftale igennem? Michel Barnier havde svært ved at skjule sin foragt for spørgsmålet. Briterne sagde selv nej til både EU og en blød overgangsordning. ”Nu må I lære at leve med konsekvenserne,” lød det knastørre svar.

Men måske er det ikke kun Storbritannien, der kan lære noget af den svære transition, landet går igennem lige nu. Det britiske eksperimentarium kan også lære os noget om os selv her i Danmark.

UK’s bratte overgang fra EU-land til østat i Nordsøen gør det nemlig tydeligere, hvad vi selv får ud af EU-medlemskabet. Både på plus- og minussiden.

På plussiden: En stabil valuta. En inflation under to procent. Og et indre marked, hvor forsyningerne flyder frit over grænserne. Og på minussiden: Et pres på løn og arbejdsvilkår for dem nederst på arbejdsmarkedet.

Uanset om man er super-europæer eller det modsatte, så er Storbritannien et spejl, der lysende klart viser os, i hvor høj grad, EU har formet vores samfund.

På mindst tre punkter er livet indenfor og livet udenfor EU væsensforskelligt. Allertydeligst står effekterne af det fælles europæiske arbejdsmarked:

1 DEN FRIE BEVÆGELIGHED For briterne er det ikke længere en selvfølge, at man kan slå sig ned hvor som helst i EU. Flytte hjemmearbejdet til Lissabon, tage sin bachelor i Malmø, etablere en svinefarm i Polen, tage pensionen med til Spanien eller flytte med sin tyske kæreste til Berlin.

Og mindst lige så vigtigt, så mistede de britiske arbejdsgivere 1. januar muligheden for at trække på arbejdskraftreserver fra alle 27 medlemslande. Til forskel fra UK, der nu må løse sine arbejdskraftproblemer alene, så forsyner EU’s fri bevægelighed stadig det danske arbejdsmarked med en værdifuld buffer. Den mærkede vi senest, da corona lukkede landet ned, og nu, hvor genstarten booster efterspørgslen på hænder og hoveder.

100.000 mennesker fra Polen, Rumænien, Tyskland, Litauen, Sverige, Bulgarien, Nederlandene, Spanien, Frankrig og Letland arbejder lige nu i Danmark. Og ifølge den seneste kvartalsopgørelse fra Danmarks Statistik, så nøjes de ikke med at gøre rent, lave mad og køre lastbil. Alene disse ti nabolande forsyner dansk industri med over 16.000 medarbejdere. Og knap 10.000 varme hænder til vores social- og sundhedsvæsen, som ellers har problemer med at skaffe danske sygeplejersker, læger og sosu’er. Næsten 6000 andre arbejder i uddannelsessektoren. 

Også britiske arbejdsgivere trak før Brexit flere hundrede tusinde nye ansatte til UK fra fastlandet hvert år. Men strømmen af arbejdskraft er stille og roligt ebbet ud, efter at briterne stemte nej til EU. Opgørelser fra Migration Observatory viser, at kun 79.000 EU-borgere søgte til UK for at arbejde i 2019, og i første halvår af 2021 faldt ansøgerstrømmen til 15.000 – inklusive de 7.000, der havde arbejdet i UK før Brexit og kom ind på en særlig overgangsordning.

Resultatet er tomme hylder i butikkerne og på det britiske arbejdsmarked, ikke mindst i transportbranchen, der i forvejen havde store problemer med at skaffe folk.

2 EN NY MAGTBALANCE PÅ ARBEJDSMARKEDET Da UK forlod EU 1. januar, skiftede magtbalancen til fordel for arbejdstagerne, der nu oftere end før kan sige nej tak til arbejde med ringe lønninger og arbejdsvilkår. Det britiske arbejdsmarked er blevet sælgers marked. En situation, der engang var normal i resten af EU under højkonjunkturer, men som arbejdskraftens frie bevægelighed til en vis grad har sat ud af kraft. Resultatet har været mange år med lave reallønsstigninger, selv under perioder med stor vækst. Det har betydet stabilitet i økonomien. Men også en mindre solidarisk fordeling af det overskud, væksten gav.

I Storbritannien er de midt i en turbulent overgang til(bage) til et andet og mere volatilt system. Nu, hvor de britiske chauffører, landbrugsmedhjælpere, tjenere, rengøringsfolk og sosu’er ikke længere skal konkurrere mod polakker, italienere og litauere, stiger presset på løn og arbejdsvilkår. De britiske arbejdsgivere har mistet deres overhånd i forhandlinger om løn og arbejdsvilkår.

