"EU skal ikke være en udligningsordning"
Den danske regering glæder sig over EU’s genopretningsfond – på en noget forbeholden måde. Her er fem skarpe til udenrigsminister Jeppe Kofod.
Claus Kragh
EuroparedaktørHvorfor er genopretningsfonden politisk set så vigtig for Europa?
”Det er den, fordi vi sammen er midt i en covid-krise, der har ramt vores sundhedssystemer og vores økonomier så hårdt. Derfor har vi en kæmpe interesse i at få Europa på fode igen så hurtigt som muligt. Her er fonden et helt afgørende supplement til staternes egne indsatser.
Det er en historisk hjælp, vi giver hinanden. Ud af de 5.600 milliarder danske kroner i genopretningsfonden – svarende til to en halv gange Danmarks BNP – er Spaniens nationale andel større end hele Marshall-hjælpen, som USA gav Europa efter Anden Verdenskrig, omregnet til nutidens værdi. Det er bare et eksempel på, hvor stort det er. Det vigtige er, at fonden giver os mulighed for at investere os ud af en krise, som vi – fordi der er tale om en pandemi – ikke er skyld i. Vi hjælper hinanden med at få gjort det samtidig med, at vi får løst nogle store samfundsmæssige udfordringer på det grønne og på det digitale område. Vi bruger en tragisk krise til at fremrykke en helt nødvendig omstilling.