Farvel til 00'ernes individualisme: Flere danskere vil have mere økonomisk lighed

Krisen har skubbet til danskernes værdier.

Med en økonomi, der efterhånden er kommet tilbage i topform, skulle man tro, at danskerne var tilfredse med tingenes tilstand. Men sådan er det ikke. Noget er forandret.

Efter ti år med striber af reformer i økonomiens tegn, efterlyser stadigt flere danskere mere økonomisk lighed.

Det gælder vel at mærke på tværs af befolkningsgrupper. Også blandt de bedst uddannede og de højest lønnede ønsker flere danskere mere lighed mellem indkomster. Se figur 1. 

Der er tale om et markant brud med en udvikling, hvor stadigt flere danskere helt frem til krisen i 2008 lagde mere vægt på personlige økonomiske tilskyndelser end på økonomisk lighed.

Det fremgår af en særkørsel foretaget for Mandag Morgen på baggrund af data fra den seneste store undersøgelse af danskernes værdier, der netop er udkommet som bog med titlen: 'Usikker modernitet – Danskernes værdier fra 1981 til 2017’.

Undersøgelsen er det danske bidrag til en fælles europæisk undersøgelse af borgernes værdier, der er blevet foretaget hvert niende år siden 1981. Sidste gang var i foråret 2008, i månederne, lige før krisen satte ind. I alt 19 danske forskere har bidraget til den danske undersøgelse.

Undersøgelsen viser denne gang, at krisen i 2008 har sat dybe spor i udviklingen af danskernes værdier.

”Frem til krisen i 2008 mente flere og flere, at der skal være større økonomiske tilskyndelser til den enkelte. Efter krisen satte ind, har mange danskere oplevet, at det ikke hjalp dem, når det virkelig gjaldt. Efter krisen falder tiltroen til de økonomiske tilskyndelser, og ønsket om mere økonomisk lighed stiger,” siger lektor i sociologi ved Aalborg Universitet Morten Frederiksen, forskningsleder for værdiundersøgelsen og hovedforfatter til den nye bog.

Vand på Mette Frederiksens mølle

Danmark er et af de lande, hvor den økonomiske ulighed er lavest, men også i Danmark er uligheden steget. Nu slår danskerne nok ikke op i ulighedstabellerne fra Danmarks Statistik, når de udtaler sig om ulighed. I stedet trækker de på erfaringer og oplevelser fra deres egen hverdag.

”Man kan måle ulighed på mange måder. Hvis man kan se, at nogle har adgang til helt andre muligheder end en selv, så kan uligheden og den voksende afstand mellem grupper mærkes. Det vil påvirke ens værdier,” siger Morten Frederiksen.

Værdiskiftet kan have været med til at forme resultatet af det netop afholdte folketingsvalg.

Som formand for Socialdemokratiet har Mette Frederiksen igen og igen problematiseret uligheden i samfundet. Hun har blandt andet spurgt, om det bliver ”os, der bremser den stigende ulighed, tager hånd om tillidskrisen i vores samfund, og som insisterer på, at Danmark er for lille til store forskelle?”

Bekæmpelse af ulighed er også blandt de ti mål, som Socialdemokratiet kort før valget meldte ud, at de i en ny regering vil arbejde for.

Resultaterne fra værdiundersøgelsen tyder på, at der vil være opbakning i befolkningen til politiske tiltag, der mindsker uligheden. Omvendt kan manglende initiativ over for uligheden blive mødt med skuffelse og bidrage til den tillidskrise, Mette Frederiksen omtaler.

Det offentlige har overtaget fra familien og kirken

I Danmark sikrer velfærdssamfundet den enkelte, når han eller hun bliver arbejdsløs eller syg. Men det seneste tiårs mange reformer har skåret netop her. Dagpengeperioden er blevet forkortet, det er blevet sværere at få førtidspension, efterlønsperioden er beskåret, og pensionsalderen hævet.  

Set med en økonoms briller kan reformerne give god mening, men set med de danskeres briller, der kan få brug for velfærdssamfundets sikringsordninger, er historien en helt anden.

”Reformerne har justeret på det sikkerhedsnet, der skulle beskytte borgerne, hvis det gik galt, og de blev arbejdsløse eller syge. Nu er dagpengeperioden blevet halveret, og det er blevet sværere at få førtidspension,” siger Morten Frederiksen.

Nu kunne man sige, at ”sådan er det”, men det vil kun dække en del af virkeligheden.

”Vi har opbygget et samfund, der internationalt set er utroligt succesfuldt. En afgørende forudsætning er, at der er en masse bekymringer, vi ikke håndterer hver for sig, men i fællesskab. Det gælder for eksempel problemerne, når vi bliver arbejdsløse,” siger Morten Frederiksen og fortsætter:

”Når vores fælles tilbud bliver testet under krisen, og nogle af os oplever, at de ikke virker, som vi havde forventet, så spreder panikken sig. I Danmark er der ikke andre steder at gå hen end til kommunen eller staten, når det brænder på.”

Morten Frederiksen henviser til, at familien, kirken eller private forsikringer i andre lande kan træde til, når der er brug for det. I Danmark handler velfærd stort set kun om, hvad stat, regioner og kommuner stiller til rådighed for borgerne.

Udviklingen siden 2008 viser et paradoks. På den ene side er god økonomi en forudsætning for, at der er råd til velfærd, på den anden side handler velfærd i et land som Danmark om meget mere.

”Vi har i mange år styret velfærden efter økonomien. Men velfærden bygger ikke kun på økonomi, men også på et sæt af værdier. De værdier bliver påvirket, når velfærden ændrer sig,” siger Morten Frederiksen.

