Hvem gavner hemmelighedskræmmeriet om selskabers reelle ejere?

Ejerskab af et selskab er ikke noget, der sædvanligvis har meget med privatsfæren at gøre. Alligevel nåede EU-Domstolen i en opsigtsvækkende dom for nyligt frem til, at det vil krænke investorers ret til privatliv, hvis erhvervsregistre oplyser de faktiske ejere af et selskab. Det hensyn står over samfundets ønske om gennemsigtighed om ejerforhold i erhvervs- og finansverdenen, vurderede dommerne.

Den tolkning kan få vidtrækkende konsekvenser.

Det direktiv, der nu er dømt ugyldigt, rummede ellers et historisk opgør med anonymt ejerskab, hvor stråmænd og labyrintiske selskabskonstruktioner har gjort det muligt at skjule, hvem der ejer hvad i vores samfund. Et hemmelighedskræmmeri, der har varet i årtier og kostet os dyrt lige så længe.

Er man i tvivl om, hvor dyrt, kan det anbefales at læse bogen ’Af hensyn til erhvervslivet’, der udkom i november. Her dokumenterer den undersøgende journalist Jesper Tynell, hvordan hensyn til  investorers, bankers og erhvervsfolks ønsker om anonymt ejerskab gennem årtier har forhindret de ansatte i Skat i at føre en effektiv skattekontrol.

Selv da det viste sig, at 12,7 milliarder kroner var udbetalt i blinde til svindlere og globale storbanker, lod skiftende danske skatteministre sig presse af bankerne til at bremse nye forsøg fra skattemedarbejdernes side på at få oplyst de reelle ejere af aktier og selskaber.

Retten til anonymt ejerskab bestod. Og derfor udbetaler vi stadig i dag udbytteskat retur i blinde til aktionærer, hvis identitet myndighederne ikke må kende. Den ansvarlige minister vurderer selv, at det åbner for svindel med trecifrede millionbeløb om året.

DET ER UTROLIGT, at vi bliver ved med at finde os i dette tyveri ved højlys dag. Men det stopper ikke her. For anonymt ejerskab har andre alvorlige følgevirkninger.

Hvis vi som samfund accepterer, at det er en menneskeret for investorer at skjule, hvilke selskaber de ejer, kan det for eksempel være uhyre vanskeligt for almindelige borgere at finde ud af, hvem der ejer den ejendom, de bor i. Det har længe været tilfældet i Tyskland, hvor der skulle et mangeårigt gravearbejde til, før undersøgende journalister kunne afdække, hvem der egentlig ejede de lejligheder, hvor huslejestigninger pressede beboerne i blandt andet Berlin.

Uden åbne ejerregistre er det også umuligt at vide, hvem der står bag den kapitalfond, der ejer nabomarken eller svinefabrikken på den.

I MANDAGENS UGEBREV afdækker vi, hvordan dansk landbrugsjord i de kommende år kan skifte hænder i et tempo, vi ikke tidligere har set. Vi står over for den perfekte storm: Op mod 14.000 danske landmænd nærmer sig pensionsalderen. Fuldtidsbedrifterne er blevet så store, at gennemsnitsprisen nærmer sig 45 millioner kroner.

Samfundet har en klar og legitim interesse i at vide, hvem der ejer vores jord. 2022 har lært os, at fødevareproduktion også er kritisk infrastruktur. 

Samtidig har vi vedtaget Europas mest liberale regler for udenlandsk opkøb af jord. Modsat mange andre europæiske lande, der enten helt forbyder udenlandsk ejerskab af landbrugsjord eller stiller krav om, at man skal bosætte sig i landet eller have drevet landbrug der i et bestemt antal år – så er der fri bane for udenlandsk opkøb af dansk jord. 

For internationale kapitalfonde er de danske marker derfor en oplagt investeringscase. Priserne er langt lavere end i for eksempel Tyskland. Og, som EU-Domstolen nu har slået fast, så behøver man end ikke oplyse sit navn. Det betyder, at vi i dag ikke aner, om der bag en kapitalfond, der opkøber dansk landbrugsjord, gemmer sig tyske pensionsfonde eller russiske oligarker, arabiske oliesheiker eller kinesiske interesser. Den uskik må en ny regering gøre op med. EU-dom eller ej. Og helst før alt for store landarealer har skiftet hænder. 

Der er ingen gode grunde til at hemmeligholde ejerskabet bag danske virksomheder. Men vi har lige fået endnu en god grund til at stoppe hemmelighedskræmmeriet. Det er en klar samfundsinteresse at vide, hvem der ejer vores jord. 2022 har lært os, at fødevareproduktion også er kritisk infrastruktur. 

ÅBENHED OM EJERSKAB er ekstra vigtigt i en tid, hvor magt og penge ophobes på stadig færre hænder. Credit Suisse Global Wealth Report 2022 opgjorde for nylig, at halvdelen af menneskehedens samlede formue nu er samlet hos én procent af klodens befolkning. Hvis resten af samfundet skal have indsigt i, hvordan de bruger deres økonomiske magt, kræver det åbenhed om, hvad de ejer.

At de banker, der lever af at servicere disse mennesker, er imod, at offentligheden får bedre mulighed for at kontrollere deres finansielle arrangementer, kan ikke overraske. Men her er det for én gangs skyld på sin plads at sige: Lev med det!

At de banker, der lever af at servicere disse mennesker, er imod, at offentligheden får bedre mulighed for at kontrollere deres finansielle arrangementer, kan ikke overraske. Men her er det for én gangs skyld på sin plads at sige: Lev med det!

Der er andre og større hensyn på spil - inklusive hensynet til det erhvervsliv, der kæmper med åben pande og har brug for fair og lige konkurrencevilkår.

Danske og europæiske politikere må finde en juridisk og politisk vej til at sikre åbenhed om, hvem der ejer vores fælles infrastruktur, hvem der opkøber vores landbrugsjord, hvem der vasker milliarder gennem kæder af selskaber, og hvem der gemmer sig bag de anonyme nominee-depoter, som aktierne stadig flyver ud og ind af med det ene formål at fiske penge op af den skattekasse, lovlydige borgere og virksomheder betaler til.  

Dét må være en menneskeret.