Manglen på lastbilchauffører er et godt eksempel på det, der sker lige nu:

Et af de erklærede mål med Brexit var, at britiske politikere ville have muligheden for frit at indrette arbejdsmarkedet, som de selv ville. Som sagt så gjort: Boris Johnson lukkede efter Brexit en udskældt ordning, der gav chauffører og andre prekært ansatte en skatterabat. Før lovændringen kunne enhver registrere sig som enmandsfirma og udleje sin arbejdskraft til store virksomheder – for eksempel en vognmand. Under den ordning betalte chauffører ikke almindelig indkomstskat, men udbetalte i stedet sig selv løn i form af udbytte med lavere skat. Skatterabatten udnyttede de britiske vognmænd til at presse lønnen helt ned til 14.000 kroner for et chaufførjob – uden ret til pension, feriepenge, penge under sygdom.

Allerede før Brexit manglede der ifølge transportbranchen 60.000 chauffører.

En rimelig magtbalance på arbejdsmarkedet og en fair fordeling af væksten kan blive en nødvendighed, hvis man ønsker en folkelig tilslutning, der gør det europæiske fællesskab robust nok til at undgå nye exits - og det demokratiske fællesskab stærkt nok til at modstå populisme

Nu er skatterabatten væk. På et enkelt år er 16.000 østeuropæiske chauffører rejst hjem, og grænsen er lukket for nytilkommere. Men endnu mere opsigtsvækkende er det måske, at også britiske chauffører har fravalgt de ringe vilkår som langturschauffør, som den vandrende arbejdskraft fra EU førte med sig.

Flere end 40.000 britiske chauffører har forladt branchen på bare et år og fundet andre jobs, der nu er blevet ledige. Andre fortæller til britiske medier, at de pludselig kan forhandle sig til dobbelt så høje lønninger hos de desperate vognmænd, hvis biler står stille, mens der mangler varer i supermarkederne og benzin på tankstationerne.

Også politisk har kampen for bedre vilkår til de lavest lønnede fået et nyt momentum efter Brexit.

På Labours kongres i den forgangne uge gik bølgerne højt i diskussionerne for og imod en markant højere mindsteløn end de 77 kroner, der gælder for voksne briter over 23 år i dag. En MP gik af i protest over Labours ydmyge ambitionsniveau om en stigning til 86 kroner (10 britiske pund). Og et flertal af Labours medlemmer stemte ja til et ikke-bindende forslag om en mindsteløn på 15 pund (130 kroner) – altså nogenlunde samme niveau som en danske ufaglært.

3 LAV INFLATION OG STABIL ØKONOMI Men selv hvis det lykkes medlemmerne i Labour at presse højere lønninger igennem for de lavest lønnede briter, så kan gevinsten vise sig at blive ædt op af en anden Brexit-effekt.

I årtier har EU’s mål om en fast kurs og en inflation under to procent garanteret værdien af lønningerne for de europæiske arbejdstagere. Men efter Brexit er kursen – og dermed købekraften – for det uafhængige britiske pund faldet, mens inflationen er på vej op. Derfor kan de lønstigninger, det måtte lykkes chauffører og sosu’er at tilkæmpe sig i det nye, EU-frie Storbritannien, meget vel blive slugt af priser, der stiger hurtigere end lønnen.  

Det kan udløse et nyt pres på lønningerne og en inflationsskrue, som den britiske nationalbank nu må bekæmpe alene i en tid, hvor prisen på energi og fragt af varer stiger i hele Europa.

Inflationspresset går vi næppe fri af i Danmark og resten af EU. Men en fælles-europæisk pengepolitik, og lønninger, der dæmpes af den fri indvandring af arbejdstagere fra EU's lavtlønslande, er med til at mindske risikoen for løbsk inflation og en udhulet købekraft for lønkronerne.

OM DET SAMLEDE REGNESTYKKE gøres op til fordel for EU eller det modsatte, afhænger nok mest af, hvilken politiske linse, man ser det igennem. Men uanset om man er super-europæer eller det modsatte, så er Storbritannien et spejl, der lysende klart viser os, i hvor høj grad, EU har formet vores samfund. I hvor høj grad det indre marked og den frie bevægelighed har lagt fundamentet for stabilitet og vækst. Men også i hvor høj grad en rimelig magtbalance på arbejdsmarkedet og en fair fordeling af væksten kan blive en nødvendighed, hvis man ønsker en folkelig tilslutning, der gør det europæiske fællesskab robust nok til at undgå nye exits - og det demokratiske fællesskab stærkt nok til at modstå populisme.