CO2-fangst: Klimaets frelse eller varm luft?
I den grønne omstilling er CO2-fangst en af de strategier, der deler vandene. Tanken om at redde klimaet ved at suge CO2 ud af atmosfæren og lagre det i undergrunden kan umiddelbart virke nærmest absurd. Det er meget dyrt og meget energikrævende. Men i store dele af verden, inklusive Danmark, er det planen.
![<div><div><div><div>Climework er blandt de førende selskaber indenfor DAC – Direct Air Capture. Deres anlæg på Island kan indfange 4000 tons CO2 på et år og deponere det i undergrunden. Et nyt, ti gange større anlæg er under opførelse.</div></div></div></div>](https://www.mm.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.mm.dk/images/article/19765/20653.jpg)
![Peter Hesseldahl](https://www.mm.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.mm.dk/images/Writers/192-peter-hesseldahl-2-48.jpg)
Peter Hesseldahl
Redaktør, digital omstillingEgentlig er det en meget enkel overvejelse: Når vi skal reducere klimaforandringerne, får vi så størst effekt ved at investere i teknologier, der kan suge kuldioxid ud af luften – eller ved at bruge pengene på at stoppe udledningen ved at installere solceller og vindmøller?
Teknologierne til at indfange kuldioxid har været kendt længe, men er stadig ikke afprøvet i tilnærmelsesvis den skala, som ville være nødvendig. Som vi skal se, er det også en meget kostbar løsning.
CO2-fangst – som teknisk kaldes CDR (Carbon Dioxide Removal) eller CCS (Carbon Capture and Storage) – er en strategi, der er spundet ind i et virvar af politiske og forretningsmæssige interesser, der gør det vanskeligt at vurdere, om det er et vigtigt værktøj til at afbøde klimakatastrofen – eller det stik modsatte: en teknologisk blindgyde, varm luft, og en undskyldning for ikke at handle for alvor.