I mange år arbejdede jeg som loyal embedsmand i epicenteret af det velfærdspolitiske maskineri: i centraladministrationen. Og set fra mit skrivebord fungerede velfærdsstaten ikke fejlfrit, men dog ret godt. 

Men efter seks år forlod jeg staten og blev i stedet først ansat i Mødrehjælpen, blev formand for Frivilligrådet og sidenhen ansat i Landsorganisationen for sociale tilbud. Alle disse poster har bragt mig tæt på de mennesker, som har brug for velfærdsstatens sikkerhedsnet, og desværre har mange af dem vist mig, at velfærdsstaten i dag ikke er i stand til at levere den hjælp og den forebyggelse, som mange har brug for.

Men hvad er egentlig problemerne? Den dominerende problemanalyse har primært fokuseret på udgifterne på det specialiserede socialområde, mangel på arbejdskraft og psykiatriens utilstrækkelige hjælpekapacitet. Det er alle reelle udfordringer, som skal håndteres for at sikre tilstrækkelig hjælp til mennesker i sårbare og udsatte positioner.

Men bagved disse meget synlige udfordringer ligger flere grundlæggende problemer, som på sigt truer velfærdssamfundets bæredygtighed.

For det første er velfærdsstaten primært designet til at løse de problemer, befolkningen havde i industrisamfundet. Den er ikke egnet til at afhjælpe de nye sociale problemer som for eksempel ensomhed. En del af disse udfordringer handler også om den enorme vækst, der gennem de seneste årtier har været i den statsligt initierede regelmængde, som begrænser kommunernes innovative kapacitet og som har låst socialpolitikken fast i en reaktiv strategi – en slags reparationsmekanisme – som underprioriterer forebyggelse.

For det andet ser vi i disse år, at nogle sociale problemer og risici får markant større vægt, for eksempel psykisk mistrivsel – og denne udfordring skærpes af, at de sociale forandringer sker hurtigere, end hvad noget samfund har oplevet tidligere. Sagt på en anden måde: Vi lever i et accelerationssamfund, der indebærer, at de sociale adfærds- og orienteringsmønstre bliver ustabile og flygtige. Og midt i denne flimrende og hastige udvikling står industrisamfundets velfærdsstat som en saltstøtte med begrænset udviklingskapacitet. 

Den velfærdspolitiske udfordring består i, at vi skal finde en måde at løse både nye og gamle sociale problemer på. I mine øjne er rygraden i løsningen et mere balanceret velfærdsmiks. 

For det tredje har socialpolitikken ikke leveret på resultatsiden. Desværre. Det måske mest nedslående område er samfundets manglende evne til at kunne forebygge anbringelse af børn og unge og til at give god hjælp til dem, som er anbragt: Hvert år anbringes cirka én procent af alle danske børn og unge mellem 0 og 17 år uden for hjemmet – og det har været niveauet i mange år. Som samfund har vi ikke været i stand til at skabe bedre og mere trygge familiemæssige rammer for udsatte børn – og derfor er antallet af anbringelser stadig højt.

Den velfærdspolitiske udfordring består i, at vi skal finde en måde at løse både nye og gamle sociale problemer på. I mine øjne er rygraden i løsningen et mere balanceret velfærdsmiks. Det betyder konkret, at vi har brug for en effektiv og kompetent offentlig sektor. Vi har brug for dygtige og innovative private leverandører. Vi har brug for et civilsamfund, som komplementerer de øvrige velfærdsleverandører og samtidig skaber netværk, relationer og mening med livet.

Det oversete civile potentiale

I min bog er fokus på de civile aktører – som er det oversete potentiale – og det er mit udgangspunkt, at der er behov for at flytte de velfærdspolitiske hegnspæle. Vi vil få mere velfærd for pengene og fremtidssikre vores velfærdssamfund, hvis vi øger bidraget fra de civile aktører og derved aflaster og komplementerer de kommunale leverancer, herunder reducerer hjælpebehovet på det specialiserede socialområde.

Vi vil få mere velfærd for pengene og fremtidssikre vores velfærdssamfund, hvis vi øger bidraget fra de civile aktører og derved aflaster og komplementerer de kommunale leverancer. 

