Hvor blev agurketiden af? Efter en sommer med Brexit, terror og Donald Trump er det svært at slippe fornemmelsen af, at verden er af lave. Verdens gang overskrider vores forestillingsevne igen og igen, og selv de grundlæggende institutioner og spilleregler virker nu alt andet end sikre. Vi lever i en brydningstid.

Men zoomer vi lidt ud, så er situationen i dag langtfra unormal. Faktisk har den historiske udvikling konsekvent vendt op og ned på vores verden med faste 20-årige taktslag. Lad os spole tiden lidt tilbage:

År 1900. Ved forrige århundredes start er London verdens centrum som epicenter i det britiske imperium, der under Dronning Victoria regerer over mere end en fjerdedel af klodens befolkning. Det er en optimistisk tid præget af fremskridt, stabilitet, den industrielle revolution og gryende parlamentarisme. De europæiske stormagter har levet fredsommeligt i årtier, og fortidens blodige storkrige er for de fleste blot fjerne minder.

År 1920. 20 år senere er Første Verdenskrig netop overstået. Trods tætvævede ægteskabelige bånd er kontinentets stormagter røget i totterne på hinanden, og Europa ligger i ruiner. Millioner er døde i skyttegravene, bolsjevikkerne har styrtet tsaren i Rusland, og blodige revolutioner truer Europas unge demokratier. Krigens styrkeforhold bliver afgjort, ikke af den britiske flåde, men af de amerikanske forstærkninger fra vest. Fremtiden er usikker, men én ting er man dog vis på – der bliver ikke problemer med tyskerne igen. De er besejret og bundet på hænder og fødder af Versailles-traktaten.

År 1940. Hitlers tyske armeer er netop rullet ind i Paris, Danmark er besat, og med Stalin som allieret synes nazisternes fremmarch ustoppelig. USA er endnu ikke trådt ind i krigen, og de fleste regner med, at Storbritannien snart vil sætte sig til forhandlingsbordet. Fremtiden er svær at forudsige, men de færreste er i tvivl om, at nazisterne vil spille en afgørende rolle på det europæiske kontinent resten af århundredet.

År 1960. Anden Verdenskrig hører fortiden til, og freden hersker igen i Europa, der dog er blevet splittet mellem øst og vest. De tre tidligere aksemagter, Tyskland, Italien og Japan, er nu allierede med USA imod Sovjetunionen, der støttes af Maos kommunistiske Kina. Det er en tid med optimisme, voksende velstand og vished om, at amerikanernes atomare overlegenhed nok skal holde fjenden mod øst i skak.

År 1980. Oliekrise og arbejdsløshed hærger Europa, og magtforholdet i Den Kolde Krig er tippet på trods af USA’s nye kinddans med Kina. Sovjetunionen har invaderet Afghanistan, præsident Carter er netop blevet ydmyget af en fejlslagen gidselbefrielsesaktion i Iran, og USA er endnu ved at komme sig efter et blodigt militært nederlag, ikke mod Sovjetunionen, men imod Nordvietnam, et fattigt østasiatisk land. Få kan forestille sig en verden uden en Berlinmur.

År 2000. Den Kolde Krig er afblæst, Tyskland er genforenet, Sovjetunionen er opløst, og der er ro i Mellemøsten. Kina er nu en nøglespiller i den kapitalistiske verdensøkonomi, og USA’s omnipotens syntes så total, at Francis Fukuyama har erklæret historien for slut. Internettet er født, og klodens fremtid byder på demokrati, vækst og markedsøkonomi, så langt øjet rækker.

År 2016. I dag nærmer vi os udgangen af endnu et historisk taktslag præget af opbrud og uforudsigelighed. 9/11 var startskuddet til 2 mislykkede krige i Irak og Afghanistan samt efterfølgende rod i Mellemøsten med terror og flygtningestrømme som konsekvens. Imens NATO impotent ser til, har Rusland succesfuldt invaderet et andet europæisk land, EU er begyndt at smuldre med briternes farvel, og Tyrkiet er hastigt på vej til at vende Vesten ryggen. Verdensøkonomien er endnu ikke kommet sig efter finanskrisen, oliepriserne fortsætter deres styrtdyk, og Kina har overhalet USA som verdens største økonomi, alt imens den globale opvarmning allerede har drastiske konsekvenser verden over.

Alting er nyt, og derved er alting ved det gamle. Vores evne til at forme, forstå og forudsige den historiske udvikling har altid været yderst begrænset, og hver gang vi tror, at historiens ur er gået i stå, genstarter det i en helt ny retning.

Så husk den sunde skepsis, næste gang du møder folk, som naivt ønsker sig tilbage til forestillingen om fortidens trygge verden, og find optimismen frem, når fremtiden virker dyster – hverken dårlige eller gode tider varer evigt.

Tak til ‘The Next 100 Years’ af George Friedman for inspiration.