Efterårets store reform af sundhedsvæsenet skal begynde med små digitale bits. For uanset om sygehusene ligger i fem regioner, om de samles i en ny, national og statslig enhed, eller noget helt tredje, skal fremtidens sundhedsvæsen bygge på et nyt, digitalt fundament.

Sådan lyder det fra professor Henning Langberg, en af Danmarks mest erfarne aktører inden for sundhed og it.

“Lige meget hvilken organisering regeringen og Folketinget beslutter sig for, så er digitaliseringen helt afgørende for, om vi lykkes med at skabe et sundhedsvæsen, der kan skabe den kvalitet for borgerne, som vi ønsker,” siger han.

Henning Langberg ryster på hovedet over it-tilstanden i dagens sundhedsdanmark. Fem regioner har ikke kunnet enes om at bruge den samme sundheds-it, kommunernes omfattende journaler snakker ikke altid sammen med regionernes it-systemer, og de praktiserende lægers it kan kun i nogle tilfælde udveksle data om patienterne med de øvrige aktører i sundhedsvæsenet. Se figur 1.

Udfordringen er tydelig, og regeringens Sundhedsstrukturkommission fremlagde kort før sommer seks tværgående anbefalinger, der blandt andet skal bryde med årtiers decentralisering af it-beslutningerne på sundhedsområdet.

Men rammer de rigtigt? Det har Mandag Morgen bedt Henning Langberg om at kommentere på.

”Kommissionens forslag om en centralisering af sundheds-it er et skridt i den rigtige retning, men det er naivt at tro, at bare vi centraliserer, så får vi et godt system. Tænk bare på den lange række af statslige it-skandaler. Hvis vi skal opnå gevinsterne ved en centralisering, skal vi centralisere på den rigtige måde,” siger Henning Langberg.

Derfor handler det første af de i alt seks principper, han opstiller for en reform af sundhedsvæsenets it, netop om den type af centralisering, han ser som en nødvendighed.

Princip 1. Lego-princippet: Centralisering af standarder, men ikke af muligheder

Et helt centralt mål for den kommende sundhedsreform er at skabe større sammenhæng for de mange hundredtusinder af ofte ældre patienter, der i dag bevæger sig mellem sygehuse, praktiserende læger og kommuner – uden at data om deres behandling følger dem i tilstrækkelig grad.

Men, siger Henning Langberg, løsningen er ikke, at en statslig instans definerer ét enkelt system, som alle i sundhedsvæsenet skal bruge.

Når Henning Langberg taler for en centralisering af beslutningerne på it-området, handler det om at skabe fælles standarder for data og programmer for at sikre, at alle parter kan hente data og samarbejde på baggrund af den relevante og nødvendige viden.

Det helt afgørende er, at de forskellige løsninger kan udveksle oplysninger med hinanden, fordi informationer skrives og forstås på samme måde.

”Billedligt talt bør vi tænke sundheds-it på landsplan med inspiration fra Lego. Vi skal udvikle en Lego-bundplade, som man kan bygge ovenpå, hvis man følger nogle helt bestemte standarder. Så kan man bygge med gule brikker, blå brikker, store brikker eller små brikker oven på bundpladen. Men bundpladen og kravene til brikkerne er givet på nationalt plan,” siger han.

For Henning Langberg gælder det derfor om at lægge et nyt snit mellem de opgaver, der bør ligge på et centralt, statsligt plan, og de opgaver, der bør ligge hos andre aktører på sundhedsområdet.

”Den underliggende struktur skal være ret rigid, men alle de mange lag ovenover kan være dynamiske og hele tiden tilpasse sig nye behov og nye muligheder,” siger han. 

Princip 2. Mere ansvar til patienterne

Centraliseringen må ikke stå alene, men skal suppleres med en tilsvarende it-båret decentralisering, som patienterne skal mærke helt ude i deres eget hjem.

Det oplever flere patientgrupper allerede i dag. Senest har regeringen, med opbakning fra et stort flertal i Folketinget, besluttet, at diabetikere fremover skal have mulighed for selv at overvåge deres sygdom med de såkaldte glukosesensorer, der kan måle blodsukker. Glukosesensoren er integreret i et plaster, der sættes på overarmen.