Men hvilke principper skal generelt guide os i forhold til, hvor frivillige og civile organisationer skal anvendes? Det forklarer jeg grundigt i min bog, men kort fortalt er hovedreglen for inddragelse af frivillige, at der kan være et stort element af frivillige bidrag i indsatser med relativt lave krav til fagligheden, for eksempel som frivillig besøgsven. Omvendt er der begrænset mulighed for frivillighed i situationer med høje og specialiserede krav til fagligheden – for eksempel på en operationsstue, når der skal foretages en hjerteoperation.

Med dette udgangspunkt kan der opstilles en model med tre niveauer for involvering af frivillige og civile organisationer, som samtidig anviser den meste optimale investeringsstrategi for forskellige typer af indsatser. De tre niveauer betegnes ’civile værn’, fordi de hver især repræsenterer et værn mod yderligere eskalering af sociale og sundhedsmæssige problemer.

Det første værn er kendetegnet ved relativt lav faglig specialisering og et højt niveau af frivillighed. Velfærdsbidraget er ekstensivt og er i vid udstrækning centreret omkring de aktiviteter, som finder sted i regi af Danmarks cirka 80.000 frivillige foreninger. Det er foreninger, der står i egen ret med egne aktiviteter, men som også bidrager med velfærd i form af demokratisk dannelse, livsglæde og mening med livet.

Velfærd handler her om at være noget for nogen, at være en del af et fællesskab, og forudsætningerne for et virksomt lokalt frivilligt liv er en lokal tradition for at være frivillig og en lokal infrastruktur, som understøtter frivillighed, herunder adgang til lokaler, rådgivning og finansiering.                  

Andet værn er kendetegnet ved målrettede ydelser, som er forebyggende eller afhjælpende. Indsatserne over for borgerne sker i vid udstrækning ud fra videns- og evidensbaserede koncepter, og der kan være både lønnede og frivillige medarbejdere involveret i leverancerne.

Velfærdsbidraget er komplementært, hvilket vil sige, at velfærdssamfundet ikke er fuldendt uden dette bidrag. Det er et unikt menneskeligt bidrag, som per definition ikke kan leveres af offentlige myndigheder, fordi myndighedsrollen giver en skæv magtbalance. Generelt adskiller andet værn sig fra det første ved, at der anvendes evidensbaserede koncepter for indsatserne over for målgrupperne.                 

Det er et felt, der er sparsomt udbygget i Danmark og primært findes i de større byer. Den manglende udbygning er velfærdsstrategisk uhensigtsmæssig, fordi mange borgere med problemer for hurtigt kommer hen til de dyre tilbud på det specialiserede socialområde. Men heldigvis findes der gode konkrete danske indsatser, som med fordel kunne gøres landsdækkende. 

Cirka 40 procent af den danske befolkning yder en frivillig indsats, og på velfærdsområdet stiller 580.000 danskere op som frivillige – og rent faktisk har de øget det antal timer, som de giver frivilligt.

Tredje værn inkluderer de mest fagligt specialiserede og intensive typer af indsatser, eksempelvis børne- og ungehjem på socialområdet samt hospitaler på sundhedsområdet. Indsatserne udføres af uddannet personale, for eksempel specialiserede pædagoger, sygeplejersker og læger.

De civile bidrag er begrænsede og supplerer kerneydelserne, men kan ikke desto mindre være meget værdifulde og bidrage til at sikre langtidsholdbarheden af den effekt, som skabes af det specialiserede personale. Der er et uudnyttet potentiale for at fastholde eller forlænge effekterne af de dyre indsatser i tredje værn ved systematisk at etablere efterværn for alle, som har været anbragt eller har været indlagt på et psykiatrisk hospital.

Stor civil styrke

Men hvad er de kritiske forudsætninger for en civilsamfundsstrategi? Er der overhovedet kræfter og ressourcer nok i civilsamfundet, når vi nu skal arbejde, til vi bliver 70 år?

Det korte svar er faktisk ja. Cirka 40 procent af den danske befolkning yder en frivillig indsats, og på velfærdsområdet stiller 580.000 danskere op som frivillige – og rent faktisk har de øget det antal timer, som de giver frivilligt.

Skal man lade de tusinde blomster blomstre, eller skal indsatsen ledes? Realisering af det civile potentiale kræver ledelse i form af en national forebyggelsesplan, som kan sikre indsatser af god kvalitet i hele landet. Og sidst, men ikke mindst, så skal der skrues op for de sociale investeringer i Danmark, som er et nødvendigt bud på at skaffe kapitalen til at investere i de frivilliges varme hænder.