OECD problematiserer stigende ulighed

Undersøgelsen af danskernes værdier kortlægger, hvordan de bevæger sig fra et mere individualistisk ønske om, at der skal være større tilskyndelser for den enkelte, til det mere fællesskabsorienterede ønske om mere indkomstmæssig lighed. Se figur 2.

I det politiske Danmark er det først og fremmest Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og til dels også Alternativet, der har fokuseret på ulighed, mens partier som Venstre, Konservative og Liberal Alliance ikke i samme grad sætter det på dagsordenen.

Men internationalt er interessen for emnet langt bredere.

Her fokuserer organisationer som OECD og Verdensbanken i stigende grad på ulighed. OECD har gennem det seneste ti år analyseret uligheder i indkomster, og hvilken betydning uligheden har for hele samfundet. Det skete senest på OECD’s årlige forum i maj måned.

Når OECD’s Centre for Opportunity and Equality (COPE) beskriver ulighedens betydning, sker det blandt andet med henvisning til Francois Bourguignon, der både har været cheføkonom i Verdensbanken og leder af Paris School of Economics.

”Stigende ulighed i et samfund vil med stor sandsynlighed føre til sociale eller politiske problemer,” siger han i en videopræsentation fra COPE.

I en international sammenhæng udmærker Danmark sig ved at have en mindre forskel mellem høje og lave indkomster end langt de fleste andre lande. Men den internationale tendens til stigende ulighed slår også igennem i Danmark, hvor uligheden er steget siden de første målinger tilbage i 1980’erne. Det sker blandt andet, fordi lønningerne for de bedst lønnede danskere stiger mere end lønningerne for de lavestlønnede danskere. Se figur 3.

Også i Danmark kan stigende ulighed få en betydning, der rækker langt ud over forskellene i indtægter og helt ind i kernen af vores samfund.

”Den politiske samtale ophører, når grupper i samfundet kommer for langt fra hinanden. Her spiller uligheden ind. De grupper, der føler sig ramt og dårligst beskyttet, mister tilliden til fællesskabet og mister følelsen af at tilhøre et fællesskab, der er for alle. Hvis man kan se, at vi ikke alle sammen deler skæbne, så får det betydning for værdierne,” siger Morten Frederiksen.

Når flere danskere siden den seneste undersøgelse i 2008 mener, der skal være større indkomstmæssig lighed, kan det skyldes en række faktorer.

Det kan handle om den økonomiske krise, de politiske reformer og den oplevede stigning i uligheden. Det kan også handle om faldende tiltro til, at man selv kan rykke op i den højere lønnede del af befolkningen.

Solidariteten vokser

Skiftet fra den individualistiske tiltro til økonomiske tilskyndelser og til det fællesskabsorienterede ønske om mere økonomisk lighed står ikke alene. 

Morten Frederiksen kan også se, at danskerne i stigende grad interesserer sig for hinandens levevilkår ud over det økonomiske.

Interessen omfatter mennesker med handicap, syge og ældre, altså grupper, de fleste personligt kan blive en del af. Interessen for de områder kan derfor skyldes en væsentlig egeninteresse.

Men også interessen for arbejdsløses og – mere overraskende – indvandreres levevilkår er stigende. Se figur 4.

”Når danskerne bekymrer sig mere om andre gruppers levevilkår, kan det skyldes en oplevelse af, at de grupper bliver beskyttet dårligere end tidligere. Det kan også være, at man ikke synes, problemerne er selvforskyldte på samme måde som før krisen i 2008. For indvandrernes vedkommende kan det være, at danskerne i stigende grad opfatter dem som en del af fællesskabet,” siger Morten Frederiksen.

Helt ligesom på de andre områder er det både kortuddannede og længere uddannede danskere, der udviser en stigende interesse for andre

”Forklaringen kan være, at de oplever, at velfærdsstaten passer dårligere på de svage og uheldige – at den sociale kontrakt er under forandring,” siger han.

Fordelingspolitikken skiller fortsat danskerne

Selv om alle danskere efterlyser mere indkomstmæssig lighed, afspejler det sig ikke i tilgangen til det politiske.

Her betyder ens klassemæssige baggrund overraskende nok stadigt mere. Det betyder, at lavindkomstgrupper i stigende grad står over for højindkomstgrupper i vurderingen af fordelingspolitikken – med andre ord skattepolitikken – som er et af de redskaber, der kunne øge den økonomiske lighed i samfundet.

”Vi kan se, at forskellene i indkomst sætter sig i holdningerne til fordelingspolitikken. Vi skal helt tilbage til 1980’erne for at se en tilsvarende forskel,” siger Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, der sammen med kollegaen Gitte Sommer Harrits har undersøgt, hvordan de politiske værdier afhænger af ens klassemæssige placering og, ikke mindst, ens egen opfattelse af, hvilken klasse man tilhører.

”Op til og lige efter valget i 2001 blev klasse og social baggrund anset for at være noget gammeldags snak, der ikke havde betydning for, hvordan folk forholdt sig politisk,” siger Rune Stubager.

Det har ændret sig, og indkomst og klasse betyder nu igen mere. Men dermed er vi ikke tilbage ved den logik, der dominerede det meste af det 20. århundrede, og hvor arbejderklassen stemte på venstrefløjen ud fra økonomiske overvejelser.

I dag fylder værdipolitikken og i særlig grad udlændingepolitikken mere.

”På det holdningsmæssige plan er arbejdsklassens vælgere udsat for et krydspres mellem to sæt af værdier. De ligger i stigende grad til venstre på fordelingspolitikken og til højre på værdipolitikken,” siger han.