Dermed behøver diabetikere ikke længere prikke sig i fingeren flere gange dagligt og måle blodsukkeret i bloddråber.

Den brug af sundheds-it hilser et stort flertal af befolkningen velkommen. Se figur 2.

Glukosesensoren i plasteret på armen er ikke blot en mere behagelig måde at få kontrolleret ens blodsukker på, den flytter også ansvar fra læge og sygeplejersker til patienten selv.

”Vi løber panden mod en mur, hvis systemet bliver ved med at påtage sig opgaver på patienternes vegne, som patienterne med den rette støtte selv kan stå for,” siger Henning Langberg.

I dag går diabetikere ofte til rutinekontroller på et af sygehusenes ambulatorier, en aktivitet, som i Henning Langbergs øjne i stigende grad både kan og bør erstattes af tiltag som for eksempel glukosesensoren.

En KL-undersøgelse fra forsommeren viser, at rutinekontrollerne lægger beslag på omkring otte procent af ressourcerne på sygehusene. Det er den type af aktiviteter, der ifølge Henning Langberg kan være helt overflødige. De lægger beslag på sparsomme ressourcer, der med fordel kunne benyttes andre steder i sundhedsvæsenet.

”I stedet for regelmæssige kontroller må patienterne tage kontakt til lægen, når de har brug for det, eller når en app på deres telefon alarmerer dem om unormale niveauer i deres tilstand,” siger han.

De patienter, der kan, må påtage sig en mere aktiv rolle i forhold til sundhed

Henning Langbergs andet princip tilsiger derfor, at patienterne skal have et større ansvar i forhold til sundhed.

”De patienter, der kan, må påtage sig en mere aktiv rolle i forhold til sundhed. Systemet kan ikke hænge sammen økonomisk, hvis folk bliver ved med at forvente, at der bliver gjort noget for dem, uden at de selv har et ansvar,” siger han.

Efter hans mening kan digitalt udstyr som apps og sensorer hos patienten være med til at fjerne usikkerheden, fordi patienten kan følge forløbet og stille spørgsmål uden at behøve at konsultere en læge.

”Der behøver ikke altid at være et bindeled mellem teknologien og patienten,” siger Henning Langberg.

Det kan også indebære, at man dropper det omfattende system med henvisninger, hvor lægen har rollen som den, der kontrollerer, at patienten faktisk har et problem, inden man slipper vedkommende ind til en speciallæge.

Princip 3. Patienterne kan godt

Når patienterne overtager opgaven og selv står for overvågningen af deres sundhedstilstand, kan sundhedsprofessionelle være bekymrede for, om patienterne nu også får målt rigtigt.

Det kræver, at patienterne påtager sig et større ansvar – men også, at systemet viser større tillid til, at patienterne kan bidrage med værdi, og at det indrettes, så det er i stand til at inddrage patienternes input.

”Vi skal have tillid til, at når patienten måler sin temperatur eller sit blodtryk, så har hun eller han målt det rigtigt. Så behøver man ikke at have andre til at kigge på det. Hvis de fortæller, hvordan de har det, så tror man på, at det er sådan, de har det,” mener Langberg.

Lægefaglige eksperter har for eksempel betvivlet KOL-patienters evne til at måle ilt i blodet med en særlig klemme, der skal sættes på fingeren. Praksis har dog vist, at patienternes målinger er så præcise, at de kan give en god indikation på helbredstilstanden.

Derudover forestiller Langberg sig et system, der både kan arbejde med officielle data, som registreres og indsættes i journalen af sundhedspersonalet, og samtidig er åbent for det, Langberg kalder ”lysegrønne” data: De målinger og informationer, som patienten selv kommer med. De er formentlig korrekte og brugbare, men de skal vurderes på en anden måde, før de får et egentligt grønt og ikke bare lysegrønt lys til at indgå i kritiske beslutninger.

”Jeg skal som borger have adgang til at se mine data, og hvis der er noget, jeg mener er forkert, så skal jeg kunne påpege det, eller jeg skal kunne indsætte flere oplysninger, hvis jeg vil tilføje noget. Så kan det godt være, at de data skal ligge i en ’lysegrøn’ zone, så man kan se, at de data stammer fra patienten selv”, foreslår Langberg.

