’Polykrise’ er det nye buzzword i Davos

I 17 år har World Economic Forum spurgt politikere, erhvervsledere og eksperter fra hele verden, hvad de opfatter som de største risici for den globale økonomi på kort og lang sigt. Engang var det mest de klassiske Wall Street-issues som risikoen for aktiebobler, oliepriser og kritisk infrastruktur, der fyldte bekymringskortet. Men som årene er gået, er dette landkort over globale trusler blevet malet mere og mere grønt, efterhånden som konsekvenserne af vores påvirkning på miljøet, klimaet, biodiversiteten, naturens ressourcer og nu også selve økosystemerne er gået op for os mennesker.

Også i den nyligt udgivne rapport for 2023 dominerer det grønne. Men nye bekymringer er lagt til. ’Geoøkonomisk konfrontation’ (økonomiske sanktioner, handelskrige og politisering af handel med råstoffer eller energi) er rykket ind på top ti-listen. Det samme er risikoen for alvorlig og omfattende cyberkriminalitet.

Samtidig bliver den røde farve stadigt mere dominerende på risikokortet. Den symboliserer sociale risici som høje leveomkostninger, ulighed og social uro. På top ti står i år polarisering og erosion af ’social coherence’, som vel bedst kan oversættes til det danske udtryk ’social sammenhængskraft’. 

Men den mest iøjnefaldende erkendelse, der suser gennem Davos-boblen i år, er krisernes uløselige sammenhæng. Det, der nu synes at stå blæsende klart for de 1.200 magtfulde mennesker, som udgør netværket omkring World Economic Forum og deltager i årets analyse, er, at man ikke kan imødegå nogen af de mange risici ved at se isoleret på dem.

Sammenhængende polykriser kræver sammenhængende løsninger

POLYKRISE er det gennemgående buzzword i årets risikorapport, og de 98 sider er én lang dokumentation af, hvordan de mange risici påvirker og forstærker hinanden. Brasiliens folkelige næsten-kup forleden er bare det seneste eksempel på, at ekstrem polarisering og ulighed øger risikoen for statskollaps. Skal den sociale sammenhængskraft styrkes, kræver det, at man finder løsninger på så vidt forskellige udfordringer som disinformation og digital ulighed, adgangen til sundhed og offentlig service, stigende fødevarepriser og gældskrise.

Bekymrer man sig om risikoen for handelskrige og anden weaponization af økonomien, er det ikke nok at koncentrere sig om diplomati og handelsaftaler. For når både Kina, Rusland, USA og Europa er i gang med at lukke sig om sig selv, har det rod i andre vidt forskellige, men sammenvævede kriser: Kollapset af vigtige forsyningskæder, kampen om naturens ressourcer, økosystemernes truende kollaps og stigende leveomkostninger for almindelige mennesker.

Man kan let blive forpustet, når man står foran det samlede spindelvæv af kriser og truende katastrofer i årets risikorapport fra World Economic Forum, og det ville være synd at sige, at den tegner nogen lys fremtid for menneskeheden.

Alligevel er der grund til en vis optimisme.

For det giver håb for verden, hvis politikere, eksperter og erhvervsledere når frem til en samlet erkendelse af, at vi blot vil synke længere ned i krisesumpen, hvis vi stirrer vinkelblindt på den seneste krise, der lige nu larmer højest eller forstyrrer vores egne snævre interesser mest.

Sammenhængende polykriser kræver sammenhængende løsninger. Den slags skabes bedst i et tillidsfuldt klima, hvor man undgår at forfalde til at bekrige hinanden i kampen om ressourcerne og i stedet arbejder sammen om at beskytte dem.

Hullet i ozonlaget er langsomt ved at heles, og det samme kan også ske for vores relationer til hinanden og resten af naturen, hvis det lykkes at se langt mere holistisk på kriserne og deres løsninger

I DENNE UGE KOM DET FREM, at ozonlaget er ved at hele og stort set vil være genoprettet i år 2040. Det vil forhindre, at fremtidige generationer ristes af skadelige UV-stråler fra solen, der kan give hudkræft, øjenskader, svækket immunsystem og reduceret plantevækst på landjorden og dyreliv i havet.

En katastrofal udvikling, der udelukkende blev forhindret, fordi verdens ledere for 33 år siden lovede hinanden en hurtig udfasning af CFC-gasser, og fordi et innovativt erhvervsliv greb bolden og udviklede alternativer, der ikke skader ozonlaget.

Desværre gik det lidt for sent op for os, at afløseren, HFC-gas, er en meget kraftig drivhusgas, der godt nok sparede ozonlaget, men til gengæld forværrede klimakrisen. Løsningen på den ene krise, har med andre ord været med til at forværre den anden. Produktudviklingen af nye alternativer er i gang, så vi snart kan køle os selv og vores madvarer ned ved hjælp af vand og CO2. Men havde man tænkt lidt mere holistisk, da Montrealprotokollen blev underskrevet i 1989, kunne vi måske have sparet klimaet for en væsentlig belastning de seneste mange årtier. 

Der er håb, inspiration og læring at hente i denne lille, men væsentlige succes for kloden – og i Global Risk Report 2023. Hullet i ozonlaget er langsomt ved at heles, og det samme kan også ske for vores relationer til hinanden og resten af naturen, hvis det lykkes at se langt mere holistisk på kriserne og deres løsninger. Er det en erkendelse, som den næste uges møder i Davos hjælper med at sprede, så er den rituelle årlige vækkelse af den økonomiske og politiske magtelite alle pengene værd.