EU’s gigantiske vækstfond er både elsket og hadet
Erhvervslivet elsker EU’s milliardstore genopretningsfond. Men begejstringen er langtfra den samme i den politiske verden – i Danmark og i andre EU-lande. Det skyldes, at EU’s store vækstplan er et vigtigt skridt i retning af et mere integreret EU. Det er der mange, der ikke bryder sig om.
Claus Kragh
EuroparedaktørI Nordeuropa er det mildest talt ikke nogen vindersag, at EU skal stifte fælles gæld for at redde røven på Italien, Spanien og andre kriseramte EU-lande.
Omvendt er der blandt klimaforkæmpere og erhvervsledere i Danmark og andre EU-lande klar tilslutning til, at EU nu for første gang i historien optager fælles gæld i stort omfang og derefter deler pengene ud til investeringer i grøn og digital omstilling på tværs af EU. Det kan nemlig give medvind til både klimakampen og danske eksportvirksomheder.
Dette er yderpositionerne i holdningerne til EU’s historiske genopretningsfond, der blev vedtaget i sommeren 2020, og som med udgangen af maj efter alt at dømme vil være ratificeret i de 27 EU-lande.