Princip 4. Tillid til teknologien

Generelt mener Langberg, at vi er nødt til at have mere tillid til teknologien, hvis vi vil have det fulde udbytte af at bruge den.

”Jeg tror faktisk godt, man vil acceptere og håndtere flere ting selv, hvis man kunne blive guidet i den rigtige retning. Hvis vi kan få et system, hvor vi er trygge ved de råd, vi får af systemet,” siger han.

Vi stiller større krav til ny teknologi, end vi gør til mennesker. Kunstig intelligens kan eksempelvis bruges til analyse af røntgenbilleder. Eksperter på området vurderer, at kunstig intelligens ikke er lige så driftssikker som den erfarne læge, når han eller hun møder frisk på arbejde. Men modsat mennesket, der laver flere fejl efter seks eller syv timer på jobbet, bliver en AI ikke udkørt og ukoncentreret i sine analyser af røntgenbillederne

Det er ikke værre at blive kørt ned af en selvkørende bil end af en beruset bilist.

Hvis maskinen gør det bedre, så bør man bruge den – selvom den også kan lave fejl. Det handler om at reducere antallet af fejl, men om det er et menneske eller en maskine, der begår dem, er underordnet. Som Henning Langberg siger med brug af et billede fra en helt anden del af verden:

”Det er ikke værre at blive kørt ned af en selvkørende bil end af en beruset bilist.”

Princip 5. Åbne systemer med adgang for nye aktører

En betænkelighed ved store, centraliserede, statslige systemer er, at de ikke er åbne for at integrere nye teknologier og nye muligheder, som udvikles af private virksomheder.

Det bekymrer ham, at Sundhedsstrukturkommissionen i sin rapport kun fokuserer på de tre eksisterende aktører, de praktiserende læger, hospitalerne og kommunerne.

”Det system, der foreslås, er jo et forsøg på at styre de aktører, der findes på sundhedsområdet lige nu. Men i fremtiden kommer der mange andre aktører. Der kommer forsikringsselskaber, pensionsselskaber, store techvirksomheder, selv boligselskaber er begyndt at se, at de har en rolle at spille i forhold til folks sundhed,” siger Langberg.

Samtidig går udviklingen inden for digitalisering og sundhed ekstremt stærkt. Store private aktører som Garmin eller Google arbejder målrettet på at få en større rolle, og samtidig bliver smartphones, apps, smartwatches og andet udstyr, som patienter selv kan anvende til at følge deres helbred, stadigt billigere, mere præcist og langt mere udbredt.

Et offentligt digitalt system skal ifølge Henning Langberg både være åbent og fleksibelt nok til at kunne inddrage nye eller nyere aktører på sundhedsområdet og til at følge med, når nye teknologier breder sig.

Princip 6. Brugervenlighed kan løfte kvaliteten

Ideelt bør digitaliseringen både gøre sundhedstilbuddene billigere og bedre. Men man kan frygte, at digitaliseringen i stedet bliver en spareøvelse, der afskaffer personale, overlader arbejdet til patienter, der ikke forstår systemet, måske ovenikøbet ud fra urealistiske forestillinger om, hvor godt teknologien kan fungere.

For Henning Langberg er det vigtigt at udvikle løsninger, som borgerne oplever som en forbedring, med større tryghed, overblik og bekvemmelighed.

Ved at overvåge sin helbredstilstand med en glukosesensor bliver data sendt til en central serviceenhed på alle tidspunkter af døgnet. Det vil langt de fleste patienter opleve som en kvalitetsforbedring, fordi de slipper for at skulle køre ind til et af sygehusenes ambulatorier for at få foretaget en rutinekontrol.

Langberg nævner bibliotekerne som et eksempel på, at det kan lykkes. Mange biblioteker har indført ubemandede perioder, så borgerne kan låne bøger døgnet rundt. Man låser sig ind med sit sygesikringskort og betjener sig selv. Det gør biblioteket tilgængeligt når som helst, og hvis der er behov for at tale med en rigtig bibliotekar, kan man stadig henvende sig i den bemandede åbningstid.

”Det er en spareøvelse, men det har også givet noget mere kvalitet,” siger Henning Langberg.